I det offentlige er den danske model stendød
Med afslutningen på sygeplejerskernes strejke er strejkevåbnet endegyldigt reelt sat ud af kraft i det offentlige. Spørgsmålet er, hvor længe velfærdsarbejderne vil finde sig i den model, skriver Johanne Dalgaard.
Sygeplejerskernes konflikt om arbejdsvilkår har nået sin sørgeligt forudsigelige slutning: En tom strejkekasse og et regeringsindgreb, der ophæver det allerede forkastede mæglingsforslag til lov. Det er det nødvendige udkomme, må man forstå på regeringen.
WStrejken har nu varet i snart ti uger, hvilket er den længste konflikt i nyere tid. Konsekvenserne for vores sundhedsvæsen er nu så alvorlige, at der skal handling til. Regeringen mødtes tidligere i dag med parterne i konflikten, som meget klart meldte ud, at de på ingen måde kan se en aftale nærme sig. Derfor ser regeringen heller ingen vej uden om at bede Folketinget om et lovindgreb,W udtalte Peter Hummelgaard (S), da lovindgrebet blev varslet på et pressemøde.
Med andre ord: Sygeplejerskernes arbejde er for vigtigt til, at man kan tillade dem at føre konflikt over de vilkår, de har for samme arbejde - i hvert fald ikke i så lang tid, at vigtigheden reelt bliver synlig for alle.
Hvis nogen var i tvivl i kølvandet på lærerkonflikten i 2013, hvor regeringen Helle Thorning-Schmidt kørte den samlede danske lærerstand over med en damptromle, så må den sidste rest af tvivl være borte nu: På det offentlige område er den højt besungne danske arbejdsmarkedsmodel stendød.
Der er noget indlysende og fundamentalt galt med en forhandlingsmodel, der tillader arbejdsgiversiden at tage arbejdstagernes kritiske samfundsfunktion og bruge den som et decideret våben imod samme arbejdstagere.
Strejkevåbnet, der er arbejdstagernes ultimative konfliktmiddel, er reelt sat ud af kraft. I stedet er indtrådt et besynderligt spilfægteri, der kortslutter forhandlingskredsløbet: Magteliten bestående af fagforeningsbosser og politiske beslutningstagere klapper en "fornuftig" aftale af i tryg sikkerhedsafstand til den virkelighed, den hverdag og de vilkår, som arbejdstagerne oplever, hvorefter arbejdstagerne reelt bliver præsenteret for et tilbud, de ikke kan afslå.
Det eneste argument, der reelt vægtes i denne proces, synes at være hensynet til systemets status quo. Spørgsmålet er, hvor længe man kan blive ved med at antage, at velfærdsarbejderne vil finde sig i dén model, samtidig med at de bliver tudet ørerne fulde om "værdien af arbejde" fra et lag af politikere, der hovedsageligt består af folk, der aldrig har arbejdet med andet end politik – hvis man da ikke medregner en enkelt tørn som flaskedreng i de tidlige teenageår her og der.
Der findes nemlig mange argumenter for, hvorfor sygeplejersker skal tilbydes bedre vilkår. Man kan frit vælge, om man vil lægge vægt på samfundsnytte eller på retfærdighed. Nytteargumentet handler om, at det er vigtigt at kunne rekruttere gode folk til velfærdsfagene – noget, der allerede er en udfordring når det kommer til sygeplejerskerne, og som tegner til kun at blive en stadig større udfordring i det kommende år. Selv anslår Dansk Sygeplejeråd, at der vil mangle 6000 sygeplejersker på landsplan i 2025.
Men retfærdighedsargumentet i sig selv burde også være helt uomgængeligt: Sygeplejerskernes arbejde er benhårdt og kræver en enorm fleksibilitet, et enormt personligt engagement, et enormt overskud rettet mod andre mennesker – fremmede mennesker, skrøbelige mennesker i ofte meget sårbare situationer.
Personligt kan jeg slet ikke forestille mig at have et arbejdsliv, der i den grad trækker veksler på både det fysiske og det mentale overskud hver eneste dag. Det, tror jeg, heller ikke, ret mange andre akademikere i politik- og mediebranchen kunne, hvis de skulle være ærlige over for sig selv – eller over for sygeplejerskerne. Og det skylder de at være, så vi som samfund kan begynde at honorere de mennesker, der påtager sig det slid, det indebærer at opretholde en velfærdsstat.
Mette Frederiksen har mistet glansen som Socialdemokratiets frelser
Regeringens manglende politik skaber nye alliancer
