Trads: Årets parti er...

KLUMME: Liberal Alliance leverer det, som partiet lover. Det har ganske enkelt været et super-år for Samuelsens parti, skriver David Trads. Han kommer her med forklaringen på, hvorfor LA er årets parti. 

Den første gang, jeg mødte Anders Samuelsen, var i efteråret 1998, da jeg var politisk redaktør på Jyllands-Posten – for den dengang 31-årige radikale politiker, som netop var kommet i Folketinget som suppleant, gjorde øjeblikkeligt opmærksom på sig selv:

Radikale, som sad i SR-regeringen, var måske nok reformivrige, men slet ikke nok til den myreflittige Samuelsen, som ustandseligt bragede igennem med vidtgående forslag på arbejdsmarkeds-, social- og skatteområdet. Han var utrættelig og insisterende.

En dag spurgte en irriteret socialdemokratisk minister, som var mere end træt af at skulle forholde sig til Samuelsens meldinger, mig, om jeg havde lagt mærke til, at ’den mand er det eneste folketingsmedlem, som har flere meninger end personlige stemmer.’

Det var ikke pænt sagt, men det var rigtigt:

I Folketinget som suppleant
Ved valget i foråret 1998, hvor den unge radikale stillede op i Vejle Amtskreds, fik han blot 172 personlige stemmer.

Men ind kom han – fordi de radikale ministre tog orlov fra Folketinget og gav plads til suppleanter – og han udnyttede virkelig platformen. Hans mantra – lavere skat på arbejde, færre på overførsler – buldrede igennem. Til sidst så meget, at han forlod Radikale.

Og så gik det virkeligt stærkt:

Først som medstifter af Ny Alliance i 2007, men for alvor som stifter af Liberal Alliance i 2008. Efter en mytisk Gallup-måling på 0,0 procent i januar 2009 har Samuelsen stået i spidsen for en imponerende udvikling, som foreløbigt er kulmineret i år:

Liberal Alliance er – efter min mening – årets parti  i 2015. Ikke bare, men bestemt også, fordi partiet fik 7,5 procent af stemmerne ved valget i juni, men endnu mere fordi det er lykkedes for partiet at høste maksimal indflydelse på den politik, som føres i Folketinget.

Man skal huske på, at LA’s politik er funderet på fire mærkesager – mere frihed, højere vækst, mindre bureaukrati, lavere skat – og at det er på indfrielsen af netop de vigtigste mål, at et parti skal måles. Kort sagt: Leverer de det, som de lover. Kort svar: Ja, det gør de.

Lad mig give fire eksempler:

For det første lykkedes det for LA at få indskrevet i regeringsgrundlaget, at det er ambitionen, at topskatten skal sænkes fra 15 til 10 procent.

For det andet fik LA med kommuneaftalen gennemført det såkaldte ’omprioriteringsbidrag’, hvor hver kommune skal aflevere én procent af deres budget hvert år.

For det tredje gik LA’s krav om at sænke registreringsafgiften for biler igennem ved finansloven, så prisen på biler falder med flere tusinder kroner.

For det fjerde var der næppe nogen tvivl om, at LA’s anbefaling til at stemme nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet var udslagsgivende.

Stærkt støtteparti
Det har ganske enkelt været et super-år for Samuelsens parti. Den politiske kurs, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fører, er åbenlys liberalistisk på en måde, som den aldrig var under VKO-flertallene i 2000'erne. Årsagen er et stærk Liberal Alliance.

Modsat SF, der blev slugt af magten, da de gik i regering i 2011, beviser LA nu, hvor meget et stærkt støtteparti kan trække en regering i dets retning ved at stå fast.

Den store test kommer naturligvis i det kommende forår, når der skal forhandles skattereform. LA kræver et ægte fald i procentsatsen på topskatten – og det er et parti i topform, som går til forhandlingerne. Mit bud er, at de også her kommer til at indfri deres løfte.

Og, nå, ja, Samuelsen, som i sin tid kom i Folketinget med 172 stemmer, og som blev ydmyget med Gallup-målingen på nul-komma-nul-procent, ja, han fik i juni i år 20.565 personlige stemmer, og LA fik i den seneste Epinion-måling 8,2 procent. Ærligt talt imponerende.

---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Det store hjørnespark Cordua: Det store hjørnespark Næste artikel Cordua: Rohdes partihop er endnu et skub mod politisk glemsel Cordua: Rohdes partihop er endnu et skub mod politisk glemsel