Trads: Valget er afgjort, og Samuelsen er ny statsminister
Kommentar
David Trads | |
Print
KLUMME: I dansk politik vælges partiledere bag lukkede døre og helt uden partimedlemmers reelle indflydelse. Men hvad nu hvis Danmarks statsminister skulle vælges, ligesom man vælger præsident i Amerika? Et Twitter-primærvalg viser, at Anders Samuelsen (LA) vil kunne sætte sig i statsministerstolen, skriver David Trads.
Mens vi med lige dele fascination og forargelse følger de amerikanske primærvalg, hvor yderfløjene formår at true eliten, har jeg gennemført et eksperiment på Twitter:
Hvad nu, hvis Danmarks statsminister skulle vælges, som man vælger præsident i Amerika? Altså hvis henholdsvis rød og blå blok før folketingsvalget skulle vælge én – og kun én – statsministerkandidat. Hvem ville så blive valgt til kandidat? Og hvem ville vinde til sidst?
Efter at knap 4.000 har stemt i tre valgrunder på mine Twitter-afstemninger, kan jeg allerede nu afsløre vinderen:
Anders Samuelsen, partileder for Liberal Alliance, er landets nye statsminister!
Hvordan gik det så til – og er det i virkeligheden ikke bare noget pjat?
Min pointe er faktisk, at det ’valg’, som er gennemført på min Twitter-konto, giver et solidt indblik i både, hvorfor eksempelvis Donald Trump og Bernie Sanders kan klare sig så godt i USA, og hvordan også danske primærvalg ville kunne ruske op i vores valghandlinger.
I dag vælges danske politiske ledere bag lukkede døre – og helt uden partimedlemmers reelle indflydelse. Alle partiledere i Folketinget er i dag ’valgt’ uden et valg. De er kåret af deres partiers eliter. Ja, mange er endda ’kronet’ af deres forgænger. Det er meget lidt demokratisk.
'Primærvalg' kan give bedre indblik i et formandskifte
Tænk på det seneste formandsskifte hos Socialdemokraterne: På selve valgaftenen, hvor Helle Thorning-Schmidt trak sig tilbage for åben skærm, trådte den socialdemokratiske partielite straks frem og kortsluttede ethvert tilløb til demokrati, da de en for en og unisont pegede på Mette Frederiksen. Så var den sag afgjort.
Men ville det ikke være mere interessant og mere demokratisk med et ’primærvalg’, hvor andre også kunne have gået efter posten? Så ville vi andre også have fået et indblik i, om folk som Nicolai Wammen, Bjarne Corydon eller Peter Hummelgaard reelt kunne udfordre hende?
Det handler jo ikke kun om personer, men også om politik. Primærvalg handler jo først og fremmest om at kunne begejstre sine medlemmer – og sommetider alle vælgere i visse delstater – om, at din politik og din person er den mest interessante.
Tilbage til mit Twitter-valg, som foregik i tre runder:
I første runde opstillede jeg fire partiledere som henholdsvis rød og blå bloks statsministerkandidat. I første runde stod Mette Frederiksen (S) og Uffe Elbæk (ALT) lige hos rød blok, mens Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (K) vandt hos de blå. Ingen fik over 50 procent.
I anden runde var det så nummer et og to fra første runde mod hinanden. Det betød, at eksempelvis kunne en SF’er ikke længere stemme på Pia Olsen Dyhr (SF), men måtte vælge blandt Frederiksen og Elbæk. I denne kopi af Hillary mod Bernie, vandt Elbæk klart. Imens vandt Samuelsen hos de blå.
I tredje runde skulle statsministeren så vælges. Jeg kastede Morten Østergaard (R) ind som ’uafhængig’ kandidat. Elbæk førte længe, men han blev til sidst overhalet af Samuelsen, som efterfølgende på sine sociale medier faktisk har lagt sit regeringsgrundlag frem.
De mest engagerede klarede sig bedst
Mit valg er naturligvis ikke videnskabeligt. De 11.000 følgere, jeg har på Twitter, behøver jo ikke være repræsentative. Folk kunne stemme på både rød og blå side – og de behøvede i sagens natur heller ikke være medlem af noget parti. Alligevel er valget lærerigt:
Dem, der nåede længst, var dem, der tog afstemningen alvorligt, og som sparkede deres ’valgkamp’ i gang via de sociale medier. Både ledende folketingsmedlemmer og masser af fodfolk hos Liberal Alliance og Alternativet re-tweetede således ’stemmesedlen’.
Omvendt klarede eksempelvis Frederiksen sig dårligere end forventet. Det fik hendes tilhængere til at skælde mig ud over, at hun ikke kunne ’reklamere’ for afstemningen, fordi hun ikke er aktiv på Twitter. Well, det burde hun måske se efter at komme.
At vinde ’primærvalg’ – også de hjemmelavede som mit – handler om det samme som at vinde alle andre valg: Man skal kunne begejstre sin base, skabe en stemning af ’yes, we can’, som smitter så meget af, at man endda kan hente stemmer uden for sin sædvanlige base.
Tillykke til vores nye statsminister – for den slags formår Anders Samuelsen bedre end de fleste.
---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Cordua: Kristian Jensens behov for at springe op som en han-gorilla
Cordua: Terror er blevet et vilkår
