Foghs noget-for-noget

Koncentrat af lederen "Fogh og "de bekymrede" i BT, 27 august 2003

Fogh og ’de bekymrede’ »Nyrup svigtede »de bekymrede«. Det vil Fogh ikke.« Med regeringsskiftet i november 2001 skete der et systemskifte i dansk politik.

Et systemskifte, der varslede et opgør med fortidens tankegang. Et systemskifte, der tog befolkningens bekymringer alvorligt. Et skifte til en regering, der turde og kunne gennemføre, hvad den lovede.«

Sådan lyder en central passage i det »udvidede regeringsgrundlag«, som regeringen præsenterede i går eftermiddags.(...)

Citatet ovenfor viser nogle helt grundlæggende forestillinger hos statsministeren om, hvad det er for en regering, han leder. Regeringen er »revolutionær«, den repræsenterer et »systemskifte«. Men systemskiftet er udtryk for en ny alliance:

En alliance mellem det borgerlige Danmark og så »de bekymrede«. Alliancen er skabt gennem en aftale eller en kontrakt: Her er – i modsætning til Nyrup-regeringerne – en regering, der gennemfører, hvad den lover.(...)

Fogh indrammer regeringens arbejde. Han nedsætter en velfærdskommission, der udskyder spørgsmålet om store velfærdsreformer til efter næste valg, men igangsætter til gengæld en grundig forberedelse af en massiv indsats til den tid i samarbejde med Socialdemokraterne.

Han gør en strukturreform, der vil afskaffe amterne og dermed søge at skabe en mere enkel, spændstig demokratisk struktur i Danmark, til et hovedmål. Fogh samler i øvrigt en række lovgivningsinitiativer, der underbygger og udbygger regeringens forrige valgprogram:

»Noget for noget« er Foghs kerne-begreb for sin ideologi. Det handler om »konsekvens« og retfærdighed – i modsætning til »blødsødenhed« og eftergivenhed.

Straffesystemet skal strammes yderligere op. Også udlændingepolitikken skal strammes, men på begge områder skal der skabes flere belønninger for dem, der opfører sig, som staten vil have det.

Også uddannelsessystemet skal være mere »konsekvent« og gennemskueligt med flere karakterer og prøver, mere faglighed og disciplin. Særlig opmærksomhed ofres på seksuelt misbrug af børn, som er bragt i fokus af sensommerens grufulde seksualdrab.

EU-politikken bliver – som Fogh allerede har understreget – et hovedtema i de næste to år: Vi skal have folkeafstemning, men forbeholdene skal fastholdes indtil videre. Også her varetager Fogh omhyggeligt hensynet til »de bekymrede«.

Næsten samtidig med det fornyede regeringsprogram offentliggjordes en undersøgelse, der fortæller om bekymringen i befolkningen. De, som har mest: mest i løn og god uddannelse, er ikke så bekymrede. De bekymrede er dem, som har færrest ressourcer. Foghs fornyede kontrakt handler især om de bekymrede.(...)

Forrige artikel Ny Lykketoftkasket: Stemmefisker Næste artikel VK-udspil er sund fornuft