Regeringens manglende politik skaber nye alliancer

Mangel på arbejdskraft er lige nu den eneste større trussel mod dansk økonomi, men i regeringens netop fremlagte finanslov måtte man forgæves lede efter løsningsforslag på denne stadigt større udfordring.

Statsministeren har ellers for to måneder siden bebudet, at reformforslag ville se dagens lys, inden sommeren er omme. Mens disse linjer skrives, viser almanakken, at vi har vendt kalenderbladet til årets første efterårsdag. Snart må regeringen, der har det med at putte med sine kort, spille ud med forslag, der tager seriøst hånd om problemet.

Lige nu mangler der akut medarbejdere til hotellerne, til rengøring, butikker, i byggebranchen og inden for transport, lager og logistik. Faktisk melder hele 28 procent af alle virksomhederne, at de mangler arbejdskraft.

Det sker på et tidspunkt, hvor regeringens Arne-reform ellers er begyndt at sende raske og i nogle tilfælde faglærte arbejdere ud af arbejdsmarkedet. Arne-reformen vil fra næste år sænke arbejdsudbuddet yderligere med 5.000 og fra 2025 med hele 10.000.

Dette socialdemokratiske valgløfte gik altså stik imod Radikales krav for at støtte Mette Frederiksens regering tilbage i juni 2019 om ikke at sænke arbejdsudbuddet.

I det forståelsespapir, som regeringen forpligtede sig til efter krav fra Radikale, står der ellers, at: "Initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende."

Siden har Radikale og offentligheden ventet forgæves på regeringens modsvar.

Allerede i december sidste år slog finansminister Nicolai Wammen (S) dog fast, at regeringen i løbet af 2021 ville komme med initiativer, der vil øge arbejdsudbuddet med 11.000. Her i årets niende måned står der dog fortsat et rundt nul.

Det er dog ikke, fordi arbejdsgiverne ikke har haft idéer. De vil gerne importere arbejdskraft. Regeringen har dog længe haft en alliance imod social dumping med DF, venstrefløjen og fagbevægelsen om, at man ikke ønsker at importere arbejdskraft fra lande uden for EU, medmindre de er sikret et job til en årsløn på minimum 445.000 kroner. Den løn kan man imidlertid ikke oppebære i de nævnte brancher.

Politiske tomrum har det dog med at blive udfyldt. Det så vi i denne uge endnu et klart eksempel på.

Konservative og Radikale sprang til med et forslag, der kan nedsætte lønkravet til 360.000 kroner for dermed at gøre det muligt fra folk eksempelvis fra Sydamerika at tage til Danmark og påtage sig nogle af disse lavtlønsjobs, der ikke bliver udført for tiden.

I deres fælles arbejdsmarkedsudspil vil Søren Pape og Sofie Carsten Nielsen desuden sænke topskattegrænsen med 44.000, sådan at 100.000 færre danskere vil betale topskat. Det sker naturligvis i håb om, at flere danskere kan se fidusen i at tage lidt overarbejde eller gå fra deltids- til fuldtidsarbejde. De to partier foreslår også at hæve beskæftigelsesfradraget en smule, så gevinsten ved at være i job stiger sammenlignet med at være på passiv understøttelse.

Der er stor usikkerhed om, hvad disse forslag samlet set rent faktisk kan levere på arbejdsudbuddet, men økonomernes gæt ligger på mellem 2600 og 6200, især fordi der er usikkerhed om beregningen af effekten af, at udlændinge pludselig tager til Danmark for at arbejde, hvis man sænker løngrænsen med 85.000 kroner.

Man løser derfor næppe arbejdskraftproblemet ved at gennemføre KR-forslagets elementer, men i modsætning til regeringens hidtidige bemærkelsesværdige nølen, så anviser de to partier i det mindste en vej, som vælgerne kan forholde sig til.

Noget andet er, at disse skattelettelser er noget løst finansieret med tiltag som at spare på administration og effektivisering, hvorfor det for finansieringsdelens vedkommende gør det lidt for nemt at affeje som oppositionens sædvanlige hokus-pokus-politik.

Også Venstre har tidligere markeret sig med forslag. For tre uger siden spillede Jakob Ellemann-Jensen på partiets sommergruppemøde ud med at sænke dimittendsatsen med 30 procent for nyslåede kandidater. Ved at sænke gevinsten ved at gå ledig, sparker man kandidaterne hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Det vil ifølge den borgerlige tænketank Cepos give 5700 ekstra hænder til at besætte de ledige jobs.

Det er i øvrigt ikke kun det private arbejdsmarked, der kræver mere arbejdskraft. Det gør det offentlige også i disse år. Hvor regeringen endnu ikke har fundet en løsning på manglen på arbejdskraft i det private, så forpligtede den sig i en række konkrete økonomiske aftaler i december sidste år med hele sit parlamentariske grundlag til at finde flere mennesker, der kan søge de stillinger, som man fandt penge til. Nogle skal jo søge de 3900 ekstra jobs, man har forpligtet sig til at oprette i form af minimumsnormeringer i de kommunale daginstitutioner.

Regeringen og aftalepartierne fandt også penge til at få flere hænder til ældresektoren og ansætte flere lærere i de kommende år. Det er også arbejdskraft, der ellers ville søge til stillinger på det private arbejdsmarked.

I en aftale fra januar 2020 mellem regeringen og Danske Regioner, hvor man skulle levere på valgløftet om 1000 flere sygeplejersker, bruger man i år 600 millioner kroner på at ansætte flere sygeplejersker. Det kan man så holde op imod meldingen fra sygeplejerskerne efter regeringsindgrebet ovenpå strejken, der lyder, at de til trods for en lønfremgang på 5,02 procent over tre år har tænkt sig at forlade erhvervet. Holder den profeti, så trækker det i modsat retning, så færre – trods den politiske aftale - bliver ansat som sygeplejersker.

Problemet med manglen på arbejdskraft blinker nu så kraftigt, at regeringen ikke kan sidde på hænderne ret meget længere. Regeringen har længe afventet nyt fra den kommission, der ledes af professor Nina Smith, som skal foreslå såkaldte andengenerationsreformer, som ingen endnu ved, hvordan ser ud. Derfor antager det med tiden et mere og mere mytisk skær som kommissionen, der kan løse regeringens problemer med at formulere sin egen politik på området.

Kommissionen har arbejdet i et års tid, men skal i løbet af efteråret komme med nogle forslag. Det er selvfølgelig regeringens håb, at nogle af dem er så politisk brugbare og spiselige, at regeringen kan overtage dem. Man forestiller sig nok forslag, der ikke gør ondt på nogen, sådan at venstrefløjen ikke hælder dem ned af brættet ved første øjekast.

Sandsynlighed er stor for, at regeringen allerede nu kender forslagene fra Kommissionen, og er ved at omsætte nogle af dem til lovinitiativer. Ved Folketingets åbning i oktober vil de om muligt fremgå af regeringens lovprogram.

Indtil det sker, driver regeringen i spørgsmålet om mangel på arbejdskraft for vind og vejr, hvor de borgerlige pludselig har alle muligheder for at "danse på bordene", og imens kan man pludselig se nye alliancer mellem Radikale og Konservative opstå.

Det ligger dog fast, at regeringen med statsministeren i spidsen i flere af sine taler og interviews før sommeren og på den seneste konference om Fremtidens Danmark har skruet forventningerne så højt op, at der ikke er anden udvej end at levere konkrete forslag, der løser de akutte problemer med manglen på arbejdskraft.