Tidligere UK-MEP dømt for svindel

I sin tid i Europa-Parlamentet fuskede engelske Ashley Mote med udgiftsregnskabet i en sådan grad, at han nu er dømt for svindel med mere end fem millioner kroner.

Bedrag, svindel og fup med regnskaberne. Sådan lød anklagerne mod den tidligere EU-parlamentariker fra England Ashley Mote.

Han sad i Europa-Parlamentet fra 2004 til 2010, men er nu kendt skyldig i udgiftsfusk for et beløb, der overstiger fem millioner danske kroner. Det skriver BBC News.

Englænderen repræsenterede først det EU-skeptiske parti UKIP, inden han blev ekskluderet på grund af svindel med velgørenhedskroner. Det førte til et ni måneder langt fængselsophold for politikeren, og efterfølgende sad han som løsgænger i parlamentet.

Ashley Mote er 79 år gammel og var ellers kendt som en kritiker af korruption i de europæiske institutioner.

Forrige artikel Bondo og Lange genopstiller i Lærerforeningen Næste artikel Dødsfald: Tidligere borgmester Finn Aaberg (75)