Et slag for fødevaresikkerheden

Koncentrat af lederen "fødevare- og veterinærforskningen vakler" i DS nyt, nr.4, april 2005.

Det er både uheldigt og uacceptabelt, at institutionen Danmarks fødevareforskning er kommet ud med et underskud på godt 33 mio. kr. i sit første driftsår, 2004.

Danmarks fødevareforskning har tre indsatsområder: Det veterinære beredskab,fødevaresikkerhed og ernæring. Institutionen er vigtig af hensyn til både den forskningsmæssige indsats og myndighedsrådgivningen. Det veterinære stade, inklusive beredskabet mod alvorlige husdyrsygdomme og høj fødevaresikkerhed, er helt afgørende for vores eksport af fødevarer. Erhvervet har derfor behov for en stærk institution, som har de nødvendige kompetencer, der både kan levere nytteværdiskabende forskning og rådgivning, og ikke mindst sikre dansk indflydelse på de internationale rammebetingelser, der blandt andet fastlægges i EU.

(...)

Bestyrelsen har naturligt nok reageret på det økonomiske uføre. Skuden skal på ret køl, og bestyrelsen lægger op til omfattende besparelser, bl.a. i form af afskedigelse af ca. 100 medarbejdere.

Bestyrelsen skal ikke kritiseres for, at den tager håndfast på problerne for at få skabt orden i økonomien.Det er den forpligtet til.

Alligevel er der grund til at råbe vagt i gevær over for en så omfattende reduktion i medarbejderstaben og den deraf følgende neddrosling af vigtige aktiviteter som fødevaresikkerhed og veterinært beredskab-uden først at gøre sig konsekvenserne klart og se på alternativer.

Danmark kan ikke leve med, at landets internationale forspring på fødevaresikkerhed og veterinært beredskab risikerer at blive sat over styr. Det vil også være helt i modstrid med regeringens erklærede mål om, at Danmark skal være et førende vidensamfund med de globale udfordringer, vi står overfor.

Forhåbentlig vil regeringen og Folketinget medvirke tilen acceptabel løsning. Der står meget på spil.

Forrige artikel Bryd Foghs enegang i irakkrig Næste artikel Thorning låst fast af R og fortiden