Selvom Harris maste Trump i tv-duellen, kan han sagtens ende med at vinde
Da Trump begyndte at tale om indvandrere, der spiser kæledyr, kunne alle se, at han er skør. Alligevel risikerer vi, at han vinder valget igen til november, skriver David Trads.
Da jeg – sammen med det halve af verden – så tv-duellen mellem Kamala Harris og Donald Trump, kom jeg uvægerligt til at tænke på den amerikanske urfortælling:
Det var John Winthrop, en af de første engelske pilgrimme, der i 1630 ankom til Amerika, som ikoniserede den målestok, som resten af verden ville se Den Nye Verden på:
"Vi må huske, at vi vil blive set som en by på toppen af en bakke. Alle folks øjne vil hvile på os. Så hvis vi kommer til at handle forkert i forhold til Gud i dette arbejde, vi har påtaget os (…) vil vi blive berygtede og bespottede over hele kloden."
Så der sad vi så og kiggede på 'byen på toppen af bakken', hvor vi så en debat mellem på den ene side en klog, skarp og imponerende kandidat, og på den anden side en kugleskør, farlig narcissist.
Lavpunktet i duellen var selvfølgelig det øjeblik, da Trump rullede sig ud i en bizar løgn fra de mørkeste dele af internettet om illegale indvandrere:
"I Springfield, Ohio, spiser de hundene. De folk, der kommer ind, de spiser kattene. De spiser… de spiser de kæledyr, som folk, der bor der, har."
Det var så gakket et øjeblik, at jeg spontant grinte, da jeg hørte Trump udbasunere det.
Tv-værten brød ind, irettesatte ham, sagde, at kommunaldirektøren i byen fastslår, at det ikke passer, men Trump var upåvirket, og sagde, at han "havde set det på tv". Harris kaldte øjeblikket "ekstremt", mens hun selv prøvede at undlade at grine for meget.
For Amerikas status i verden var ikke bare øjeblikket, men hele debatten, tåkrummende. Kan det virkeligt passe, at verdens vigtigste nation – den frie verdens leder, for pokker – er reduceret til den slags idioti? Kan det virkelig være rigtigt, at det borgerlige Amerika kan finde på at vælge en kandidat, der spyr så mange bizarre løgne af?
Svaret er desværre et rungende ja!
{{toplink}}
Meningsmålingerne i Amerika stod før duellen mellem de to kandidater helt lige – både på nationalt niveau og i de afgørende svingstater. Det gjorde de på trods af, at alle ved, at Trump er fuld af løgn; at han aldrig har anerkendt sit store valgnederlag i 2020; og at han 6. januar 2021 sendte sin kult til stormløb på Kongressen i et, ja, kupforsøg.
Derfor er der grund til at tro, at Trumps nedsmeltning og Harris' suveræne sejr næppe får nogen større betydning. De amerikanere, der bakker op om Trump, er ikke det mindste overraskede over hans opførsel. Tværtimod. De holder af den. Vrede hvide mænd og kvinder, som føler, at de er blevet kørt over af den politiske elite i årtier, elsker ham.
Vi ved, at USA er et dybt polariseret land. Borgerne lever i ekkokamre. Forskning viser, at de i løbet af de forløbne to år har halveret – HALVERET – det antal gange, de møder en person med det modsatte politiske synspunkt. Derfor ved vi også, at sådan cirka 46 eller 47 procent af vælgerne for længst har låst sig fast på, at de holder med Trump eller Harris.
De vælgere, der kommer til at afgøre valget er altså de mellem fem eller otte procent, som endnu ikke har besluttet sig.
Vi ved også, at de især bor i de amerikanske storbyers forstæder. I 2016 stemte de på Trump, fordi de stolede på hans løfte om bedre økonomi til deres familie. I 2020 vendte de ham ryggen, fordi de ikke kunne lide hans personlighed.
Vi kan lige så godt vænne os til, at politik i Amerika ikke kan diskuteres og analyseres som politik i et normalt land. Argumenter, fakta og løgne har ikke samme betydning.
Derfor: Selvom Harris maste Trump i tv-duellen, så kan Trump sagtens ende med at vinde valget igen. Sådan er det.
Knud Aarup: Vi har ikke længere brug for en socialminister
John Wagner: Vi har kun brug for halvdelen af regeringens ministre
