Afskaf lukkeloven

Koncentrat af lederen "Lukkeloven" i Jyllands-Posten 27. september 2003.

SERVICESEKTOREN kan blive en dansk succeshistorie. Mens landbruget hænger fast i den forkætrede EU-støtte, og en stadigt større del af dansk industri bliver købt op af effektive udenlandske ejere, vokser serviceerhvervene hastigt.

Servicevirksomheder tegner sig i dag for to tredjedele af dansk erhvervslivs samlede omsætning og beskæftiger flere end 1,2 mio. mennesker.

Vi har fundamentet til at blive et servicesamfund i verdensklasse. Det er begrædeligt, at det fundament ikke bliver udnyttet. (...)

De stramme bånd på butikkernes mulighed for at holde åbent, når kunderne har fri til at frekventere dem, er i sig selv et levn fra en svunden tid. Bedre bliver det ikke af, at en betydelig del af de mindre butikker, der i år har haft lov til at holde søndagsåbent, har øget afsætningen så markant, at loven fordrer, at de holder søndagslukket gennem hele 2004. Alene fordi de er strøget over den omsætningsgrænse på 24 mio. kr. årligt, som er lukkelovens barriere for at betjene kunderne, når kunderne har tid.

Forvirringen må efterhånden være total. Regeringen vil ikke diskutere lukkeloven, før forligsteksten åbner for en genforhandling til næste år. Det år kan politikerne passende bruge på at nå frem til den eneste rigtige konklusion i et servicesamfund:

Afskaf lukkeloven.

Forrige artikel Endnu en EU-skandale Næste artikel Europæisk sygdom i Danmark