Forskere: Afskaf praktikprøverne og det forfejlede måltyranni på pædagoguddannelsen

Af Line Togsverd, Birgitte Højberg, Jan Jaap Rothuizen og Ole Tophøj Bork
hhv. phd og docent, UC Syd, lektor, Københavns Professionshøjskole, phd og docent, VIA University College, lektor og praktikkoordinator, UCL

En ganske kritisk evaluering af pædagoguddannelsen er netop udkommet, og blandt mange andre kritikpunkter hører praktikken. Der er for ringe kobling mellem praktikken og den øvrige uddannelse, lyder det, og praktikken er for let at bestå.

Når det i evalueringen konstateres, at det er for let at bestå praktikken, og når studerende, praktikvejledere og arbejdsgivere gerne vil, at uddannelsen stiller større krav, er det nærliggende at forlange højere krav til eksamen. Det vil imidlertid være helt og aldeles forfejlet.

Forskning peger på, at den nuværende udprøvning og de eksisterende videns- og færdighedsmål tendentielt virker på den måde, at praktisk kunnen, pædagogisk viden og pædagogiske begrundelser – al den unikke kvalificering, som praktikken byder på – udgrænses. I første omgang fra prøven, men dermed indirekte også fra vejledningsrummet i praktikken. Kombinationen af udprøvning og de mange videns- og færdighedsmål medfører, at den studerende bliver fokuseret på at demonstrere videnstilegnelse og målopfyldelse.

Og det sker på bekostning af dét, der ellers af både praktikvejledere og studerende opleves som den egentlige kvalificering, nemlig den studerendes arbejde med at indgå kompetent i det pædagogiske hverdagsliv og handle klogt, godt og pædagogisk meningsfuldt i de mange situationer, samspil og valg, de planlagte såvel som de spontane og uforudsete, som den pædagogiske praksis består af.

Misforhold mellem prøven og praktikken

Problemet er altså et grundlæggende misforhold mellem det uddannelses- og læringsrum, praktikken faktisk udgør – altså den kvalificering, som reelt foregår – og den aktuelle prøveform og de kriterier, der er for udprøvningen. Det medfører, at studerende, vejledere og institutionsledere temmelig samstemmende kan fortælle om praktikprøver, hvor studerende består (med glans), selvom de har mindre eller større vanskeligheder med at begå sig i en pædagogisk sammenhæng.

Det er en velkendt problematik, at prøvesituationen tendentielt får en vis ’skolastisk’ dominans, hvor praktikvejlederen er ’på udebane’, og der følgelig opstår et hierarkisk forhold mellem professionshøjskolens uddannelsesrum og praktikkens. Dette bidrager i sig selv til at trække fokus i prøvesituationen væk fra den studerendes udøvelse og praksis og fra den kvalificering, som foregår i praktikken, og som er af fundamental betydning for den studerendes uddannelse til pædagog.

Det er derfor helt afgørende, at man i de politiske forhandlinger omkring en kommende uddannelse tager ansvar for reelt at understøtte praktiksteder og vejlederes muligheder for at indgå som ligeværdige samarbejdspartnere omkring praktikken.

Udover at afskaffe praktikprøverne og det forfejlede måltyranni og erstatte det med en samlet vurdering af praktikforløbet, er det helt oplagt, at praktikstedernes betingelser for at varetage uddannelsesopgaven skal understøttes. Det er selvfølgelig et ressourcespørgsmål, men evalueringen og de store rekrutteringsudfordringer bør alt rigeligt illustrere, at vi ikke har råd til at lade være.

Skal anerkendes som uddannelsessted

Et første minimumsskridt vil være at sørge for, at praktikvejledere faktisk har en vejlederuddannelse, ligesom man også kunne indføre et uddannelsestaxameter, der både reelt og symbolsk markerer, at praktikstedet er at betragte som en institution med en uddannelsesopgave og- ansvar.

Det vil være af stor betydning for såvel professionshøjskolens som praktikstedets muligheder for at samarbejde og være i dialog om praktikken, både generelt og i forhold til konkrete praktikforløb. Endelig bør kommunerne sikre, at institutioner eller miljøer, som i en periode ikke har overskud til at tage uddannelsesopgaven på sig, kan aflastes herfra, indtil der atter er det faglige overskud og den faglige kultur, som er forudsætningen for at være et godt praktiksted.

Derudover er det af helt afgørende betydning, at der på praktikstedet er en åben og dynamisk faglig kultur, hvor man vedvarende arbejder med at undersøge og udvikle udøvelsen af pædagogisk praksis. De studerende skal i praktikperioden inddrages i et åbent fagligt fællesskab, hvor de øver sig i at tage (med)ansvar for den pædagogiske praksis, og hvor de – ved at møde andre perspektiver, fortolkninger og handlinger – udvikler deres faglige repertoire, viden og værdimæssige kompas.

Praktiksteder bør spille en større rolle

Forskning viser, at der er store forskelle i, hvordan de faglige fællesskaber på praktikstederne fungerer.

I samarbejdet mellem professionshøjskolerne og praktikstederne er det derfor ikke kun spørgsmålet om praktikvejlederens uddannelsesmæssige forudsætninger, der er interessant, men også spørgsmålet om praktikstedets muligheder for at lade den studerende indgå i et fagligt fællesskab.

Lige så vel som man kunne tænke sig, at praktiksteder kunne spille en større rolle på professionshøjskolerne, for eksempel ved at de gennem taxameterbetaling anerkendes som uddannelsessteder og har ressourcer til at gøre noget ud af denne opgave, kunne man tænke sig, at professionshøjskolerne kunne bidrage til udvikling af de fagprofessionelle fællesskaber.

Det er netop dér, praktikstederne og professionshøjskolerne har fælles interesser, for begge steder skal de studerende lære at deltage i faglige miljøer, hvor man udøver, undersøger og udvikler pædagogiske indsatser.

{{toplink}}

debat@altinget.dk