Populær borgmester afviser at stille op til Folketinget

Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), stiller ikke op til Folketinget ved næste valg. Hun har tidligere luftet idéen grundet sin kritik af den socialdemokratiske linje på velfærdsområdet.

Birgit Stenbak Hansen (S) er endegyldigt færdig med politik.

Efter mere end 20 år i Frederikshavns byråd, heriblandt ti år som borgmester, har den populære socialdemokrat nu besluttet sig for ikke at stille op ved fremtidige valg – heller ikke dem til Folketinget.

Det skriver TV2 Nord.

Der er ellers længe blevet gisnet om, hvorvidt Stenbak Hansen ville stile mod en plads på Christiansborg – en mulighed, hun tidligere har vendt i Altinget.

"Jeg vil ikke lukke den dør til Folketinget på forhånd, for ja, det kunne jeg da godt have lyst til," sagde Birgit S. Hansen dengang, efter hun havde været ude med skarp kritik af SVM-regeringens velfærds- og skattepolitik.

{{toplink}}

Den såkaldte 'Dronning af Nordjylland' valgte tidligere i år at melde sin afgang fra kommunalpolitik, blandt andet på baggrund af den hårde tone i byrådet. Det er de samme bekymringer om tonen, der nu spiller en afgørende rolle i ikke at søge mod København, skriver TV2 Nord.

Kredsens åbne plads

Vejen er ellers banet for et nyt socialdemokratisk folketingsmedlem i Frederikshavn-kredsen.

Bjarne Laustsen stiller nemlig ikke op ved næste valg, efter han i 28 år har repræsenteret Frederikshavn i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Flere havde derfor gættet, at Birgit Stenbak Hansen, som ved sidste kommunalvalg modtog 42 procent af alle personlige stemmer i kommunen, skulle være kredsens næste socialdemokratiske politiker. Birgit Stenbak Hansen har dog nu understreget, at hun vil "noget helt andet" end politik.

Birgit S. Hansen forlader Frederikshavns byråd efter kommunalvalget i november 2025.

{{toplink}}

{{toplink}}

Forrige artikel Jeppe Søe melder sig ud af Moderaterne Jeppe Søe melder sig ud af Moderaterne Næste artikel Pia Kjærsgaard er ny idrætsordfører Pia Kjærsgaard er ny idrætsordfører