Mette Frederiksen brugte rokaden offensivt og smart

Sparket opad.

Sjældent har betegnelsen for en tvivlsom forfremmelse passet bedre end på Københavns nu afgåede overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), der til alles overraskelse blev ny social- og boligminister. Elegant, frækt – og temmelig kynisk af statsminister Mette Frederiksen (S), der udnyttede ministerrokaden maksimalt.

Tiltroen til at Sophie Hæstorp kunne genvinde overborgmesterposten var væk hos den socialdemokratiske ledelse, men Hæstorp kunne ikke bare fjernes uden at tilbyde hende noget nyt. Det er trods alt medlemmerne af Socialdemokratiet i København, der vælger deres spidskandidat, og Hæstorp blev genvalgt så sent som i foråret.

Om statsministerens tilbud til Hæstorp blev suppleret af et afskåret hestehoved, melder historien ikke noget om. Men det var helt klart et tilbud, Hæstorp "ikke kunne sige nej til".

Dermed ikke sagt, at Hæstorp mangler kompetencerne til blive god social- og boligminister. Det gør hun ikke, og hendes udnævnelse kan ligefrem blive en styrkelse af Boligministeriet. Det har bare ikke været hovedårsagen til udskiftningen.

Med Hæstorp fjernet fra den københavnske arena og ”belønnet” med en ministerpost bør vejen som overborgmesterkandidat være banet for Pernille Rosenkrantz-Theil.  

Den tidligere frontfigur for Enhedslisten har meget større gennemslagskraft end Sophie Hæstorp og dermed større chance for at forsvare den socialdemokratiske førstefødselsret i Hovedstaden. Men om det er nok til at holde overborgmesterposten er en anden sag.

Ironisk nok kan det vise sig, at Rosenkrantz-Theil havde haft bedre chancer for at blive overborgmester i København, hvis hun var blevet hos Enhedslisten.

Hardliner på ministerholdet
Udnævnelsen af et par af de andre socialdemokratiske ministre er også interessante:

Med Rasmus Stoklund (S) som ny skatteminister markerer Mette Frederiksen flere ting på en gang.

For det første sender hun et klart signal om, at hun står benhårdt på den stramme udlændingepolitik. For Stoklund har været i brandpunktet efter udgivelsen af hans nye bog 'Intet over Domstolen', som er en sønderlemmende kritik af Menneskerettighedsdomstolen.

Stoklunds udtalelser fik voldsom kritik af juraprofessorer, pensionerede ambassadører og tidligere S-formand Mogens Lykketoft. Men det er Mette Frederiksen helt kold over for, og Lykketofts udlændingepolitik er for længst fortid i Socialdemokratiet.

Derudover er Stoklunds ministerpost også med til at afstemme den interne socialdemokratiske magtbalance mellem kaffeklubberne.

Stoklund kommer fra den største kaffeklub, Morgenmadsklubben, hvor der har været stor utilfredshed med, at man kun har haft Morten Bødskov (S) som minister. Nu blev det problem afhjulpet en smule – og i Morgenmadsklubben understreger man, at Sophie Hæstorp også tilhørte deres klub, da hun sidst sad i Folketinget.

Solgte skindet for tidligt
Endelig er der spørgsmålet om loyalitet.

Kredsen omkring Mette Frederiksen var fortørnede over, at nogle medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe solgte skindet, før bjørnen var skudt. At de spekulerede lidt for offensivt i magtspillet efter Mette Frederiksen. Her hørte Stoklund til de loyale.

Det samme kan siges om Jeppe Bruus (S), der meget offensivt angreb partifæller for at være illoyale og underminere formanden, fordi de kalkulerede med Mette Frederiksens exit. Ved rokaden blev Jeppe Bruus forfremmet til minister for den grønne trepart.

Trøst til Heunicke
Så er der Magnus Heunicke. Hele Danmarks favoritminister under corona-tiden, hvor han brugte sine kommunikative evner maksimalt. Men som miljøminister er Heuniche endt på et sidespor. Han snakker nærmest sort om de døde fjorde, fordi den eneste effektive løsning på problemet er skrappe tiltag mod landbrugets kvælstofudledning, og det er umuligt at levere i en regering med Venstre.

Nu får Heinicke også ligestilling oven i hatten, og det giver ham mulighed for at sætte en mere offensiv dagsorden. Manøvren viser dog også, at Ligestillingsministeriet ikke ligefrem har topprioritet, området flyttes konstant rundt alt efter, hvor det lige passer i puslespillet.

Rokade uden tabere
Samtidig er rokaden skruet sådan sammen, at den ikke efterlader nogen deciderede tabere.

Selvfølgelig er der folketingsmedlemmer, der er skuffede over ikke at komme med på ministerholdet, men der er ikke nogen ministre, der er blevet fyret , så surheden i folketingsgrupperne er begrænset.

Rokaden er også OK for både Venstre og Moderaterne, der begge får en ekstra ministerpost.

Hos Venstre får den nye beredskabsminister Torsten Schack omsider opfyldt sine meget udtalte ambitioner. Torsten Schack virkede ikke ligefrem begejstret med ved dannelsen af SVM-regeringen, hvor hans kone, Louise Schack Elholm, blev udnævnt til minister – og han ikke gjorde det. Rent sagligt har Schack dog gode forudsætninger i det nye Beredskabsministerium, fordi han tidligere har været kommitteret for hjemmeværnet.

For V-formand Troels Lund Poulsen var det dels vigtigt at få sikret partiet en ekstra ministerpost – dels at få fingre i Beredskabsministeriet, der skal arbejde tæt sammen med hans eget Forsvarsministerium. Rent praktisk bliver Troels Lund nu aflastet for en række beredskabssager, så han får mere tid til at fungere som V-formand.

Og Løkke? Heller ikke Moderaternes formand har grund til utilfredshed med rokaden.

Med den ekstra ministerpost har moderaterne nu seks ministre, og Digitaliseringsministeriet får overflyttet en række ressortområder fra andre ministerier så det ikke længere er et juniorministerium.

Det rekordagtigt høje antal ministre er dog en ridse i rokadelakken. Der er ikke sagligt belæg for alle ministerposter, der snarere afspejler, at alle tre partier i SVM-regeringen skal tilgodeses. De mange ministre passer dårligt med Mette Frederiksens kamp mod bureaukratiet, og det er fra starten blevet et angrebspunkt for oppositionen.

S i offensiven
Gør man det samlede regnebræt op, er det tydeligt, at Socialdemokraterne har udnyttet sommerpausen bedst. Efter det miserable EU-valg i juni har Mette Frederiksen drejet politikken og stilen hen i retning af ”den gamle Mette”, som hun ”måske også selv har savnet”. Altså Mette før SVM-regeringen.

Pensionsudmeldingen fik effektivt sat dagsordenen, og de andre partier har – akkurat som ved Arne-pensionen – svært ved at finde den rigtige grimasse.

På de tre partilederes ret aparte pressemøde onsdag var det en åbenlyst frustreret Løkke, der efterlyste en politisk aftale om pensionen allerede inden valget. Det gled Mette Frederiksen af på, og det kommer ikke til at ske.

Statsministeren har ingen interesse i et lunkent internt kompromis om pension i SVM-regeringen. Det er langt bedre for hende at tone rent socialdemokratisk og tage emnet med ind i valgkampen.

Så kan hun lave en aftale i næste valgperiode, hvor alt ikke skal afstemmes med den ”mærkelige regering”, som statsministeren betegnede SVM-regeringen onsdag.

”Hvor skal vi hen, du?”
Den udvikling er Løkke absolut ikke tilfreds med. Men manden, der elsker at spille på alle tangenter og plejer at have flere udgange end en ræv, begynder at se sine handlemuligheder indskrænket.

Han kan true med at forlade regeringen, javel. Men hvor skal han gå hen?

Til en blå blok med Morten Messerschmidt (DF), der ikke engang vil gøre Løkke til minister for ”phony walks” - og en Støjberg (DD), der som et absolut minimum kræver en total ændring af Løkkes politik?

Det ser meget tungt ud med Løkkes alternativer.

Mette Frederiksen derimod begynder igen at få fat i den lange ende.

Der er meget lang vej hjem til at genvinde tilliden hos de titusindvis af skuffede socialdemokratiske kernevælgere. Men såvel pensionsmeldingen som regeringsrokaden er strategisk kloge træk på det politiske skakbræt.

erik@altinget.dk