Anders Fogh skal rådgive Zelenskyj om sikkerhedsgarantier for Ukraine

Tidligere dansk statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen bliver medlem af ny international rådgivningsgruppe, der skal rådgive præsident Volodymyr Zelenskyj om sikkerhedsgarantier for Ukraine. "Det primære formål er at sikre, at Ukraine vinder krigen," siger han.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har nedsat en international arbejdsgruppe, der skal rådgive ham om sikkerhedsgarantier for Ukraine.

Arbejdsgruppen skal ledes af hans stabschef, Andriy Yermak, og tidligere dansk statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Det offentliggjorde Andriy Yermak i en tale til World Economic Forum i Schweiz 24. maj. 

"Formålet er at udfærdige en række anbefalinger til pålidelige og effektive sikkerhedsgarantier for Ukraine," sagde stabschefen i talen.

Resten af arbejdsgruppen offentliggøres i løbet af de næste par uger, og skal bestå af eksperter inden for udenrigspolitik, diplomati og fra forskningsverdenen. Det primære formål for gruppen er at anbefale præsidenten "effektive mekanismer til at garantere Ukraines langsigtede sikkerhed", oplyser Foghs politiske konsulentfirma, Rasmussen Global, i en pressemeddelelse.

"Det primære mål nu er at sikre, at Ukraine vinder krigen," udtaler Anders Fogh Rasmussen.

"Ingen forpligtelser fra andre lande kan erstatte Ukraines egne, stærke forsvarskapabiliteter. Arbejdsgruppen vil også undersøge, hvordan Ukraines partnere kan hjælpe med at styrke og genopbygge Ukraines væbnede styrker for at undgå fremtidige aggressioner," fortsætter han.

Anders Fogh Rasmussen forlod i 2009 sit statsministerembede for at blive generalsekretær i det nordatlantiske forsvarssamarbejde Nato. Han var generalsekretær indtil 2014, og har siden haft virke som politisk konsulent i Rasmussen Global.

Forrige artikel Indenrigs- og boligministeren får ny særlig rådgiver Indenrigs- og boligministeren får ny særlig rådgiver Næste artikel Jacob Mark vender tilbage til Christiansborg efter sygdom Jacob Mark vender tilbage til Christiansborg efter sygdom