Ugen i dansk politik: SF holder landsmøde og rigsretssagen fortsætter

Den kommende ugekalender rummer en buket af samråd, SF's landsmøde og rigsretssagen mod Inger Støjberg går ind i sin anden uge. 

Velkommen til en funklende ny uge i dansk politik, hvor en række ministre er kaldt i samråd om alt fra spionage via danske internetkabler til nyuddannede akademikeres vej til fast arbejde ovenpå coronakrisen. Det er også anden uge i rigsretssagen mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, SF tager hul på landsmødesæsonen og en række folketingspolitikere får for alvor de ophævede restriktioner at mærke, når de tager rundt i landet til demokrati-talks, konferencer og andre arrangementer.

Lad os komme i gang. Her er begivenhederne, der præger den kommende uges politiske kalender: 

Mandag

  • Klokken 9 fortsætter rigsretssagen mod Inger Støjberg. Sagen handler om ulovlige adskillelser af asylpar, hvor den ene part ikke var fyldt 18 år. De adskilte par havde ret til individuelle udredninger, men efter en instruks gennem en pressemeddelelse fra Inger Støjberg, der på daværende tidspunkt besad posten som udlændingeminister, blev parrene adskilt. Sagen, der rummer 38 retsmøder, forventes afsluttet inden jul. I dag er det tredje retsdag i retsmødet

  • Klokken 13.30 er forsvarsminister Trine Bramsen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) kaldt i åbent samråd om NSA’s anvendelse af internetkabler til spionage mod andre lande. Her skal ministrene blandt andet svare på, hvilke aftaler der ligger til grund for, at NSA har fået lov at anvende danske internetkabler til spionage af lande der grænser op til Danmark. Derudover er der spurgt om, hvor længe regeringen har haft kendskab til dette. Spørgsmålene er rejst af Karsten Hønge (SF) og Eva Flyvholm (EL)

  • Klokken 16 deltager Lars Løkke Rasmussen, Mai Villadsen (EL), Pernille Vermund (NB) og Kristian Thulesen Dahl (DF) i en debat, i forbindelse med demokratifestivalen Genklang, der finder sted i Musikkens Hus Aalborg. Debatten markerer afslutningen på festivalen, der har til hensigt at sætte fokus på ekkokamre, internetalgoritmer og centralisering omkring København, der ifølge arrangørerne dominerer den politiske debat i dag. Festivalen er arrangeret af Musikkens Hus og journalist, Clement Kjersgaard.

Tirsdag

  • Klokken 9 fortsætter rigsretssagen mod Inger Støjberg, hvor vi bevæger os ind i fjerde dag. Dagen er den sidste, der er helliget forelæggelse og præsentation, inden næste uge tager hul på afhøringen af Inger Støjberg.

  • Klokken 19 er der anmeldt en demonstration mod Israel, i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp, hvor herrelandsholdet møder Israel. Demonstrationen finder sted ved Vibenshus Runddel Metrostation, tæt ved Parken.

Onsdag

  • I dag løber Ungdommens Folkemøde af stablen i København. Arrangementet, hvis program spænder over to dage, er spækket med debatter, talks, musik og forskellige workshops. En række politikere, tænketanke, kulturpersoner, virksomheder og organisationer deltager i arrangementet, der finder sted i Valbyparken.

  • Klokken 13 holder organisationen Lev Uden Vold en konference, der har til formål at sætte fokus på, hvordan man hjælper voldsudøvere af med deres voldelige adfærd. Ved konferencen deltager Pernille Skipper (EL), Karina Adsbøl (DF), Lars Aslan Rasmussen (S), Astrid Carøe (SF), Samira Nawa (RV) og socialminister Astrid Krag (S). Konferencen finder sted på Nationalmuseet.

  • Klokken 12.15 er uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kaldt i åbent samråd, hvor ministrene skal redegøre for, hvilke initiativer man fra regeringens side planlægger at tage i brug for at sikre sig, at nyuddannede akademikere kommer hurtigere i arbejde, ovenpå en analyse, der viser, at netop denne demografi er hårdt ramt af coronakrisen.

Torsdag

  • Klokken 9 er der møde i Folketingssalen, hvor Finansloven for 2022 skal førstebehandles.

  • Klokken 10.15 er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil kaldt i åbent samråd, hvor ministeren blandt andet skal redegøre for, hvad hun vil gøre for at hæve andelen af pædagoger og assistenter i børnehaver og vuggestuer.

  • Klokken 12.30 deltager Kathrine Olldag (R), Ida Auken (S) og Mona Juul (K) i Teknologiens Årsdag, der er arrangeret af ingeniørforeningen Ida. I år har man sat fokus på klimaneutralitet, og hvordan vi indretter hverdagslivet herefter. Der vil være forskellige oplæg med debattører, politikere, eksperter og aktivister. Konferencen finder sted i Ingeniørforeningen.

  • Klokken 13 er social- og ældreminister Astrid Krag (S) kaldt i åbent samråd, hvor ministeren blandt andet skal svare på, hvad hendes holdning er til, at en social- og sundhedshjælper, der tidligere er fyret for at have intimideret og ydmyget en ældre demenssyg dame, nu igen arbejder i ældreområdet. Derudover skal ministeren svar på, om hun mener, at der bør ske lovændringer, for at hindre den slags for at ske fremover.

  • Klokken 14 er social- og ældreminister Astrid Krag (S) kaldt i åbent samråd, hvor Folketingets Social- og Ældreudvalg har bedt ministeren redegøre for, hvorvidt lovgivningen er rimelig, når forældre til et døende anbragt barn, har ret til samvær tre gange ugentligt, af en halv time per samvær. Udvalget har bedt ministeren svar på, om lovgivningen bør ændres, så biologiske forældre til et døende barn anbragt i pleje.

Lørdag

  • 11.30 holder SF’s formand Pia Olsen Dyhr tale, ved partiets landsmøde. Dette finder sted på Comwell Kolding og strækker sig over 11. og 12. september.

  • Klokken 19 demonstrerer protestbevægelsen Min In Black på Christiansborg Slotsplads. Bevægelsen, der vandt frem under coronakrisen, har ikke gjort det store væsen af sig den seneste tid. Denne gang vil man demonstrere imod skiftende regeringer der, ifølge bevægelsen, benytter skræmmekampagner til at skabe mere overvågning, med den ambition at kontrollere folket.

Forrige artikel Måling: Venstre-forslag om at flytte penge fra dagpenge til klima savner opbakning i befolkningen Måling: Venstre-forslag om at flytte penge fra dagpenge til klima savner opbakning i befolkningen Næste artikel Dagens overblik: Nu kommer velfærdsloven Dagens overblik: Nu kommer velfærdsloven