Et spørgsmål om stemmevægte
Koncentrat af lederen "Topmøde-flop sætter ikke verden i stå", den 15. december 2003
Topmøde-fiaskoen i Bruxelles beskrives vidt og bredt som næsten en tragedie for Den Europæiske Union. Det er rigtigt, at Unionen har fået det uheldigst tænkelige afsæt for sit liv med de ti nye medlemslande.
Men ligesom kriser og sammenbrud altid har været en del af det europæiske samarbejde - der alligevel efter hver knockout har rejst sig til en ny omgang - så hører dystre beskrivelser af konsekvenserne efter hvert af uheldene undervejs også med til det faste ritual. Denne gang er den gal. Ingen tvivl om det. Men det italienske EU-formandskabs eksemplarisk ringe forberedelse af fredagens og lørdagens traktat-topmøde bør ikke overdøve enhver nøgternhed.
For det første skal man hæfte sig ved alt det, som der ikke er nogen større uenighed om. Selve ideen om en EU-traktat og langt hovedparten af dens indhold samler alle 25 landes regeringer. Det var ét spørgsmål, der medførte kollapsen, nemlig det realpolitisk tungeste: spørgsmålet om magtfordelingen - de såkaldte stemmevægte.
Primært var det Polen, der som nyt medlem ikke ville tage hjem fra sit første topmøde i den klub, landet lige er lukket ind i, med en mindre indflydelse end den, man blev meldt ind på. Det havde en mere indsigtsfuld EU-formand end ministerpræsident Silvio Berlusconi forudset, hvorfor man kunne have brugt langt mere opmærksomhed på problemet, inden det formelle topmøde gik i gang. (...)
For det andet behøver man næppe gå i panik over de genoplivede skrækscenarioer om et EU i flere hastigheder. Hvad helt nøjagtigt skulle det være, som f.eks. Tyskland og Frankrig kunne have bilateral fordel af at sætte fart på, mens de efterlader hovedparten af medlemslandene bagude? (...)
Euroen er en relativt ny faktor i samarbejdet. Den tvinger landene til at koordinere på en helt anden bindende måde end nogen tidligere EU-konstruktioner. Hensynet til den fælles valutas stabilitet sætter grænser for, hvor meget en mindre kerne af medlemslande kan køre sololøb. Foreløbig har Tyskland og Frankrig demonstreret, at de ikke engang kan overholde den stabilitetspagt, de selv var fortalere for ved euroens indførelse. Det burde være usandsynligt, at de går videre med en lidet glorværdig undergravning af den fælles valuta. (...)
EU-fiaskoen ændrer fundamentalt de indenrigspolitiske udsigter for det kommende år. Regeringen får brug for at lave hele sin køreplan for 2004 om. Der bliver ikke nogen politisk borgfred op til en EU-folkeafstemnming til efteråret. Dermed åbnes der for en særdeles langstrakt valgkamp.
Men med en folkeafstemning om EU-traktaten, der nu tidligst kommer i 2005, slipper statsminister Anders Fogh Rasmussen også for at skulle binde det kommende år op på en EU-folkeafstemning, der alligevel næppe ville blive nogen folkelig sællert. Han kan med andre ord vælge at tage politiske emner op, som kan styrke VKs chancer op til folketingsvalget. Det valg, som han nu - uden at risikere beskyldninger for at forplumre EU-sagen - kan vælge at udskrive i 2004.
Det kunne ligne en taktisk foræring til VK. Og regeringen får brug for alle foræringer, eftersom det borgerlige flertal ikke længere tegner sikkert i meningsmålinger. Kravet om nyt politisk indhold i det kommende år bør få regeringen til at tage offensivt fat om velfærdsdiskussionen. Når først den amtskommunale fremtid er blevet lagt fast - Strukturkommissionen barsler til januar - så har VK valget mellem selv at tage initiativet i den ømtålelige snak om fremtidens velfærdssamfund, eller overlade det til S. Det sidste ville ikke være betryggende.
