Luk børn og unge ud i samfundet igen 1. marts

I anledningen af, at det snart er ét år siden, vores statsminister lukkede landet ned for første gang, bliver vi nødt til at turde tale højt om det, som mange tænker, men få ytrer: At vi måske skal leve med corona i lang tid fremover.

For blot en måned siden var vi mange, tror jeg, som stadig tænkte, at vi snart var igennem, og at vi ville blive sluppet ud igen til foråret. Men den britiske mutation truede, så kom en ny sydafrikansk mutation, og nu findes der også både en brasiliansk og en californisk.

Sundhedseksperter er begyndt at sige det højt: Det, vi ser, er potentielt blot starten på en lang række mutationer, som meget vel kan tage år om at dø ud. Sandsynligheden for, at corona er et virus, vi lige om lidt har fået bugt med, bliver mindre og mindre.

Samtidig med disse nedslående nyheder, roser vores regering os for at være dygtige til at følge anbefalingerne, til at blive hjemme og holde afstand og alt det yndige. Vi bliver fortalt, at vi bare skal holde ud lidt endnu, til vi er nået i mål med vaccinerne. Men for det første klinger den form for vaccine-egoisme uhyggeligt meget som den nationalkonservatisme, som mener, at nordafrikanske lande sagtens kan håndtere flygtninge, der søger asyl i Danmark, for så slipper vi så belejligt for det.

For det andet er det en utopi at tro, at vi kan isolere os: Hvis virus løber løbsk og muterer i den mindre bemidlede del af verden, så rammer det os som en boomerang på et eller andet tidspunkt, for vaccinerne dækker med al sandsynlighed ikke alverdens mutationer.

Vi bliver nødt til at se i øjnene, at opgaven er blevet en anden. Frem for at tro, at en midlertidig nedlukning af samfundet kan få corona til at forsvinde, må vi belave os på at finde ud af, hvordan vi i et længere perspektiv lærer at leve med virusset – og med truslen om dets mutationer.

Denne erkendelse kommer samtidig med to andre afgørende stykker fakta: At det lige om lidt er et år siden, vi hjemme i stuerne sad med alvorstung opmærksomhed rettet mod statsministeren, da hun i mørkt jakkesæt malede rædslen på væggen og lukkede landet ned for første gang. Et helt år!

Og at det om føje uger er marts; den måned, der bebuder forårets komme. Det er lyset og håbet og jordens spirer, der står på spring. Selv om vi mennesker har en tendens til at se os selv som afkoblet fra naturen, så er det ikke kun op af jorden, at spirer vokser, og i himlen lyset bryder frem om foråret. Det vokser også i brystet på os, i hjerternes længsel efter lys, sol, latterfulde læber og varme smil over hækken. Vi må ud.

Vi kan, som mennesker, ikke længere holde til at leve i et nedlukket samfund, hvor fysisk afstand og åndløshed tegner vores hverdag. Vi bliver nødt til at starte en samtale om, hvordan vi lever med den her pandemi og ikke kun tale om, hvornår vi lever uden den. Vi bliver nødt til at begynde at leve igen, ikke kun overleve.

Vi har klemt ballerne sammen i lang tid nu. Gjort, hvad statsministeren sagde. Vi har gået og fortalt hinanden, hvor svært det er, men at vi gør det for hinanden skyld. At vi holder ud i fællesskab indtil den dag, hvor vi kan trække vejret frit igen. Som var vi i krig.

Jeg har ofte tænkt, at følelsen af at være lukket inde, af at være begrænset i sin udfoldelse, må have været lidt den samme under Anden Verdenskrig. Og vores statsminister ynder jo også at sige, at denne krise er den største siden krigen. Men der er én væsentlig forskel: Vi er ikke i krig.

Vi er truet af en frygtelig sygdom, og med den dør mange mennesker. Men vi er ikke i krig mod en fremmed magt. Vi risikerer ikke at dø som nation.

I stedet dør en masse andet. Udover det åbenlyse; de små erhverv, iværksætternes livsdrømme, slagteren henne på hjørnet, så er noget langt mere alvorligt i gang med at forsvinde lydløst mellem fingrene på vores unge mennesker: De formative ungdomsår, hvor venskaber, kærlighed og hjertesorg skaber, hvem vi bliver.

De små papirslapper gennem klasseværelset, en øl på græsset i parken en alt for kold forårsaften, skjulte blikke af forelskelse tværs over skolegården, forpustede brystkasser i hurtig bevægelse, når unge kroppe har sloges for sjov og ender på jorden i fælles omfavnelse. Livet. Glæden. Begejstringen. Den pirrende nysgerrighed på, hvad i morgen bringer. Håbet. Mest af alt håbet. Alt det er ved at forsvinde.

Den aktuelle isolation er svær for mig og, gætter jeg på, også for resten af min generation og mine forældres. Men det er betydningsløst ved siden af den pris, vores børn og unge betaler lige nu. De har levet et helt år uden et almindeligt ungdomsliv. Et helt år!

Vi kan ikke byde vores børn og unge mennesker at leve på denne måde mere. Nu bør det slutte. Tænk at være ung i en tid, hvor mennesker, i stedet for først og fremmest at være hinandens næste, bliver hinandens trussel. Hvor man er en smitterisiko frem for en potentiel ny ven. Vi er blevet de tavse skræmte frem for de larmende nysgerrige.

Tiden er kommet, hvor politikerne må tage ansvaret for at anspore til de svære, men nødvendige spørgsmål: Hvordan kan vi leve så fuldt som muligt, samtidig med at vi lever med corona? Hvilken pris er vi villige til at betale? Hvad vil vi ikke længere gå på kompromis med?

Indtil nu har al politisk debat fokuseret på den målbare pris for corona, nemlig dødsfald og indlæggelser. Men som den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, Else Smith, har kommenteret ved flere lejligheder, så er de afledte konsekvenser af nedlukningen af samfundet potentielt langt mere alvorlige. Der er nemlig også en pris for alt det, vi ikke kan tælle: børn og unges trivsel, åndløsheden i det manglende kulturliv, de mange selvstændige, der må dreje nøglen om, de kræftsyge, hvis diagnoser opdages for sent, de alt, alt for mange, som i forvejen måske var lidt ensomme, men nu er totalt isolerede, den manglende kreativitet på vores arbejdspladser som konsekvens af, at vi aldrig mødes fysisk. Og så videre.

Jeg byder gerne ind med et helt konkret forslag: vores børn og unge – resten af folkeskoleeleverne, dem på ungdomsuddannelserne og på alle videregående uddannelser – skal have at vide allerede nu, at når klokken slår mandag 1. marts, skal de tilbage på skolebænken.

Ugerne op til kan myndighederne bruge på at forberede et set-up, som gør, at børnene og de unge lyntestes, når de møder i skole om morgenen. Optimalt set hver dag, men realistisk måske sjældnere. Det har at gøre med testkapacitet, som jeg ikke skal gøre mig klog på.

Men ved at teste børnene og de unge jævnligt, inden de slippes ind i skolerne og på uddannelsesinstitutionerne, slår vi to fluer med ét smæk: Vi holder de syge hjemme og kan samtidig slække på de rigide afstandskrav på skolerne og uddannelserne.

Det samme kan vi gøre ved kulturlivet, som snart ikke kan holdes i live længere ved hjælp af kunstigt åndedræt. Man kunne opstille testfaciliteter foran teatrene, museerne, bibliotekerne og så videre. Også de erhvervsdrivende kunne fungere med en tilsvarende løsning.

Jeg er helt med på, at en sådan strategi – eller en anden form for genåbning af samfundet – medfører en øget smitterisiko. Men i lyset af, at vi med al sandsynlighed alligevel skal leve med corona i lang tid fremover, er det prisen værd. Lige nu kvæler vi letheden, livet, lyset og håbet i vores unge menneskers hjerter. Det kan vi ikke være bekendt.