Undervisere til politikere: Her er 9 regler, som vil gøre pædagoguddannelsen bedre

Af Lektorer og undervisere
Se forfattere i faktaboksen

Som de fleste har bemærket, er der kommet en evaluering af pædagoguddannelsen, som tilsyneladende er ret kritisk, men som alligevel viser, at der opnås en hel del godt, på trods af problematiske vilkår.

Engagerede undervisere og studerende finder trods alt momenter af mening og dannelse, både i undervisning og praktik. Oftest når den mekaniske styring, med forhåndsdefinerede kompetence-, videns- og færdighedsmål, skubbes i baggrunden.

Når engagement i de pædagogiske muligheder for at arbejde for det gode liv og for at imødekomme de udfordringer, der kan være for børn, unge og voksne, der står midt i livet, sætter dagsorden. 

Desværre glemmer man at evaluere, om det mekaniske menneske- og uddannelsessyn bidrager til, at der uddannes selvstændigt tænkende, situationsfølsomme pædagoger. Godt pædagogarbejde kræver omtanke og nærværende handlinger, ikke udrulning af manualer!

Derfor anbefaler vi en uddannelsesreform, som bygger på de tre f’er: Formål, fag og frihed!

Ny pædagoguddannelse: Dogme-reglerne:

 

1. Når uddannelsen skal forbedres, så lyt til dem, der har viden og erfaring med den
   Ting tager tid! Så ro på! Sæt gang i et udviklingsarbejde, hvor der ikke kun inddrages interesseorganisationer, men også de undervisere, studerende og pædagoger, der kender til uddannelse og fagets virkelighed og traditioner.
2. Tydeligt formål og retning
   Læg vægt på en tydelig formålsbeskrivelse, som indrammer uddannelsens traditioner og fagets værdier, så der ikke er tvivl om, at pædagoger uddannes til at ville noget godt med de mennesker, de arbejder med og for. Det drejer sig blandt andet om selvstændighed og fællesskab, udvikling og livsduelighed, socialt ansvar og demokratisk deltagelse.
3. Langt mindre detailstyring
   Stol på, at uddannere og studerende kan tage ansvar for at tilrettelægge og udvikle detaljer og forløb inden for formålets rammer sammen med eksempelvis pædagoger, brugere, kommuner og kredsen af praktiksteder i deres opland. Sådan som det giver mening dér. Derved sikres relevans for deltagere og aftagere, gives rum for udvikling af nye ideer og imødekommelse af særlige behov og muligheder.
4. Ikke uddannelse om, men uddannelse til og i demokrati og dannelse
   At uddanne kommende pædagoger, som kan tage vare på andre menneskers udvikling og demokratiske dannelse, forudsætter, at studerende i løbet af uddannelsen selv gør sig konkrete erfaringer med demokratiske processer og medinddragelse i forhandling af, hvilke emner, teoretiske refleksioner og praktiske færdigheder, der skal arbejdes med og øves på i løbet af uddannelsen. Det vil gøre det langt mere troværdigt som kommende pædagog at ’gå foran, ved siden af og bag ved’ børn og brugere, som situationen byder, når den byder sig.
5. One size doesn’t fit all!
   “Jamen, så kommer alle pædagoger ikke ens ud, eller kan det samme!”, kunne nogle bekymre sig. Men det skal de netop heller ikke – de skal kunne møde de mennesker og behov, der skal arbejdes med på en måde, hvor grundlæggende faglighed og personlig troværdighed går op i en højere enhed. Det fælles grundlag er de bærende værdier og kendskab til pædagogik – i spændingsfeltet mellem fagets tradition og samfund og fag i stadig udvikling.
6. Man må have fag at stå på, for at kunne gå på tværs!
   Menneskers liv og udvikling er omskiftelige og komplekse, derfor må en god del af undervisningen tage udgangspunkt i cases, dilemmaer og problemstillinger fra ’det virkelige, genstridige liv’. Og for at kunne kaste tværfaglige perspektiver, må man have og udvikle kendskab til traditionelt grundlæggende fag som pædagogik, psykologi, sociologi, filosofi og antropologi. Og ikke mindst de musisk-æstetiske fag.
7. Mere høj- end -skole 
   For at sikre, at engagement og mening driver værket, vinker vi farvel til styring efter kompetencemål, som trækker i retning af ’teaching to the test’, og skærer ned på antallet af eksamener. Prøver udvikles som praktiske og eftertænksomme resultater af grundig behandling af problemstillinger og cases fra pædagogisk praksis.
8. Pseudo-specialisering udskiftes med profileringer
   De tre nuværende ”specialiseringer” er så brede, upræcise og ude af trit med pædagogisk praksis, at der opnås langt større faglig relevans og handlefærdighed ved at tillade udvikling af lokale profileringer, gerne i samspil med en kreds af praktiksteder – så profiler passer med de lokale muligheder og behov.
9. Praktikken – et særligt uddannelsesrum i uddannelsen til pædagog
   Praktikkens kvalitet styrkes ikke gennem (flere eller sværere) prøver i praktikken. Tværtimod. Prøverne skriver de studerende ud af og væk fra udøvelsen, undersøgelsen og udviklingen af pædagogisk praksis.
   I stedet må praktikken anerkendes som et særligt uddannelsesrum, hvor de studerende gennem deltagelse i og refleksioner over både egen og praktikstedets pædagogiske praksis, kvalificerer deres udøvelse, undersøgelse og udvikling af den pædagogiske profession. Og hvor det samlede praktikforløb understøttes og vurderes af praktiksted og professionshøjskole i et ligeværdigt samarbejde.

{{toplink}}

debat@altinget.dk