Folkemødet vender tilbage i en corona-udgave

PLANLÆGNING: Der kommer et Folkemøde i 2021, forsikrer formand for Folkemødet. Men det bliver en anderledes og mere digital oplevelse, når der skal tales politik næste sommer på Bornholm. 

Politiske debatter, propfyldte telte, snakke over en fadøl, musik og sang.

Sådan kendes Folkemødet normalt, når demokratifestivalen i midten af juni samler tusindvis af borgere, politikere og interesseorganisationer.

Men det kan blive et anderledes Folkemøde næste år, når der for tiende gang bydes velkommen på cirkuspladsen i Allinge på Solskinsøen.

”Der kommer et Folkemøde i 2021, men det bliver et corona-tilpasset Folkemøde,” siger den nye formand for Foreningen Folkemødet, Vibe Klarup.

For der er virkelig brug for et Folkemøde, siger formanden, der glæder sig over at kunne slå fast, at det bliver med fysisk lokation i Allinge med aktiviteter hen over de tre dage.

”Der vil være en hovedscene med partiledertaler, politisk debat, uddeling af årets dialogpris og forskellige indslag og aktiviteter. Det er et godt og solidt udgangspunkt,” siger hun.

Færre gæster og nyt digitalt spor
Med udsigt til at corona kommer til at hænge over os en tid endnu, vil Folkemødet blive et andet end vanligt.

Derfor kommer Folkemødet til at introducere et nyt digitalt spor, så flere kan følge med i debatterne, hvis det ikke er muligt at samle tusindvis af mennesker i Allinges gader.

”Der vil være et stærkt og solidt fundament omkring hovedscenen, som vil blive sendt på TV. Men vi aner ikke, hvor mange vi kan være til stede. Det er præmissen,” siger Vibe Klarup.

Hvad der afgør, hvor meget der kan lade sig gøre fysisk, og hvad der helt eller delvist kommer til at foregå digitalt med livestreaming, kan hun ikke sige endnu.

”Det kommer fuldstændig an på, hvad vi må for myndighederne, og hvor mange vi må valfarte til Bornholm. Men det ville være naivt ikke at planlægge ud fra restriktioner, og at vi skal være færre samlet. Derfor skal vi kunne arbejde med et mindre setup.”

1. marts bliver en skæringsdato
For de mange arrangører, der er en del af Folkemødet, vil datoen 1. marts være central for planlægningen af næste års aktiviteter. Tilmeldingen starter nu, men det bliver på en anden måde, end man har været vant til.

”Det bliver en noget mere fleksibel tilgang. Man kan tilmelde sig nu, men man vil have mulighed for at fortryde sin tilmelding uden at hæfte sig økonomisk. Men 1. marts er skæringsdatoen, hvor vi præsenterer, hvordan Folkemødet konkret kommer til at se ud, og vi ved hvilken skala, vi kan gennemføre det i,” siger Vibe Klarup.

Hun håber, at alle aktører er med på at arbejde fleksibelt for at skabe næste års Folkemøde, og opfordrer til, at flere går sammen om arrangementer.

”Hvis arrangørerne vil gå sammen med andre om at udvikle debatter og arrangementer, vil det være en kæmpe hjælp til at reducere den store mængde aktiviteter, vi har, og gøre det nemmere at gennemføre,” siger hun.

Det tiende Folkemøde løber af stablen i Allinge 17.-20. juni 2021.

Læs mere om visionerne for Folkemødet de kommende år på Altinget Civilsamfund.

Forrige artikel R vil sikre flere uddannede pædagoger i forhandlinger R vil sikre flere uddannede pædagoger i forhandlinger Næste artikel Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 46 Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 46