Trads: Er vi to-tre valg fra Vestens kollaps?

KLUMME: Der er så meget på spil i disse måneder, at jeg bliver mere bekymret, end jeg nogensinde har været i mit voksne liv. De store organisationer – FN, NATO, EU med flere – som har sikret os en historisk stabilitet, er pludselig i fare for at falde sammen, skriver David Trads. 

I alle de år, jeg har levet, har Vesten stået sammen i kampen for at skabe frihed og velstand:

EU og NATO har været selve de grundpiller, som bandt demokratier og markedsøkonomier sammen – og hvor vi i fællesskab, når det virkeligt gjaldt, altid har været parat til kæmpe for de universelle menneskerettigheder.

Først USA og Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. Siden kom også de sydeuropæiske lande med, da de vendte deres diktatorer ryggen, og de østeuropæiske nationer, da de løftede kommunismens åg af deres skuldre. Vestens civilisation har stået sammen i årtier.

Men er vi, som Anne Applebaum, den fremragende polsk-amerikanske skribent, spurgte om forleden i Washington Post, ”blot to-tre dårlige valg fra NATO’s fald, fra EU’s fald, og, måske fra selve den liberale verdensordens fald?”

Dominobrikkerne
Det er spørgsmål, som jeg ærligt talt aldrig troede ville blive aktuelle – men i disse måneder er det unægtelig, som om hele fundamentet vakler under vores trygge rammer. Applebaum peger på, at de kommede valg i USA og Storbritannien kan blive afgørende:  

I USA står Donald Trump til at vinde Republikanernes præsidentnominering. Manden synes, at Europa og NATO er komplet irrelevant, mens han beundrer Vladimir Putin. Han agter at bryde alle konventioner og internationale aftaler – og han vil indføre tortur i stor skala.

I Europa står Storbritannien over for en folkeafstemning i juni, som kan føre til, at et af kontinentets vigtigste lande melder sig ud af EU. Sker det, er vejen til, at Jeremy Corbyn, den venstreorienterede og anti-amerikanske Labour-leder, bliver premierminister, ekstremt kort.

De dominobrikker, der bliver skubbet til, hvis Trump bliver USA's præsident, og hvis Storbritannien er ude af EU, er nærmest ikke til at forudse – men ét er sikkert, hvis det sker:

Vesten, som vi kender det, vil blive rystet i dets grundvold.

Farvel til EU?
Der er grund til at frygte, at EU vil kollapse, hvis briterne siger farvel:

Andre lande vil blive fristet til at gøre det samme – fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti flirter med tanken om en lignende dansk ja/nej-afstemning, til Ungarn, hvor Viktor Orbans nationalistiske styre søger mod Putins Rusland.

Og det kan hurtigt komme helt ud af kontrol, hvis Marine Le Pen, det stærkt højreorienterede Front Nationals leder, vinder næste års præsidentvalg i Frankrig. Le Pen har, som Applebaum erindrer om, lovet, at hun vil melde sit land ud af såvel EU som NATO.

Der er simpelthen så meget på spil i disse måneder, at jeg bliver mere bekymret, end jeg nogensinde har været i mit voksne liv. De store, stærke organisationer – FN, NATO, EU med flere – som har sikret os en historisk stabilitet, er pludselig i fare for at falde sammen.

Alt er i spil
Men, siger mange, det er slet ikke sikkert, at det går så galt. Trump kan vel ikke vinde, spørger folk? Jo, det kan han bestemt godt. Alt er i spil, hvis han vitterligt vinder sit partis nominering. Briterne bliver vel i EU, når det går op for dem, hvad der er i spil? Langtfra en given ting.

Tiden er i den grad inde til, at vores politikere taler det internationale samarbejde op. Tiden er inde til, at vores politiske ledere træder i karakter og ærligt fortæller os, at der er langt større fordele for os ved at give afkald på noget suverænitet end ved stå uden et EU og et NATO.

Et lille håb
Det kunne passende begynde med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og S-partiformand Mette Frederiksen holder op med hele tiden at tale EU ned – og i stedet begyndte at tale det op. At de forklarer, hvor meget der står på spil.

Til sidst et lille håb:

Winston Churchill, den store europæiske statsmand i det 20. århundrede, giver os med et af sine berømte citater håb om, at den første katastrofe – nemlig at Trump vælges som præsidentkandidat – kan undgås:

”Du kan altid regne med, at amerikanerne gør det rigtige, men først når de har prøvet alt andet.”

Lad os håbe på, at det holder – og at europæerne gør det samme.

---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Krigstågen letter i blå blok Cordua: Krigstågen letter i blå blok Næste artikel Cordua: S sætter DF i et dilemma og tester Løkkes flertal Cordua: S sætter DF i et dilemma og tester Løkkes flertal