Fri mig for intern Christiansborg-jargon

De politiske spilleregler handler i bund og grund om noget ganske enkelt: En regerings opgave er at søge flertal i Folketinget til at gennemføre mest mulig af sin egen politik. Og blandt oppositionens mest væsentlige opgaver er det at vælte den siddende regering, træde i dens sted og sikre flertal for en anden kurs. Sværere er det ikke...

Men virkeligheden og dagligdagen kan mildest talt forekomme noget mere kompliceret. Både politikere og medier fortaber sig hurtigt i christiansborgske processer. Jeg tænker sommetider på - og håber på overbærenhed fra - de sagesløse tv-seere, lyttere og avislæsere, der bliver ufrivillige tilskuere til al den kommunikation, der fyger mellem politikere og politiske reportere.

Begreber, processer og teknikaliteter om samråd, spørgsmål i udvalg og betænkninger hører til dagens uorden. Vi slider i urimelig grad på befolkningens tålmodighed, når vi koder sproget og gør det vanskeligt tilgængeligt for de mange, der i det daglige ikke er en del af politiske miljø.

På dén facon risikerer vi, at vi i helt unødvendig grad taler forbi hinanden.

Blokpolitik
Tag nu begrebet "blokpolitik". Det er næppe et ord, der bruges af andre end en snæver kreds på Slotsholmen i København og i pressen - til gengæld er det et fy-ord på Christiansborg.

Det lugter af selvgodhed, selvtilstrækkelighed og et notorisk fravalg af andres synspunkter på forhånd. Man kan jo se det for sig: Hvor mange gange har vi ikke set en bekymret socialdemokrat, der med desperation i ansigtet og forarget mine står på tv og taler om behovet for brede aftaler i dansk politik.

Og som samtidig kaster mistænkelighedens skær på VK-regeringens måde at føre politik på. Fordi den fører "blokpolitik" - underforstået: I modsætning til tidligere regeringer.

Prisværdige Ritzau
Jeg har imidlertid lagt mærke til, at dén kritik nærmest er forsvundet på det seneste. Hvorfor mon? Jo, Ritzaus Bureau satte sig prisværdigt for at undersøge påstandene fra dele af oppositionen i Folketinget. Konklusionen var - ifølge Ritzau:

"Fogh-regeringen har tromlet sig igennem i folketingssalen i godt 32 procent af afstemningerne - målt på styrkeforholdet alene mellem dansk politiks to hovedmodstandere, Venstre og Socialdemokraterne. På samme vis jordede Nyrup-regeringen dengang Venstre i godt 28 procent af afstemningerne."

Altså: Denne regeringen - og den forrige - har i store træk været lige "slemme", når det handler om at stemme forslag igennem uden at lade hovedmodstanderens synspunkter dominere resultatet.

Ikke så underligt
Egentlig er det jo ikke så underligt. Jeg mener... Venstre bidrog ikke dengang til at gennemføre Nyrup-regeringernes evindeligt stigende skatter og afgifter og en lang række andre forslag.

Og man kan jo ikke med rimelig forlange, at Socialdemokraterne nu skal lægge stemmer til at gennemføre de løfter, som Venstre gav vælgerne i valgkampen. Og som vi siden har haft travlt med at få vedtaget i Folketinget.

For Venstre vejer respekten for vælgerne tungere end hensynet til Socialdemokraternes selvforståelse og selvværd. Dét skal ingen være i tvivl om. Når vi lover vælgerne noget, så holder vi det. Også selv om det kommer på tværs af socialdemokratiske ønsker.

Men min grundholdning er klar: Jeg ser allerhelst - og jeg klapper i hænderne, når det sker - at så mange partier som overhovedet muligt står bag de beslutninger, der træffes i Folketinget. Ikke fordi enighed er et mål i sig selv. Men store og vidtrækkende beslutninger har en længere holdbarhed, hvis bakkes op af et bredt flertal af partier.

Eksempel fra sidste uge
Sådan en aftale blev indgået i Folketinget i sidste uge. Alle partier - undtagen Enhedslisten og Dansk Folkeparti - er blevet enige om, hvordan Danmark griber det an, at EU den 1. april næste år udvides med ti nye lande.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen indgik aftalen på regeringens vegne, og den er så god og solid, at den fortjener maksimal opmærksomned. Den indeholder følgende hovedelementer:

Borgere fra de ti nye EU-lande skal fra den 1. maj 2004 have fri adgang til at søge og tage arbejde i Danmark - helt på linie med andre EU-borgere.

Der gives kun tidsbegrænsede opholds- og arbejdstilladelse til borgere fra de nye EU-lande. Tilladelse gives på baggrund af en konkret aftale om ansættelse på fuld tid i en dansk virksomhed.

For at modvirke spekulation i proformajob skal arbejdsgiveren være registreret hos Told og Skat.

Når arbejdstageren ikke længere er ansat udløber opholdstilladelsen automatisk. Dette betyder, at personen ikke har adgang til kontanthjælp og dagpenge. Der kan dog om nødvendigt ydes hjælp til hjemrejse.

Ansættelse skal ske på normale overenskomstvilkår. I de tilfælde, hvor virksomheden ikke er overenskomstdækket, skal arbejdsmarkedets parter høres. På den måde sikres det, at arbejdstagere fra de nye EU-lande ikke kommer ind som løntrykkere på det danske arbejdsmarked.

Beskæftigelsesministeriet skal løbende overvåge arbejdsmarkedet for i tide at opdage eventuelle ubalancer i form af ledighed, lønpres og utilsigtet brug af sociale ydelser som følge af tilvandringen fra Østeuropa.

Desuden indføres der nogle særregler der skal forebygge, at en række sociale ordninger bliver udnyttet. Det gælder kontanthjælp, børnepasningsorlov og sygedagpenge.

Med denne aftale i inderlommen er der ro på bagsmækken og solid opbakning, som stats- og udenrigsministen senere på ugen rejser til Bruxelles og forhåbentlig tager et afgørende skridt i retning af EU's forfatningstraktat. God rejse!

• Regeringen »
• Folketinget »
• Venstre »
• Lars Løkke Rasmussen »
• Claus Hjort Frederiksen »

debat@altinget.dk