Begmand til Fogh
Koncentrat af lederen "Begmand til Fogh" om en ny meningsmåling i B.T. 12. december 2003.
Dagpengefadæsen var en lille sag, som vælgerne først ikke reagerede særlig negativt på, men som regeringen har håndteret rigtig dårligt. Det meget anspændte forhold mellem Venstre og de Konservative prægede mediebilledet, der fik fremstillet sagen, som om regeringen ville fjerne dagpengesystemet for de mest velstillede, men bare ikke turde gøre det af vælgerskræk. Det var ikke godt.
Fyringen af kirkeministerens pressechef, der løgnagtigt blev beskyldt for nazi-forbindelser, var en kujonagtig kapitulation, der ikke helt forkert er blevet udlagt som en erkendelse af, at den såkaldte »kulturkamp« er tabt.
Fogh kan trøste sig med et par ikke uvæsentlige forhold. Den politiske sæson er nu slut, nu holder vi jul, og nytårsdag har Fogh en af sine store chancer for at sætte dagsordenen med sin nytårstale. Det nye år vil indeholde helt andre politiske temaer end tidligere.
Foråret vil blive domineret af en stor kommunalreform, der godt nok ikke på forhånd er nogen vindersag, men som Fogh måske kan udnytte til at komme igen som dynamisk og handlekraftig politiker, der vil modernisere velfærdssamfundet. Og så kommer der et EU-parlamentsvalg og - måske - en folkeafstemning.
At en regering taber tilslutning midtvejs i perioden, er næsten en naturlov i politik. At Fogh hidtil har fastholdt sin meget store valgsejr, har faktisk været en usædvanlig præstation. Men trods alle trøstende ord er tallenes tale i B.T. i dag en meget alvorlig begmand til den hidtil så succesrige Fogh. Pas på! Vælgerne er blevet usikre.
Lykketoft er nærmere statsministerposten end nogensinde, siden han indtog formandsstolen i det store oppositionsparti, der nu igen synes at være landets største. Lykketoft har holdt lav profil. Han har tilsluttet sig Foghs udlændingepolitik, samlet partiet, kvalt et kontroversielt velfærdsudspil og neddæmpet kritikken af regeringen. Han har ladet Fogh beskadige sig selv.
