Tidligere ambassadør: Vi har allerede en lov, der kan stoppe koranafbrændinger
Lars Løkke Rasmussen og regeringen jagter et instrument til at sætte en stopper for koranafbrændinger, men svaret findes allerede i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver Claus von Barnekow.
Ytringsfriheden er en grundlæggende menneskeretlig værdi. I Danmark og europæiske lande er ytringsfriheden dog begrænset. Den er således ikke nærmest absolut som i USA, og Danmark er ikke USA.
Ingen omtale af eller kommentar til koranafbrændingsfænomenet har så vidt jeg kan konstatere i skrivende stund fundet det relevant at pege på eller betænkt, at den "Europæiske Menneskerettighedskonvention" har gyldighed for Danmark.
I 1992 blev konventionen inkorporeret i dansk lovgivning. Det vil sige, at den er en del af dansk ret. Og ifølge konventionens artikel 10.2. kan ytringsfriheden efter nærmere bestemmelse underkastes restriktioner (se faktaboks).
Det instrument, som Lars Løkke Rasmussen og regeringen jagter, findes altså allerede i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er en del af dansk lov.
Selv ikke den mest inkarnerede tilhænger af et strukturalistisk historiesyn kan hævde, at et enkeltindivid ved sin opførsel ikke kan have voldsom og indgribende betydning i og for et samfund, hvis man skulle dømme efter mediernes indhold i den sidste uge tid.
Den i sig selv betydningsløse politiske dilettant og infantilt provokerende advokat og teologistuderende Rasmus Paludan formår gennem sin vedvarende cirkusagtige, men hadefulde afbrænding af islams centrale religiøse tekst koranen, i den grad at udnytte, misbruge og problematisere ytringsfrihedsbegrebet.
Forhenværende og nuværende politikere og ministre, erhvervsfolk, intellektuelle, journalister, jurister, kommentatorer, professionelle meningsmagere, teologer er blevet refereret og har skrevet fyldige kommentarer om, hvad der kan, burde eller skulle gøres ved den aktuelle afbrændingsforestilling, eller hvorfor den ikke burde/kan bringes til ophør.
Afbrændingen har dog næppe nogen støtte, det er således retten til selve handlingen, afbrændingen, det drejer sig om.
Udenrigsministeren og regeringens justitsminister kender selvfølgelig godt til artikel 10.2. Begge ministre har et dygtigt embedsapparat til at betjene sig, og begge er uddannede jurister.
Dét, der er problemet for regeringen, er snarere at få artikel 10.2. taget i anvendelse på en måde, der kan skabe størst mulig opbakning i Folketinget, herunder også fra de ikke og næppe nogensinde regeringsbærende partier, hvis forkvinder/mænd nu vejrer, at de har en sag. Og regeringen ser naturligvis også på lovgivningen i andre lande.
Det er nu metoden frem til målet, der skal afgøres, og formuleringen af indholdet af en lovlig begrænsning, der medfører restriktioner, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale eller offentlige sikkerhed, og for at forebygge uorden eller forbrydelse jævnfør konventionen.
Og selvfølgelig skal regeringen handle. De husker måske den franske ugeavis Charlie Hebdos satiretegning af en hulkende profet Muhammed, som uhøvisk sagde "at det var hårdt at være elsket af røvhuller ...".
Tegningen er fra 2006 og kom efter den såkaldte "Tegning(e)krise", nu Muhammedkrisen, da Jyllands-Posten i 2005 trykte 12 satiriske tegninger af Muhammed. Det projekt medførte blandt andet mellemøstlige regeringers orkestrede protester og angreb på danske repræsentationer, nemlig generalkonsulatet i Beirut og ambassaderne i Damaskus og Teheran i 2006.
I disse stater undlod myndighederne at efterleve deres forpligtelser til at beskytte repræsentationerne jævnfør Wienerkonventionens art. 23 om modtagerstatens pligt til at træffe foranstaltninger til beskyttelse mod enhver indtrængen eller beskadigelse med mere. I 2008 fulgte et terrorangreb på ambassaden i Islamabad.
Det drejer sig om at finde den balance, der muliggør, at man kan gribe ind over for én konkret handling – en afbrænding – som man i hvert fald næppe kan kalde for en egentlig sproglig ytring, snarere en handling, en manifestation, et hærværk mod en religions symbol og fælles ejendom?
{{toplink}}
Men er koranafbrænding overhovedet omfattet af ytringsfrihed? Og hvis ja, er koranafbrænding så en beskyttelsesværdig form for ytring?
Ordensbekendtgørelsen fastslår, "at slagsmål, skrigen og råben eller anden støjende, voldelig fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted."
Paludan kan give udtryk for sine meninger på anden måde. Man kan argumentere for, at han misbruger sin ytringsfrihed og, at politiet længe har givet ham et for stort råderum.
Det gode gamle musketerprincip "alle for en" bør ikke finde anvendelse, når det gælder koranafbrænding som ytringsfrihedsmarkør. Paludan har ikke tanke for andet end sin egen fornemmelse for Islam.
Den kan udtrykkes på de sociale medier, i medierne, i tidskrifter eller i hans eventuelle baghave. Spar os andre. Måske skulle han med sin indsigt skrive en bog om koranen i stedet for at brænde den!
Debatten om ytringsfrihed og islam er som at træde på en landmine
Er ligegyldige koranafbrændinger virkelig det eneste, der kan få folk op af stolen?
