Dansk nej til globaliseringen nytteløst

Koncentrat af lederen "Dansk nej til globaliseringen nytteløst" i Berlingske Tidende 18/3 2005. Det danske arbejdsmarked skal ikke indhegnes - det har brug for konkurrence udefra

For få dage siden vendte Danmark tommelen ned over for EUs servicedirektiv, der skulle åbne EUs marked for tjenesteydelser. Onsdag fulgte regeringen op - hårdt presset af fagforeninger og opposition - med stramninger af Østaftalen, så det fremover bliver endnu vanskeligere for arbejdere fra Østeuropa at skabe konkurrence i blandt andet dansk byggeri. (...)

Desværre er det i den danske debat lykkedes at koble udlændingepolitikken med arbejdsmarkedspolitikken, så kvalificerede udlændinge fra blandt andet de nye EU-lande nu retorisk sættes i samme bås som indvandrere fra tredjeverdenslande.

Udlændingepolitikken er strammet op med et bredt folkeligt mandat som en nødvendig justering efter flere år med en fejlslagen integrationspolitik. Men der er forskel på, om man kommer til landet uden lyst til at blive en aktiv del af vort samfund, eller om man kommer hertil for at udføre et stykke arbejde og dermed udsætte dele af arbejdsmarkedet for en nødvendig konkurrence.

Der sund fornuft i at sørge for en gradvis liberalisering på arbejdsmarkedet, for en pludselig åbning af et lukket marked kan være en chokkur med mange umiddelbare ofre. Østaftalen kan have sine utilsigtede begynderfejl, men det er altafgørende, at liberaliseringen ikke sættes i stå. For nøjagtig som med integrationspolitikken nytter det ikke at indhegne nationalstaten, og hvis vi forsøger, vil chokkuren før eller siden blive uundgåelig.

Allerede inden de for alvor er kommet hertil, er håndværkerne fra de nye østeuropæiske EU-lande for eksempel lagt for had. (...)

Uden konkurrence vil vi fortsat opleve, at det såkaldte videnssamfund består af højtuddannede ingeniører, læger, jurister eller økonomer, der kræver mere og mere fritid for at have tid til at ombygge villaen. Det er ikke måden at tackle globaliseringens udfordringer på.

Forrige artikel De landsforviste Næste artikel Miljøminister i modvind