Travl slutspurt: Her er de ti lovforslag Folketinget skal hastebehandle inden jul

Folketingsmedlemmerne skal blandt andet nå at hastebehandle et forslag til en midlertidig bevillingslov. Den skal sikre, at staten fortsat kan opkræve skatter og udbetale løn til offentligt ansatte 1. januar.

Julefreden har endnu ikke sænket sig over Slotsholmen, selvom Danmark nu har fået sin nye regering.

De lange regeringsforhandlinger har nemlig efterladt en pukkel af lovforslag, som nu skal hastebehandles i den sidste uge inden jul. Inden folketingsmedlemmerne kan gå på juleferie torsdag, skal de igennem tre behandlinger af ti lovforslag.

Det ene lovforslag er en direkte konsekvens af de langstrakte forhandlinger på Marienborg. Folketingsmedlemmerne skal nå at behandle og vedtage den såkaldte midlertidige bevillingslov, fordi regeringen ikke har nået at forhandle ny finanslov for 2023 på plads.

Ifølge grundloven skal der egentlig være en ny finanslov på plads inden årsskiftet, hvis staten skal kunne videreføre sine finansielle aktiviteter – som blandt andet dækker over skatteopkrævning og lønudbetaling til offentligt ansatte. Den deadline kan dog imødekommes med en midlertidig bevillingslov, som kan træde i stedet for finansloven, indtil regeringen får landet en aftale i løbet af det nye år.

{{toplink}}

Normalt skal der gå 30 dage mellem første behandling og den tredje og sidste behandling af et lovforslag. Men den midlertidige bevillingslov blev først fremsat mandag, efter den nye regering var dannet, og derfor skal den hastebehandles.

Det samme gælder de øvrige ni lovforslag. Alle ti forslag vil blive førstebehandlet tirsdag, mens andenbehandling og tredjebehandling efter planen finder sted torsdag.

Flere af lovforslagene indebærer også en ministerdebut på talerstolen. Blandt andet skal fødevareminister Jacob Jensen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) for første gang tale fra Folketingets talerstol som ministre. For klimaminister Lars Aagaard er det ikke blot debut som minister, men det bliver hans allerførste tur i folketingssalen, når han skal levere en mundtlig fremsættelse af to lovforslag.

Få overblik over alle ti lovforslag nedenfor.

  1. Forslag om en midlertidig bevillingslov for finansåret 2023 (lovforslag nr. L 2).
  2. Forslag til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven, lov om kommunal ejendomsskat og ejendomsværdiskatteloven (lovforslag nr. L 3).
  3. Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven og investorfradragsloven (lovforslag nr. L 4).
  4. Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og forskellige andre love (lovforslag nr. L 5).
  5. Forslag til lov om ændring af lov om Nordsøenheden og Nordsøfonden (lovforslag nr. L 6).
  6. Forslag til lov om ændring af lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion (lovforslag nr. L 7).
  7. Forslag til lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om elforsyning (lovforslag nr. L 8).
  8. Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. (lovforslag nr. L 9).
  9. Forslag til lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v. (lovforslag nr. L 10).
  10. Forslag til lov om ændring af lov om forsøg med et socialt frikort (lovforslag nr. L 11).

Forrige artikel Ny socialminister: ”Det er vanvittigt afgørende for mig at løfte de allermest udsatte ud af beskæftigelsessystemet” Ny socialminister: ”Det er vanvittigt afgørende for mig at løfte de allermest udsatte ud af beskæftigelsessystemet” Næste artikel 21. låge i Altingets fotojulekalender: Ukrainske Marinas flygtningehistorie 21. låge i Altingets fotojulekalender: Ukrainske Marinas flygtningehistorie