Tålmodigheden er sluppet op: Røde partier kræver løsning for truede boligprojekter

SF og Enhedslisten vil have boligministeren til at sikre, at almene boligprojekter ikke bliver lagt i graven som følge af stigende materialepriser. "Min tålmodighed er opbrugt," lyder det fra ordfører, der foreslår at lade Nybyggerifonden løse problemet. 

Boligministeren må på banen og finde en løsning for de almene boligprojekter, der står til at blive droppet som følge af stigende materiale- og byggeomkostninger.

Sådan lyder det nu fra de to røde partier SF og Enhedslisten.

“Hvis regeringen virkelig vil være lejernes parti, så er det nu, de skal vise det. Ellers bliver alt deres snak om blandede boliger et eller andet akademikerfis,” siger boligordfører Søren Egge Rasmussen.

Samme toner lyder fra Halime Oguz fra SF.

“Vi kan ikke på den ene side sige, at vi vil bygge flere billige boliger og studieboliger, mens vi samtidig lader byggerierne gå i stå. Det giver ikke mening,” siger hun.

{{toplink}}

Tålmodigheden er brugt op

De to partier er stærkt fortørnede over, at boligminister Kaare Dybvad Bek (S) endnu ikke har fremlagt en løsning for de mange almene boligprojekter, der risikerer at blive skrottet, fordi priserne i byggeriet betyder, at de ikke kan holdes under almenboliglovens maksimumbeløb.


Derfor vil de to partier på et udvalgsmøde torsdag bede ministerens embedsmænd om hjælp til at udarbejde et ændringsforslag til den lov, der skal udmønte aftalen om fonden for blandede byer fra november.

Konkret lægger partierne op til at give de almene boligprojekter, der er langt i forberedelsesfasen eller har været i udbud inden årsskiftet, en økonomisk håndsrækning.

Det kan finansieres gennem den grundkøbslåneordning, der var en del af sidste års boligaftale og især har som formål at sikre flere almene boliger i byerne.

På den måde kan man sørge for, at boligaftalens løfter om flere almene boliger ikke løber ud i sandet, lyder det fra Halime Oguz.

“Som tingene ser ud, tager man håbet fra alle de mennesker, der har set frem til, at de kunne få en billig bolig. Det svarer til at give en ispind til et barn uden is på,” siger hun.

Enhedslistens ordfører håber meget, at boligministeren kan se idéen i forslaget.

“Hvis ikke han synes, at det her er en god løsning, så må han få fingeren ud og komme med en anden. Min tålmodighed er opbrugt,” siger Søren Egge Rasmussen.

Venstre afviser

De to partier har sendt forslaget rundt til medlemmerne af Folketingets boligudvalg med den forhåbning, at der kan dannes et flertal enten med eller uden Socialdemokratiets mandater. 

Men det bliver ikke med hjælp fra Venstre, lyder det fra boligordfører Heidi Bank.

Selvom hun er enig i, at almensektoren står i en ulykkelig situation, vil hun nemlig ikke bakke op om det lovforslag, som partierne lægger op til at justere på, fordi det skal udmønte efterårets boligaftale, som Venstre står udenfor.

"Det vil helt ærligt være en lille smule svært at støtte et ændringsforslag til et lovforslag, som vi kommer til at stemme imod," siger Heidi Bank

Hun mener desuden, at partierne ligger, som de har redt, da de indgik aftalen om at reservere Nybyggerifondens midler til at opføre boliger på dyre adresser.

"De penge havde været gode at have som en buffer i sådan en situation, som vi står i nu. De har ikke tænkt sig særlig godt om, da de lavede den aftale," siger hun.

BL: Godt forslag

Forslaget fra de to røde partier lægger sig tæt op af den løsning, som Danmarks Almene Boliger - BL har peget på.

Organisationen har foreslået, at der gives et såkaldt gennemførelsesbidrag til de pressede projekter, der skal finansieres gennem lån fra Landsbyggefonden.


Derfor bakker BL’s administrerende direktør, Bent Madsen, også op om idéen fra de røde partier.

“Vi står i en super alvorlig situation, hvor vi reelt kigger ind i et alment byggestop. Lige nu er risikoen, at man taber en hel årgang af alment nybyggeri på gulvet,” siger han.

Men uanset hvilken løsning politikerne finder frem til, er det vigtigste, at det sker snart, lyder det fra direktøren.

“Det er fuldstændigt nødvendigt. Det er ingen hemmelighed, at vi havde ønsket os, at det var sket for længe siden,” siger Bent Madsen.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har ikke onsdag ønsket at give interview om krisen i almensektoren.

Forrige artikel Regeringen vil alligevel lade ukrainske flygtninge bo i udsatte boligområder Regeringen vil alligevel lade ukrainske flygtninge bo i udsatte boligområder Næste artikel Lynetteholm-modstandere danner ny forening Lynetteholm-modstandere danner ny forening