Radikal forelskelse i Nordsøaftale

Koncentrat af lederen "Radikal gavebod" i Politiken 12. december 2003 om det demokratiske underskud i Nordsøaftalen.

Selvom Socialdemokraterne i går sagde nej til nordsøaftalen mellem staten og DUC, anført af A.P. Møller - Mærsk, bliver aftalen ikke ændret.

Regeringen har sikret sig støtte fra Det Radikale Venstre, og vel at mærke på et tidspunkt, hvor ingen fattede en brik af dybden i aftalen.

Med energisk indsats fra Socialdemokraterne lykkedes det at få skabt en offentlig høring om aftalen.(...)

Det kom frem, at eksperterne fandt aftalen stærkt problematisk, især den såkaldte kompensationsaftale, der sikrer DUC økonomisk kompensation, hvis kommende regeringer ændrer på aftalens skatteelementer.

Det er med andre ord ikke de politisk valgte, der vil drille en siddende regering. Det er derimod folk uden for det politiske system, men med indsigt i olie, skat og økonomi. En skattechef sagde ved høringen onsdag, at aftalen er svær at forstå, for ikke at sige uforståelig. En ekspert i energiret kunne kun finde en lignende aftale i politisk ustabile lande som Kasakhstan og Georgien, og ikke i lande, vi normalt sammenligner os med.(...)

Det er en gåde, at Det Radikale Venstre ikke selvstændigt har bedt om beregningerne, inden partiet med garanti fra partileder Marianne Jelved parkerede sin politiske beslutningskraft i lommen på økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).

Det Radikale Venstre har forelsket sig i det punkt, der hedder frivillig aftale, som er gældende fra 1. januar i år. Det vil sige, at DUC har indvilget i at betale mere i skat fra 2004 til 2012 mod til gengæld at få en aftale, der løber helt frem til 2042.

Det giver naturligvis en samfundsøkonomisk mergevinst allerede fra 2004, men faren er, at Det Radikale Venstre og regeringen har solgt sig selv for billigt. Det tyder på, at DUC-partnerne har sikret sig en ren pengemaskine i Nordsøen.(...)

Nordsøen tilhører det danske samfund, så der er al mulig grund til fortsat at rejse spørgsmålet, om den økonomiske fordeling mellem DUC og samfundet er fair. De radikale har stadig til gode at forklare, hvorfor de uden inddragelse af ekspertviden valgte at stille en gavebod til rådighed for enkelte private virksomheder

Forrige artikel Begmand til Fogh Næste artikel Gud hører ikke hjemme i forfatning