Troels Lund freder sygemeldt V-formand: Våbensag bør ikke få konsekvenser for Ellemann

Der er ikke noget, der kan rettes imod Jakob Ellemann-Jensen i sagen om et omstridt våbenindkøb, lyder det nu fra Venstres fungerende formand, Troels Lund Poulsen.

Venstres sygemeldte formand Jakob Ellemann-Jensen er fredet i sagen om Danmarks omstridte indkøb fra en israelsk våbenproducent.

Det mener Venstres fungerende formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, ifølge Danmarks Radio.

"Jeg vurderer ikke, at der er noget, der på nogen måde kan rettes mod Ellemann," siger Troels Lund Poulsen til DR, da han bliver spurgt, om sagen bør få konsekvenser for V-formanden.

Han fortæller yderligere til mediet, at der - ifølge den viden, han har - ikke er noget, der tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen skulle have gjort noget alvorligt med overlæg.

Sagen rullede i første omgang, da Altinget på baggrund af aktindsigter kunne afsløre, at tidsfristen til at sige ja til et indkøb fra den israelske våbenproducent Elbit Systems reelt ikke var så kort, som partierne ellers fik indtryk af. Det fik flere partier til at anklage Jakob Ellemann-Jensen for vildledning.

Senere kunne Altinget også afsløre, at Forsvarsministeriet ikke havde hentet lige så mange tilbud fra våbenproducenter, som ministeriet ellers havde givet udtryk for.

Troels Lund Poulsen har bestilt en redegørelse om sagen.

 

Forrige artikel Poul Nyrup har stiftet en ny politisk salon, og medlemmerne er alle på Folkemødet Poul Nyrup har stiftet en ny politisk salon, og medlemmerne er alle på Folkemødet Næste artikel Martin Lidegaard vil som Martin Lidegaard vil som "hvid, midaldrende mand" påtage sig en lederrolle i kampen for at give den yngste generation en bedre fremtid