Cordua: Kristian Jensens behov for at springe op som en han-gorilla

Den 3. juni 2014 fik V-formand Lars Løkke Rasmussen stoppet et oprør, da han i en kælder under Odense Congress Center indgik en mundtlig aftale med Venstres næstformand og udfordrer Kristian Jensen.

Aftalens ordlyd kendes ikke i detaljer, men man ved, at der blev aftalt en magtdeling, hvor næstformanden skulle inddrages i alle væsentlige beslutninger, og hans støtter også skulle tilgodeses med tunge poster, først i partiet og siden i regeringen. Det har man i hvert fald efterfølgende kunne konstatere, hvor Kristian Jensen efter valget er blevet udenrigsminister og selv sidder med eller er repræsenteret med sine støtter i disse udvalg.

Spørgsmålet, man også kan stille er, om der også blev givet håndslag på, at Løkke vil vige pladsen for Kristian Jensen den dag, ”hvor fuglen ikke flyver mere”? Det vil i al fald være en meget flot gestus fra en mand som Løkke i en situation, hvor han er færdig i politik bare sådan uden videre at overlade magten til en mand, som stillede sig i spidsen for et oprør, som var tæt på at lykkes.

På en eller anden led, så har jeg svært ved at få det til at rime med Løkkes væsen. Faktisk tror jeg slet ikke på det.

Hvorfor er al den efterfølger-snak pludselig blevet aktuel? Venstre HAR jo tradition for, at formand efterfølges af næstformand. Det har Kristian Jensen med flere adskillige gange understreget. Kun Søren Pind har ved en enkelt lejlighed bemærket, at Venstre ikke er et dynasti, og at en formand skam vælges af landsmødet.  

Kristians Jensens formandsdrømme
Ja, årsagen er et interview, som udenrigsminister Kristian Jensen gav til Jyllands-Postens Martin Kaae, der blandt andet skulle komme ind på, hvordan Jensen røgter næstformandshvervet samtidig med, at han er på farten i alverdens riger og lande som udenrigsminister. Umiddelbart en glimrende journalistisk idé, og man kan næppe fortænke journalisten, nu hvor han sidder sammen med Jensen i Challenger-flyet på vej til Afrika, at spørge lidt ind til fremtidsplanerne.

For alle, der interesserer sig for dansk politik, har man senest siden formandsopgøret været helt klar over, at Jensen er kandidat til formandsposten. Det har han flere gange udtalt. Der ville næppe heller være sket ret meget, hvis han blot havde gentaget remsen om, at det er en naturlig ambition, at en næstformand for Venstre en dag går efter at blive Venstres formand, men at det i øvrigt er helt uaktuelt.

Jensen er dog siden 2014 blevet hånet for at være en kylling, og man kan tilsyneladende få ham til at gå i selvsving, hvis man på en eller anden måde får stukket lidt til hans mod og mandshjerte. Og måske er han også begyndt at fornemme, at hans position er truet.

I hvert fald fik Kaae trykket på de rigtige knapper, da han introducerede præmissen om, hvorvidt Jensen er ”klar til kampvalg”. 

"Hvis man ikke kan lide kampvalg, skal man holde sig ude af politik. Sådan er det bare. Der er ikke stillet garantier op for nogen som helst. Jeg arbejder ud fra det, jeg gerne vil, og det er min hensigt at fortsætte med at gøre det," sagde Jensen til Jyllands-Posten. 

Lav-profil
Det er efterfølgende blevet læst som, at Jensen pludselig farer op som en han-gorilla og slår sig for brystet og erklærer, at hele verden bare kan komme an, for han er i alle tilfælde klar.

Måske var det ikke det, som næstformanden mente. Men sådan er det immervæk blevet opfattet. Ikke bare af pressen, iagttagere og de sædvanlige kritiske Løkke-støtter. Selv en ellers super-loyal Claus Hjort, der er et godt pejlemærke for, hvad der tjener partiets interesser, hældte Jensen ned ad brættet ved at konstatere, at Jensens melding ikke var ”for smart”. I min oversættelse: Totalt idiotisk. Jensen selv holder nu – klogt - helt lav profil.

For i tre uger viste målinger, at Venstres vælgeropbakning var vigende og på vej ned et pænt stykke under seneste valgresultat. Der havde også været enkelte anonyme pip i pressen om, at man nogle steder i Venstre var begyndt at frygte for fremtiden for partiet med Løkke som regeringschef. Og da udtalelserne faldt til Jyllands-Posten, da stod Løkke midt i en regeringskrise med de Konservative.

Handlede Jensen i ond tro?
Hvis man tager de kritiske briller på, så læser man Kristian Jensens udtalelser ind i den kontekst, at han nærer den flamme hos de kræfter i partiet, der ønsker Løkke væk. Altså at han var i ond tro og snart sagt aldrig forsømmer en lejlighed for at optræde notorisk illoyalt med hensyn til at distancere sig fra Projekt Løkke, når det er i havsnød.  

De kritiske med de knapt så sort-svedne briller ser, at Kristian Jensen dummede sig og med disse udtalelser igen udstillede, at han helt savner overblik og strategisk sans i modsætning til sit store forbillede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Og det ses i det hele taget som en absolut skærpende omstændighed i en tid, hvor regeringen kæmper fra hus til hus med svære sager og forsøger at holde sammen på sit parlamentariske flertal. Så skal man oven i også forholde sig til selvskabte plager fra en næstformand, der ikke har lidt is i maven. Nogle af dem, når også til den samme konklusion, som dem der ser den store konspiration: At manden er uegnet til at lede partiet til sin tid.

Endelig kan man abonnere på det synspunkt, at Jensen blot svarede klart og ærligt på et simpelt spørgsmål, som alle kender svaret på. Hvis nu Jensen havde svaret nej eller svaret uden om, så kunne man jo begynde at spekulere i, om han havde opgivet formands-ambitionerne. 

Skadende udtalelser
Her kunne man indvende, at Jensen kunne have kortsluttet den præmis ved at påpege, at han ikke vil tale om fremtidsplaner, så længe Løkke sidder som formand. Det ville en journalist formentlig have respekteret. I stedet smed de historien – forståeligt nok – på forsiden.

(Helt uden for kategori er TV 2 News politiske redaktørs fantastiske konspirationsteori, hvor man forestiller sig, at onde Løkke-støtter på forunderlig vis har opsat en fælde for Jensen. Det forudsætter så medvirken fra Jyllands-Postens journalist, som åbenbart ikke selv kan udtænke oplagte journalistiske idéer, og naturligvis en funktionsdygtig krystalkugle hos konspiratorerne, der på forunderlig vis kunne forudse Jensens svar på spørgsmålene.)

Som tingene har udviklet sig med skriverier, spekulationer, men også henset til de udtalelser, som gives anonymt til pressen eller til citat, så står det lysende klart, at Jensens udtalelser har skadet ham.

En ulykke kommer sjældent alene
Når en V-gruppeformand som Søren Gade – der skal repræsentere den brede holdning i folketingsgruppen, men også ses som potentiel udfordrer af Kristian Jensens formandsdrømme – føler sig på så sikker grund, at han uden videre kan fastslå, at ”det er træls sagt på jysk”, så er det vist meget dækkende for, hvad de fleste mener i Venstre

Men en ulykke kommer sjældent alene. I dag kan Altinget præsentere en Norstat-måling, der viser, at Kristian Jensen kun er nr. 3 i den ikke-erklærede konkurrence om, hvem der skal efterfølge Løkke.

Blandt samtlige vælgere fortrækkes Søren Gade af 25 procent, mens Inger Støjberg er nr. 2 med 17 procent og først på tredje-pladsen ses Venstres næstformand med 16 procent.

Mere interessant er det, at tendensen er endnu stærkere blandt de borgerlige vælgere, som rent faktisk kunne finde på at stemme på en af de tre politikere. Særligt målingen blandt V-vælgere må gøre ondt: 34 procent foretrækker Gade, 28 procent Støjberg og kun 17 procent den mand, som siden 2009 har været Venstres næstformand, og som i årevis og på utallige hverdagsaftener har turneret partiet tyndt, ned-skyllet oceaner af kaffe og spist sig gennem bjerge af æggemadder med mayonnaise. Alt det preller åbenbart af - også på Venstres vælgere.

Noget andet er dog, hvad man mener i selve partiet. Og her er Kristian Jensens støtter nok stadigvæk ganske mange. Men de påvirkes nok også af at se tal, som de her. Man skal i øvrigt nok være påpasselig med at læse kritikken af Jensens udtalelser ind i denne meningmålings resultater, da den er lavet i slutningen af februar. 

Fremtidsmusik
Ingen ved, hvor længe Lars Løkke Rasmussen holder i dansk politik. Vi er som bekendt mange iagttagere, der ved flere lejligheder har spået hans politiske død, og vi er alle indtil videre blevet snydt/skuffet. Løkke er statsminister og sidder i regering.

Det gør også, at alle spekulationer om kampvalg og fornyet drama næppe bliver til virkelighed, så langt øjet rækker. Det er dog ikke det samme som, at man internt i partiet kan positionere sig i forhold til, hvem man tror en dag kunne tænkes at føre faklen videre. Og blandt dem, der hidtil har næret håb om en glorværdig fremtid under Kristian Jensens vinger, har man muligvis fået lidt flere betænkeligheder om, hvorvidt de dage nogensinde vil oprinde.

Omvendt fæster dem, der spekulerer i alternativer til Jensen lid til, at nye konstellationer med tiden kan finde hinanden. En idé kunne for eksempel være at opstille et samlet kandidatur med en næstformand og formand, ligesom man ser ved amerikanske præsidentvalg. Og det er jo som bekendt en langvarig og indviklet proces, hvor mange hensyn skal tages og afvejes i forhold til hinanden.

Men hvis man kigger på tallene fra Norstat, så ville en formandskandidat ved navn Søren Gade og en næstformandskandidat, som hedder Inger Støjberg have pæne chancer over for en Kristian Jensen. Det er alt sammen fremtidsmusik.

Bundlinjen er dog under alle omstændigheder, at udenrigsministeren med sine udtalelser i Jyllands-Posten har svækket sig selv internt i Venstre. Spørgsmålet er kun, hvor meget?

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.