Ugen i dansk politik: Heunicke skal stå skoleret og forsvare regeringens klimaindsats

Miljøminister Magnus Heunicke er kaldt i samråd omkring regeringens klimapolitik, dele af finanslovsforslaget behandles igen, og EU-kommissionen præsenterer en ny indsats imod mikroplast. Få overblikket over ugen her.

Godmorgen og velkommen til en ny uge i dansk politik, som er fyldt med begivenheder fra både ind- og udland.

Ugen starter med, at første del af finanslovsforslaget behandles for tredje gang i folketingssalen. Onsdag er miljøminister Magnus Heunicke kaldt i åbent samråd for at forklare, hvordan Danmark både kan være et grønt foregangsland og samtidigt modarbejde EU-Kommissionens grønne initiativer. 

Retter vi blikket væk fra vores egen lille andedam, præsenterer EU-Kommissionen en handleplan for, hvordan mængden af mikroplast i miljøet kan reduceres.

Altinget giver dig her et overblik over ugen i dansk politik.

Mandag

  • Tredjebehandling af første del af forslaget til finansloven 2023 i folketingssalen klokken 9.00.
  • Klokken 10.00 præsenterer seks af landets største byer samt Tænktanken Mandag Morgen syv principper for et nyt bud på en beskæftigelsesindsats. Beskæftigelsesministeren, Ane Halsboe-Jørgensen (S), politiske repræsentanter fra de pågældende byer og Reformkommissionen vil overvære præsentationen. 
  • Når klokken slår 15.00 mødes økonomi- og finansministre fra Eurogruppen i Bruxelles. På dagsordenen er den makroøkonomiske tilstand og erhvervssektoren.
  • Mandag til tirsdag inviterer tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens demokratiorganisation, Alliance of Democracies, for sjette gang til demokratitopmøde. Denne gang finder mødet sted i Skuespilhuset i København.

Tirsdag

  • Natten til tirsdag offentliggør Amnesty International sin årligt tilbagevende rapport, der blotlægger brugen af dødsstraf i verden.
  • Klokken 11:30 indtager udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens scenen på Københavns Universitet, hvor han holder en tale om geopolitikkens potentielle tilbagevenden. 
  • Anden del af forslaget til en ny finanslov skal i dag behandles i folketingssalen. Tredjebehandlingen går i gang klokken 13.00. 
  • Klokken 13.30 er Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard kaldt i samråd for at diskutere et nyt lovforslag om, der skal omorganisere affaldssektoren. Ministeriet skønner, at forslaget vil føre til CO2-reduktioner, mens at Klimarådet og tænketanken Concito er uenige heri. 
  • Den årlige Filmfestival i Cannes går i gang tirsdag og løber frem til 27. maj. Årets danske bidrag til festivalen er 'Norwegian Offspring', som har premiere på filmfestivalen.
  • Europarådet mødes tirsdag og onsdag i den islandske hovedstad Reykjavik. På dagsordenen er de gryende trusler imod demokrati og menneskerettigheder samt den fortsatte europæiske støtte til Ukraine.

Onsdag

  • Klokken 9.00 slår Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, dørene op til Kræftens Bekæmpelses debat om en struktureret, national indsats overfor senfølger efter kræft. Fagfolk, politikere og andre relevante parter vil deltage i debatterne.
  • Klokken 10.00 er der i Folketinget førstebehandling af forslaget om at nedsætte et udvalg, der skal undersøge drenge og mænds ligestillingsudfordringer. 
  • Klokken 13.00 begynder ministrenes spørgetid. Her svarer relevante ministre fra regeringen på oversendte spørgsmål. 
  • Sideløbende begynder et åbent samråd med miljøminister Magnus Heunicke klokken 13.00. Her skal ministeren redegøre for, hvordan Danmark kan være et grønt foregangsland, når regeringen aktivt modarbejder grønne tiltag anbefalet af EU-Kommissionen. 
  • Også EU har et grønt fokus onsdag, hvor EU-Kommissionen præsenterer tiltag, der skal reducere forekomsten af skadelig mikroplast i miljøet. 

Torsdag

  • Den livsnødvendige korneksportaftale, som er indgået imellem Ukraine, Rusland, Tyrkiet og FN, udløber torsdag. Den blev oprindeligt indgået under Ruslands invasion af Ukraine.
  • Derudover er det Kristi himmelfartsdag, så danskerne har en velfortjent helligdag. 

Fredag

  • Under japansk lederskab løber G7-topmødet af stablen fra fredag til søndag. Udover de syv statsledere fra G7-landene, deltager EU's øverste ledelse også i topmødet.

Lørdag

  • Alternativet holder landsmøde på Odense Congress Center. 

Søndag

  • Søndag byder på parlamentsvalg i Grækenland, hvor den nuværende konservative premierminister Kyriakos Mitsotakis parti 'Nyt Demokrati' forventes at få kamp til stregen af den forhenværende premiereminister, Alexis Tsipras, der står i spidsen for det venstreorienterede parti, Syriza. 
  • Søndag går Verdenssundhedsorganisationens 76. verdensforsamlig i gang. 

Forrige artikel Forfatter: Tidens sortsyn og pessimisme kan blive vores redning Forfatter: Tidens sortsyn og pessimisme kan blive vores redning Næste artikel Tyrkerne står foran ny afstemning i tæt præsidentvalg Tyrkerne står foran ny afstemning i tæt præsidentvalg