Trads: Inderst inde drømmer S om en S-DF-regering

KLUMME: Kan man forestille sig, at S og DF går i regering? Det mest logiske er, at DF bliver i blå lejr, som de altid har gjort trods hyppige prøveballoner om det modsatte. Men der er alligevel fire nye forhold, som virkelig er værd at bide mærke i, skriver David Trads. 

Jeg fik et telefonopkald sent søndag fra en ledende socialdemokrat, som ville dele en iagttagelse fra en spritny meningsmåling:

”Så mangler der kun ét sølle mandat for, at vi har flertal alene med Dansk Folkeparti – og det kan altså åbne op for noget virkeligt, virkeligt interessant,” lød det.

Voxmeter-målingen giver Socialdemokratiet 45 mandater og Dansk Folkeparti 40 mandater. Tilsammen 85, men læg dertil de fire nordatlantiske mandater, så er der 89 mandater bag det, som nogle socialdemokrater kalder et velfærdspolitisk flertal. Et mandat mere, så er der flertal …

”Det er fandme et spændende perspektiv,” fastslog socialdemokraten i mobilen.

Kunne man ligefrem forestille sig, spurgte jeg, at S og DF ville gå i regering sammen?

”Man kan forestille sig så meget,” lød det kryptiske svar.

Bliver DF i blå lejr?
Det mest logiske er selvsagt, at det ikke sker. At DF forbliver i den blå lejr – som de altid har gjort trods hyppige prøveballoner om det modsatte – men der er alligevel fire forhold, som er nye, og som virkelig er værd at bide mærke i:

For det første har S og DF virkelig nærmet sig hinanden under S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl – især, men ikke kun, i forhold til udlændinge- og arbejdsmarkedspolitik. Alle tidligere tiders hårde moralske udfald er nærmest helt forsvundet.

For det andet virker det, som om Socialdemokraterne helt har opgivet Radikale, der ellers historisk har været deres nødvendige vej til magten. Siden valget er gabet mellem S og R på udlændinge-, EU- og fordelingspolitik blevet enormt, og, ja, det virker efterhånden uoverstigeligt.

For det tredje har målingerne aldrig givet S og DF så mange mandater tilsammen, så det, som tidligere har virket som en ren akademisk øvelse, er nu pludselig en reel mulighed. Det velfærdspolitiske flertal er så tæt på, at det er nødt til at blive taget alvorligt.

For det fjerde har forholdet mellem DF og de øvrige blå partier aldrig været ringere. Venstre har i flere forhandlinger taget DF for givet, hvilket irriterer Thulesen Dahl. Forårets skatteforhandlinger, hvor topskat er i spil, kan presse DF-formanden i armene på S.

Game changer
De fire forhold er gået igen, når jeg har talt med folketingsmedlemmer fra de to partier. Hos socialdemokrater – især dem, der tilhører generationen efter Nyrup og Lykketoft – er det, som om tiden er moden til for alvor at nærme sig det Dansk Folkeparti, som engang var foragtet.

For to år siden foreslog Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye – i dag nyvalgte folketingsmedlemmer for S – med udgangspunkt i en stribe konstitueringsaftaler efter kommunevalget, at aftalerne var udtryk for en politisk game changer:

”Det bør indvarsle en stadig mere åbenlys parlamentarisk ambition i Danmark, nemlig at Socialdemokraterne sammen med Dansk Folkeparti kan udgøre rygraden i et alternativt bredt flertal.”

Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev, fastslog i søndags åbent over for BT, at der ligefrem er mange områder, hvor de to partier ville kunne få gavn af hinanden:

"En objektiv opgørelse over, hvad der er vigtigt for DF, vil nok vise, at der er flere ting, hvor de har gavn af at støtte os,” fastslog han.

Våde drømme om S-DF-regering
De problemer, som DF de seneste dage har med at forklare partiets rolle under finansloven – især at de har støttet besparelser på boligsikring og i kommunerne – kan bidrage til, siger mange socialdemokrater, at skubbe Thulesen Dahl væk fra blå blok.

Inderst inde drømmer mange socialdemokrater våde drømme om en S-DF-regering, som ville frigøre S fra Radikale, men mere sandsynligt er det selvsagt, at S-ledelsen forsøger at bringe dansk politik ind i en ny virkelighed, hvor DF ikke automatisk er en del af blå blok.

Er det muligt? Det er langt fra sikkert, men det er åbenlyst, at S er i bevægelse. Spørgsmålet er, om DF er til at flytte. Det vil forårets skatteforhandlinger være med til at afgøre.

---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Fix nu bare det der med Europol Cordua: Fix nu bare det der med Europol Næste artikel Cordua: Det store hjørnespark Cordua: Det store hjørnespark