Topmøde: Aftale om støtte og retsstat baner vej for Europas genopretning

KOMPROMIS: Ugers politisk gidseldrama om EU’s fremtidsbudget er overstået, efter lederne fra Polen og Ungarn torsdag aften indgik en aftale med regeringerne fra de andre medlemslande.

BRUXELLES: Milliarder af støttekroner til Danmark og andre europæiske lande ser nu ud til at kunne slippes løs på tværs af kontinentet fra næste år takket være et kompromis om penge og demokratiske værdier.

”Nu kan vi begynde at genopbygge vores økonomier,” lød det fra EU’s rådsformand, belgieren Charles Michel, da det torsdag aften lykkedes Europas ledere at bryde flere ugers dødvande for Unionens fremtidsbudget.

”Det Europæiske Råd er enigt: Budget, genopretning og mekanisme for retsstatsbetingelser er vedtaget enstemmigt,” skrev forbundskansler Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert, efter nogle timers uvished om kompromisforslaget fra det tyske EU-formandskab.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen lykønskede det tyske formandskab med en aftale, der bryder to østeuropæiske medlemslandes blokade af i alt omkring 13.600 milliarder kroner afsat i EU’s genopretningsplan og rammebudgettet for 2021-2027.

Ungarn udråber ”sejr” efter aftale
Regeringslederne fra Ungarn og Polen, Viktor Orban og Mateusz Morawiecki, havde i ugevis blokeret den gigantiske økonomiske pakke i protest mod nye retsstatsrelaterede betingelser for at få udbetalt EU-støtte.

De to landes regeringer har nu droppet blokaden til gengæld for politiske løfter i konklusionerne fra de seneste dages EU-topmøde, der forsikrer fair og upartisk gennemførelse af de nye regler.

Polen og Ungarn får også bekræftet, at et land kan ”trække i nødbremsen” og kræve en sag taget op på et topmøde, samt at EU-Domstolen skal involveres før endelig godkendelse af de nye regler. Hvis der kommer en sag ved Domstolen, kan det forsinke benyttelsen af de nye regler op til to år.

Det fik torsdag straks ungarerne til at udråbe ”sejr” på topmødet.

”Det lykkedes for os at adskille ideologiske forventninger fra finansiel støtte, og vi forhindrede politisk afpresning (…) endnu en triumf for det ungarsk-polske venskab,” skrev Ungarns justitsminister, Judit Varga, på Twitter.

Frederiksen: Vi er ikke gået på kompromis
Den fremstilling står i kontrast til udtalelser fra lederne i de fleste andre EU-lande, som mener, at det nye kompromis intet ændrer i forhold til substansen i den aftale om budget og retsstat, som blev lavet i sommer.

”Den historiske europæiske genopretningsplan vedtaget i juli bliver til virkelighed i dag. Vi har lavet en robust aftale om den mekanisme, der skal sikre respekt for retsstaten,” sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) forsikrede, at hun ”godt kan leve med” de erklæringer, Polen og Ungarn har opnået.

”Det afgørende for Danmark og vores gruppe af allierede i forhold til retsstatsmekanismen har været, at vi ikke genåbner den aftale, der blev lavet i sommer. Og at vi ikke går på kompromis med ideen om, at budget og retsstat nu bliver koblet sammen,” sagde statsministeren, da hun ankom til topmødet.

Uenighed blandt regeringens støttepartier
Efterhånden som kompromisaftalen er tonet frem, har den delt vandene blandt både eksperter og politikere – også i Danmark, hvor to af regeringens støttepartier ser meget forskelligt på aftalens konsekvenser.

”Ungarn og Polen har tabt, og det europæiske demokrati har sejret stort,” siger SF’s EU-ordfører, Anne Valentina Berthelsen.

Enhedslistens EU-parlamentariker, Nikolaj Villumsen, betegner tværtimod kompromiset som ”en uacceptabel udvanding af sommerens aftale om retsstatsmekanismen”.

”Polen og Ungarn vil kunne fortsætte med at modtage milliarder i mange år frem trods voldsomme krænkelser af helt grundlæggende demokratiske rettigheder,” siger Villumsen.

Forrige artikel Ny type kommission skal granske minksagen Ny type kommission skal granske minksagen Næste artikel Aftaleudkast fra regeringen afslører: Ældre står til at miste klageretten over besparelser Aftaleudkast fra regeringen afslører: Ældre står til at miste klageretten over besparelser