Nye Borgerlige: Hvorfor har venstrefløjen så stort et had til det private?

DEBAT: Det er tragisk at være vidne til, hvor langt venstrefløjen vil gå for at straffe privat virkelyst og initiativ. I stedet bør vi tage ved lære af succesen i det private, skriver Mette Thiesen.

Af Mette Thiesen
Familieordfører, Nye Borgerlige

Som man kan læse her i Altinget, frygter mange private dagtilbud at måtte lukke. Nye krav betyder, at de private institutioner underlægges nye bureaukratiske regler, og så betyder det, at de ikke længere kan trække profit ud.

Med andre ord har venstrefløjen haft held til at ødelægge den forretningsmodel, der indtil videre har skabt kernevelfærd for flere end 22.000 børn i det private samt en forældretilfredshed, der gang på gang slår de kommunale tilbud.

Venstrefløjens ideologiske korstog mod de private institutioner har fået mig til at tvivle på, om alle vitterligt ønsker det bedste for børnene. Jeg tror desværre, at venstrefløjen tænker mere på deres vælgere i den offentlige sektor end på børnene.

Jeg ville kunne forstå deres had til det private, hvis der var nogen, der blev dårligere stillet på grund af det private alternativ til det kommunale. Men det er ikke tilfældet.

{{quote:110307:position}}

De private institutioner beviser igen og igen, at børnepasningen kan varetages bedre af det private. I 2018 fandt analysebureauet EPSI ud af, at forældre i private og selvejende institutioner var 9,3 procentpoint mere tilfredse med institutionen end forældre i de kommunale tilbud.

Vi skal lære af de private dagtilbud
Det er jo desværre ikke noget nyt her i landet, at privat succes er som en rød klud for de venstreorienterede. 

De ser helst, at vi alle sammen blev totalt afhængige af staten. Nu får de måske held til at lukke nogle institutioner og få børnene og deres forældre tilbage i folden.

Det er tragisk at være vidne til, hvor langt venstrefløjen vil gå for at straffe privat virkelyst og initiativ. I stedet bør vi tage ved lære af succesen i det private.

Jeg og Nye Borgerlige mener, at pengene skal følge det enkelte barn, så politikerne kommer til at bestemme mindre, og danskerne får lov til at bestemme mere selv – også over deres egne børn. 

{{toplink:204415}}

Ligesom forældrene i stigende grad har valgt private tilbud til, skal alle daginstitutioner sættes fri til at konkurrere om at skabe mest trivsel for børnene.

Jeg ønsker det bedste for alle børn. Men jeg tror ikke et øjeblik på, at jeg som politiker ved bedre end forældrene. Pengene skal tilbage i borgernes lommer sammen med både den frihed og det ansvar, der så følger med.

Forrige artikel Psykologer: Rettigheder alene sikrer ikke et trygt børneliv Psykologer: Rettigheder alene sikrer ikke et trygt børneliv Næste artikel Pædagog: Lov om normeringer kan ende som et røgslør Pædagog: Lov om normeringer kan ende som et røgslør