Nima Zamani: Socialdemokraternes madpakker lugter af magtmisbrug

KOMMENTAR: Makrelmadder og flutes bruger statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren til politisk spin. Vi skal være opmærksomme på socialdemokraternes madpakker, skriver Nima Zamani.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har den seneste tid fået befolkningen til at diskutere, om det er folkeligt eller ej, at hun spiser makrelmadder.

En kommunalpolitiker fra Venstre ved navn Jens-Kristian Lütken skrev sågar et debatindlæg i Jyllands-Posten om, at en statsminister hellere skulle spise foie gras.

Bevares. Al debat behøver jo ikke være vigtig debat. Jeg skal da heller ikke afvise, at jeg i tidernes løb er kommet til at mene noget bare for at mene noget.

Men lad mig alligevel advare om magthavernes madder: Det handler nemlig ikke om, hvad politikerne spiser. Det handler om, hvornår de deler dét, som de spiser. Det konkrete tidspunkt.

Mette Frederiksen delte ikke bare en makrelmad.

En ny rapport har vist, at Mette Frederiksen højst sandsynligt løj over for befolkningen, da hun 11. marts 2020 udtalte, at det var sundhedsmyndighedernes anbefaling at lukke landet ned.

Dagen efter afsløringen af dette delte hun et billede af sin makrelmad, hvorefter hun formåede at starte en debat om folkelighed.

Mettes makrel fik altså fjernet en del af fokus fra hendes potentielle magtmisbrug i forbindelse med en af danmarkshistoriens mest indgribende politiske beslutninger.

Hun bagte i øvrigt også flutes på Facebook, da Radio24syv blev lukket under hendes regering.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udøvede i november 2019 samme form for udspekulerethed under dække af folkelighed.

Tesfaye blev kritiseret for potentielt magtmisbrug, fordi han havde fået tildelt så meget magt, at han nu officielt var både lovgivende, udøvende og dømmende magt over for danskere, der rejste til Syrien.

Uden forudgående rettergang og bevisførelse ville Tesfaye kunne fratage danskere deres nationalitet. Samtidig var han under pres, fordi han sammen med børnenes statsminister nægtede at hente danske børn hjem fra fangelejre i Syrien.

I denne periode delte han gentagende gange billeder af sine veltilberedte spejlæg. Tesfayes spejlæg fik altså fjernet en del af fokus fra hans manglende samvittighed over for uskyldige, danske børn i fangelejre samt potentielt misbrug af magtens tredeling.

På mikroplan er konklusionen, at jeg nu hverken kan spise makrelmadder, flutes eller spejlæg.

Statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren gjorde begge dele usmagelige, da de brugte dem til politisk spin. Hverken fisk, brød eller æg – heller ikke det økologiske – smager godt, når det er sprøjtet til med potentielt magtmisbrug.

På makroplan er konklusionen, at vi fremadrettet skal være opmærksomme på socialdemokraternes madpakker. Madpakker betyder højst sandsynligt magtmisbrug.

-----

Nima Zamani (født 1988) er debattør og radiovært på 'Den uafhængige' og underviser i debat og etik. Han er uddannet cand.jur. fra Københavns universitet, 2017. Han skriver kommentarer til Altinget hver anden uge. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Sebastian Mernild: Investering i forskning og uddannelse er den vigtigste vej til grøn omstilling Sebastian Mernild: Investering i forskning og uddannelse er den vigtigste vej til grøn omstilling Næste artikel Luk børn og unge ud i samfundet igen 1. marts Luk børn og unge ud i samfundet igen 1. marts