Holger K-kronik: Brug for velfærdsreformer

Vi har brug for velfærdsreformer. Den velfærd vi har i dag er på mange måder ganske god, sine mangler til trods. Men den holder ikke i længden. Der er problemer, som ikke bliver løst.

Moderne mennesker stiller naturligt nok flere og flere krav til velfærden - de accepterer ikke uden videre traditionelle løsninger. Og så er der problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Det stigende antal ældre er kun én af de udfordringer, som vi skal finde en både ansvarlig og solidarisk løsning på. Derfor har vi brug for nye og bedre måder at gøre tingene på.

En velfærdskommission med en bred faglig sammensætning, der tænker spændende nye tanker, kunne tilføre velfærdsdebatten tiltrængte vitaminer. Men det er ikke sådan regeringens velfærdskommission ser ud.

Den er domineret af økonomer, som uden tvivl er blandt landets bedste, men som også er kendt for det samme syn på tilværelsen. For eksempel har mindst seks medlemmer på forhånd besluttet sig for at efterlønnen skal afskaffes.

Smagsdommere i Velfærdskommissionen
I virkeligheden er de smagsdommere. Økonomerne kan give deres bud på, hvor meget efterlønnen koster samfundet. Men det er vælgerne og politikerne, der skal tage stilling til, om den så er prisen værd.

Fordi statsministeren ikke har modet til at stå ved sine synspunkter, udpeger regeringen en kommission, der kan fælde smagsdommen.

Jeg håber, at jeg gør kommissionen uret, men jeg tror det ikke. Min frygt går meget længere end efterlønnen. Den går på, at kommissionen vil fremlægge én løsning, én velfærdsmodel, måske med små variationer, og så kan politikerne gennemføre den en sen nattetime - lige efter næste folketingsvalg.

Min frygt er, at vælgerne bliver sat ud af spillet. Så kan almindelige mennesker få lov at vælge i det små, mellem sygehuse og skoler, men de kan ikke få lov at vælge det store billede, mellem flere måder at lave velfærd på.

"Historien er slut"
Det minder mig lidt om den amerikanske historiker, Francis Fukyama, der i sit berømte essay, The End of History, efter Sovjets fald erklærede at historien var slut, kapitalismen havde sejret og resten var teknik.

I dag kan enhver se, at han tog fejl; at der er masser af problemer at tage fat på og at der samtidig er brug for masser af politik for at rette op på ikke mindst de globale problemer med miljø og ekstrem fattigdom. Der er også masser af politik i velfærdsdebatten. Og politik betyder jo valg mellem holdninger.

Skattedebatten
Tag skattedebatten. Den får ofte en deterministisk drejning: "Globaliseringen kræver, at skatten bliver sådan og sådan"; og det er altid mindre end i dag.

Det er rigtigt, at der er et pres på nogle skatter. Fri grænsehandel skaber et pres på spiritusafgiften. Så kan man vælge at give efter som regeringen har gjort - selvom vi alle sammen ved, at det betyder mere alkoholmisbrug blandt andet hos de unge.

Det synes jeg ikke er klogt - men det er i det mindst korrekt, at der er et økonomisk pres. Men der er andre skatter og afgifter, som godt kan sættes i vejret, f.eks. ejendomsskatten. Den samlede beskatning er vi selv herrer over - det er et politisk valg.

Regeringen garderer sig
Her har regeringen til gengæld valgt at gardere sig. Den stoler alligevel ikke helt på hvad de økonomiske eksperter kan finde på, så den har understreget, at den kun ønsker svar, der ikke betyder højere skat.

Den ved godt, at lige præcis skattestoppet får den ikke fagøkonomerne til at godkende. De ved, at det er meget uklogt udformet. Men økonomerne i velfærdskommissionen får så at vide, at skattestoppet er en given forudsætning.

Er det rimeligt? Regeringens økonomiske plan for 2010 viser et fald i skattetrykket. Den politik har regeringen lov til at have.

Men jeg foretrækker, at der bliver brugt flere penge på velfærd. Hvis man i stedet for som eksempel vælger en målsætning om et skattetryk som i 2002 er forskellen i perioden frem til 2010 30 mia. kr. ekstra til velfærd.

Det er penge, der kan gøre en stor forskel. Jeg synes, at det er helt fint, at vi får et regnestykke, der viser, hvad konsekvenserne af regeringens økonomiske politik er på langt sigt - selvom det måske ikke kræver den store regnekunst. Men det er for ringe, at det skal fremstilles som den eneste mulige kurs. Hvorfor må vælgerne ikke få lov til at vælge?

Det er der vist kun et svar på. Regeringen skjuler sig bag velfærdskommissionen. Bekvemt til næste valg er overstået, så den har fire års fred til sine "nødvendige" reformer. Hvordan det forenes med erklærede værdier som åbenhed og ærlighed er svært at se.

Tavst
På andre punkter er kommissoriet påfaldende tavst. Der står ikke noget om, hvordan vi får mere velfærd for pengene i form af større effektivitet. Og det er der jo brug for. Måske er det fordi regeringen kun kan forestille sig én løsning, nemlig mere marked i form af udlicitering og forsikringsordninger. Her håber jeg, at kommissionen vil kigge på andre fremgangsmåder.

Et af de helt store problemer i vores velfærdsmodel er, at der forebygges alt for lidt. Man er så småt begyndt med en tidlig indsats overfor børn, fx i form af sprogstimulering i børnehaven. Men der bruges langt flere resurser på specialundervisning, når problemer først har bidt sig fast.

Der bruges alt for få penge på genoptræning og andre tilbud til ældre mennesker, så de kan klare sig selv i længere tid. Der bruges langt flere penge på hjemmepleje. Og vi poster mange penge ud på fængsler, men kun håndører på f.eks. at forebygge kriminalitet gennem sociale kvartersløft.

Fagbevægelsen (og SF) må kæmpe hårdt for hver million, der går til bedre arbejdsmiljø - mens samfundets regning for dårligt arbejdsmiljø tælles i milliarder.

Der forebygges for lidt
Det er helt systematisk sådan, at der forebygges for lidt. Mere forebyggelse vil give et bedre liv for mange børn, unge, pensionister og andre borgere. Og det vil som hovedregel være en god forretning. Det må kommissionen grave i - det er ikke nok at skrive, at der skal forebygges mere.

Kommissionen må ned i årsagerne til, at der forebygges for lidt. Noget af forklaringen er at forebyggelse først giver kommunerne en økonomisk gevinst efter nogle år, og det kan en kommunalbestyrelse ikke bruge til ret meget, når de er hårdt presset af dagen og vejen og regeringens skattestop og skattestopsbøder.

Men forebyggelse er ikke nok. Vi skal også sikre en løbende effektivisering. Den bør tage udgangspunkt i en demokratisk debat, der inddrager borgere, brugere og personale. Her kan vi drage nytte af, at vi har et decentralt system i Danmark med mange kommunale enheder. Det betyder, at man kan sammenligne - hvad gør vi godt her i kommunen? hvad gør vi dyrt?

Forkert kommission med forkert kommissorium
Regeringen har nedsat den forkerte kommission med det forkerte kommissorium. Vi har nemlig brug for velfærdsreformer. Men det skal være de rigtige reformer - og det skal være vælgerne der får et valg, og beslutter hvad der skal gennemføres. Vi har ikke brug for smagsdommere og politikere, der trækker reformerne ned fra oven i en sen nattetime.

debat@altinget.dk