Fængsler trænger til ledelse

Koncentrat af lederen "Den gode stemning" i Jyllands-Posten, 25/2-04.

Justitsminister Lene Espersen har det med at puste sig op.

I weekenden gik den verbale handlekraft ud over de danske fængsler og deres indsatte. Nu skulle det være slut med narkotika i fængslerne, og de hormoner og håndvægte, som de i forvejen stærke fanger bruger til at styrke deres overmagt over fangevogtere og svagere fanger, skulle begrænses.

Det hele skulle naturligvis foranstaltes gennem lovændringer, for det er nu engang af uransagelige årsager den måde, hvorpå ministre måler deres succes.

Mest bemærkelsesværdig var imidlertid reaktionen fra landets fængselsinspektører. Man måtte ligefrem forstå, at justitsministeren med sit initiativ ødelagde den gode stemning i fængslerne.(...)

En enkelt lod endog forstå, at narkobekæmpelsen i dag foregår i en venlig atmosfære.(...)

Venligheden bør alene bestå i, at fangerne afstår fra at smugle narkotika ind i fængslerne. Så enkelt er det. Hidtil har den venlighed og gode stemning, som uden problemer kunne forveksles med slaphed og eftergivenhed, ført til, at stærke, velorganiserede fanger terroriserer både fængselspersonale og de svagere fanger, der tvinges ind i og fastholdes i narkomani.

En højtstående fængselsfunktionær talte om trykkogere, der kun kunne tåle et vist overtryk og sammenlignede det med fangernes temperament og tolerance.(...)

Naturligvis kan man forhindre narkotika i fængslerne, hvis man vil. Et fængsel er det mest kontrollerbare miljø, man overhovedet kan forestille sig. Det er selve formålet at begrænse fangernes frihed i en bestemt periode.

Det drejer sig bare om at gå i gang, og der er ikke brug for lovændringer. Der er brug for handlekraftige fængselsledelser. Hvis ikke de kan leve op til deres forpligtelser, skulle man overveje udskiftning af nogle fængselsinspektører, og det kræver heller ingen lovændringer.

Forrige artikel VK misbruger J. F. Kennedy Næste artikel KL brændemærker børn for livet