Lav starthjælp en fiasko

Koncentrat af lederen "Drop pisken - lav ydelse til flygtninge er en fiasko" i Politiken 27. september 2003.

'PISKEN FREM og de sociale ydelser ned - det skal kunne betale sig at arbejde!'. Sådan lyder det social- og arbejdsmarkedspolitiske mantra fra den borgerlige regering i disse år. Og det var såmænd også dette mantra, regeringen messede, da den for lidt mere end et år siden indførte den såkaldte starthjælp for nytilkomne flygtninge. Og beløbet? 5.266 kroner til den udeboende enlige - om måneden! Værsgo og spis - hvis altså du har råd til lidt mad.

Formålet med starthjælpen var at bane vejen til arbejdsmarkedet for flygtninge. Men set med de briller har ydelsen været en fiasko. Integrationsministeren erkender, at det kun er 10-20 procent af flygtningene, der er kommet i arbejde i det forgangne år. Og et nyt rundspørge til landets kommuner, som Politiken offentliggjorde i går, viser, at halvdelen af borgmestrene, heraf mange venstreborgmestre, siger dur ikke til starthjælpen.

Hovedanken fra borgmestrene er, at starthjælpen ikke lever op til sit formål - at skubbe flygtninge ud i ordinære job. Og et særligt ønske fra ikke færre end 252 ud af 271 borgmestre og Kommunernes Landsforening er, at man undtager de syge og traumatiserede flygtninge fra starthjælpen, da de alligevel ikke kan påtage sig et arbejde, før de er behandlet.

AL ANSTÆNDIGHED og rationel tænkning tilsiger, at den ydmygende starthjælp tages af bordet, da ideen ikke lever op til sit integrationsformål og i værste fald er med til at stigmatisere og udstøde de ressourcesvage flygtninge yderligere. (...)

Forrige artikel Brug for fejekost i EU Næste artikel Endnu en EU-skandale