Endnu en EU-skandale
Koncentrat af lederen "Endnu en skandale" i Jyllands-Posten 27. september 2003 om svindel med EU-midler.
De foreløbige undersøgelser fra unionens interne vagthund OLAF er absolut ikke pyntelige for Eurostat. Faktisk er der tale om et skræmmeeksempel på, hvad en institution kan bedrive af nepotisme, bedrageri og magtmisbrug, når det sker bevidst, og når de interne kontrolforanstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Eurostat-skandalen falder naturligvis tilbage på EU-Kommissionen, der har det administrative ansvar, og i særdeleshed på økonomikommissær Pedro Solbes Mira, som har det politiske ansvar.
At EU's bugnende kasser frister svage sjæle er ingen nyhed, ligesom det heller ikke kan komme bag på nogen, at det fremdeles kniber med den interne kontrol i det vidtforgrenede bureaukrati.
Fristelsen bliver næppe mindre med alle de eksempler, der gennem årene har hobet sig op på, hvordan der er blevet frådset med bidragene fra de europæiske skatteydere, som for halvdelens vedkommende havner hos landbruget.
Man kan bestemt heller ikke påstå, at EU-Kommissionen generelt har bestræbt sig på at komme dette administrative uvæsen til livs. I Bruxelles er det fortsat mere reglen end undtagelsen, at de medarbejdere i EU-bureaukratiet, der offentligt peger på misbrug og andre skandaløse forhold i forvaltningen, suspenderes, sættes i gabestok og som regel ender deres karriere med et økonomisk plaster på såret og en enkeltbillet ud af Bruxelles.
Behandlingen af de formastelige, der faktisk søger at tjene skatteydernes interesse, står i et skærende misforhold til de embedsmænd, der øver vold på systemet, hvad enten det sker som følge af almindelig talentløshed eller for personlig vindings skyld.
I Eurostat-skandalen har EU-Kommissionens formand Romano Prodi desværre valgt at fortsætte den linje, at der nok er begået fejl, men at de ikke er så graverende, at det bør få konsekvenser for enkeltpersoner. Tilliden til EU bliver ikke just større af denne politiske ansvarsforflygtigelse og mangel på selvjustits.
EU-Parlamentet har lavet megen larm omkring skandalen, men da det kom til stykket, valgte et flertal i parlamentet at lade EU-Kommissionen slippe med en advarsel.
Vi har ikke svært ved at forstå de medlemmer af EU-Parlamentet, der vælger at lade EU-Kommissionen i almindelighed og EU-kommissær Pedro Solbes i særdeleshed slippe for yderligere tiltale.
Når talen falder på EU's pengekasser, misbrug og moral, er EU-parlamentarikerne næppe dem, der bør stå i første række med kritiske bemærkninger. Dertil har EU-Parlamentets evne til at feje for egen dør historisk vist sig fornærmende ringe. (...)
