Her er de tre faste fælder ved EU-afstemninger – ja-siden er allerede faldet i de to første

Nogle af de værste mareridt er dem, hvor man havner i den samme fælde igen og igen – også selv om man godt ved, hvor fælden ligger. Det er netop det skrækindjagende: bevidstheden om, at man lige om lidt er på vej i fælden. Igen.

For ja-partierne begynder folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet at ligne sådan et mareridt. Med en timing, som man knap skulle tro mulig, har regeringen og de øvrige ja-partier ladet sig lokke lige ned i de faste fælder, som bliver lagt ud, når der skal stemmes om EU-forbehold.

Nøjagtig som ved tidligere EU-valg er regeringen derfor endt i defensiven, inden kampagnen overhovedet er kommet i gang.

Først måtte den ændre ordlyden på stemmesedlen, og senest har regeringen garanteret endnu en folkeafstemning, hvis det militære samarbejde i EU en dag skulle blive overstatsligt.

Begge dele er taget lige ud af den drejebog, vi kender fra euroafstemningen i 2000 og fra afstemningen om retsforbeholdet i 2015. Og begge dele har medvirket til at bringe regeringen i defensiven med godt fem uger til afstemningen.

De tre faste fælder

Fra de to afstemninger i 2000 og 2015 ved vi, at nej-siden – ud over de mere substantielle argumenter – lægger nogle fælder ud, som de bruger til at rokke ved ja-partiernes troværdighed.

Allerede nu har nej-siden haft ret stort held med at lokke ja-siden i de to første fælder, og hvis erfaringen fra tidligere folkeafstemninger er en ledetråd, så kan ja-siden meget nemt falde i den tredje fælde, når der bliver skruet op for retorikken i valgkampens slutfase. Lad os se nærmere på de tre fælder.

Fælde 1: Ja-siden forsøger at fuppe befolkningen

Debatten om snyd bygger på ja-sidens afgørende problem, som har været det samme ved alle tre afstemninger om danske forbehold: indtil for nylig har de typisk argumenteret for, at der ikke var behov for nogen folkeafstemning. Nu siger de pludselig det modsatte. Det skaber et grundlæggende troværdighedsproblem, som nej-siden er meget dygtig til at udnytte.

Men beskyldningen om snyd og skjulte dagsordener trækker også tråde helt tilbage til den første afstemning 1972, hvor medlemskabet af det daværende EF blev solgt på, at medlemskabet handlede om at sælge danske landbrugsvarer i Europa. Det var sandt nok, men både virkeligheden og samarbejdet har udviklet sig voldsomt siden. For nogle er det et bevis på, at ja-siden konsekvent underdriver betydningen af det europæiske samarbejde.

Da danskerne i 1986 skulle stemme om deltagelse i det indre marked, leverede daværende statsminister Poul Schlüter en ikonisk bemærkning i valgkampens slutspurt: ”Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag,” sagde han.

 

 

Den bemærkning blev selvsagt en central del af nej-kampagnen, da danskerne blot seks år senere rent faktisk skulle stemme om at forvandle EF til EU – altså til en union.

Schlüter selv mente efterfølgende, hans bemærkning havde været præcis, fordi EU er en union af nationalstater – ikke en føderal union.

Men fornemmelsen af, at ja-siden snyder på vægten ligger dybt i den danske befolkning. Og blev yderligere forstærket, da nej-resultatet i 1992 førte til en ny afstemning om deltagelse med fire forbehold allerede året efter.

Allerede dengang beskyldte nej-siden forbeholdene for i sig selv at være snyd, fordi de ikke ville bestå i det lange løb. 

Og hver gang, et forbehold er sat til afstemning, er beskyldningen om urent trav den første reaktion fra modstanderne. Således også denne gang, hvor regeringen blev beskyldt for at udnytte krigen i Ukraine til at afskaffet det danske forsvarsforbehold.

Stemmesedlen er forkert

På den måde kan det godt overraske, at regeringen faldt direkte i fælden ved at udforme spørgsmålet på stemmesedlen på en måde, der åbenlyst ville føre til beskyldninger om snyd og skjulte dagsordener. Ved at udelade ordene ”EU” og ”forbehold” forærede regeringen nej-siden en enorm gave, som straks blev udnyttet.

I øvrigt nøjagtig som i 2015, hvor nej-siden også beskyldte den daværende regering for at snyde på vægten. 

Regeringen har trukket i land og ændret formuleringen på stemmesedlen, men skaden er sket: den faldt lige ned i nej-sidens første fælde.

Fælde 2: Ja-siden skjuler at de i virkeligheden vil flytte al magt til EU

Den anden fælde ligger i direkte forlængelse af den første. Den handler om, at et ja vil føre til langt mere suverænitetsafgivelse, end ja-siden fortæller befolkningen.

På den måde spiller nej-siden på en meget banal psykologi, hvor et nej bliver betragtet som fortsættelse af samfundet, som vi kender det, mens et ja potentielt kan ødelægge det Danmark, vi kender.

Også her spiller Schlüters one-liner fra 1986 en stor rolle. Unionen var jo på ingen måde stendød.

Ved folkeafstemninger om de danske forbehold advarer nej-siden derfor altid mod det, som vil ske på lidt længere sigt, hvis danskerne stemmer ja.

Euroen ville dræbe velfærden

Det bedste eksempel er afstemningen om euroen i 2000, hvor nej-siden med nu afdøde Jens-Peter Bonde i spidsen advarede om, at et danske velfærdssamfund umuligt kunne overleve inden for euroen.

”Kontanthjælp, folkepension, uddannelsesstøtte og efterløn vil ikke kunne overleve på det nuværende niveau i en møntunion uden indre grænser,” skrev han et halvt år før afstemningen.

Og påstanden om, at især folkepensionen var i fare, udløste panik på ja-siden – og så gik regeringen i fælden.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen planlagde at skrive de til de dengang 14 øvrige EU-lande og bede dem garantere, at den danske folkepension ikke ville blive forringet af EU. Men de øvrige EU-lande kunne selvsagt ikke sige eller mene noget om de danske velfærdsniveauer, så den plan faldt til jorden.

I stedet udstedte ja-partierne en garanti for, at folkepensionens grundbeløb ikke ville blive berørt de følgende 10 år.

De var gået lige i fælden. For med garantien havde ja-siden efterladt vælgerne med det indtryk, at der rent faktisk var grund til bekymring – ellers havde de jo ikke behøvet udstede nogen garanti.

Ja-siden byggede selv fælden

Ved afstemningen om retsforbeholdet nøjedes ja-siden ikke med at gå i fælden; de byggede den selv! Hele afstemningen var udformet som én stor garanti mod alt det, der ikke skulle ske.

Som bekendt blev danskerne nemlig ikke bedt om at afskaffe retsforbeholdet i 2015. De blev i stedet bedt om at skifte det ud med en såkaldt tilvalgsordning, hvor et flertal i Folketinget så efterfølgende kunne melde Danmark ind i udvalgte dele af det retlige samarbejde. Et stort flertal af ja-partier lovede højtideligt, at de ikke ville melde Danmark ind i samarbejdet om fælles asylregler – og undervejs blev der også udstedt løfter om nye folkeafstemninger, hvis det alligevel skulle blive aktuelt.

For vælgerne stod det klart, at EU-samarbejdet på dette område måtte være ekstremt kontroversielt, når ja-siden konstruerede så komplicerede ordninger for at holde Danmark ude.

Kofod i fælden 

I den aktuelle debat om forsvarsforbeholdet er der hurtigt opstået en debat om, hvorvidt Danmark en dag risikerer at blive stemt ned og dermed potentielt tvunget med i en krig mod Folketingets eller regeringens vilje.

Det er der ingen seriøse eksperter, der mener. Danmark kan heller ikke tvinges til at gå med i en krig af hverken Nato eller FN.

Men debatten kørte kun i få dage, inden regeringen gik i fælden.

Først lovede udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at der ville komme en ny folkeafstemning, hvis EU’s forsvarssamarbejde skulle gå fra at være mellemstatsligt til at være overstatsligt. Og efter nogle dage satte han i den forløbne uge trumf på og lovede at skrive denne garanti ind i loven om afstemningen om forsvarsforbeholdet.

Regeringen håber selvfølgelig, at den slags garantier kan lukke debatten om den overstatslige EU-hær, som ingen danske partier ønsker. Men realiteten er, at den blot er gået i fælden. For DF’s Morten Messerschmidt – der havde krævet garantien – fejede den selvfølgelig straks af bordet som ubetydelig.

”Det her ændrer ikke på, at et EU-begejstret flertal i Folketinget stadig vil kunne tilslutte sig de drømme, som både Frankrig, Tyskland og andre lande gør sig om et fælles forsvar,” sagde han.  

Fælde 3: Ja-siden fører skræmmekampagne

Den sidste fælde dukker som regel op hen imod slutningen af valgkampen. Det er den fælde, der hedder skræmmekampagnen.

Når ja-partierne forsøger at fortælle om konsekvenserne af et nej, bliver de konsekvent beskyldt for at føre skræmmekampagne, og det er som regel også rigtigt.

I debatten om euroen blev der fremlagt meget dystre prognoser for dansk økonomi, hvis landet ikke gik med i euroen. Men dansk økonomi har som bekendt udviklet sig til en af de stærkeste i Europa. 

I debatten om retsforbeholdet advarede ja-partierne om pædofile bander, der ville få frit spil og om, at Danmark kunne blive et slaraffenland for organiseret kriminalitet, hvis forbeholdet blev stående.

Intet tyder på, at det er gået så galt, selv om det rent faktisk udløser en del problemer, at dansk politi ikke kan anvende fælles EU-databaser på lige fod med de øvrige EU-lande.

Problemet er overdrivelsen.

Putin anbefaler et nej

I den aktuelle valgkamp ligger det lige for at advare om, at det vil hjælpe Putin i krigen mod Ukraine, hvis Danmark stemmer nej. Det kan man sagtens argumentere for, eftersom Rusland målrettet går efter at skabe mest mulig splittelse blandt vestlige lande. Det har Forsvarets Efterretningstjeneste slået fast i adskillige trusselsvurderinger.

Men det er også et synspunkt, der nemt kan karikeres og udstilles som desperat, fordi det åbenlyst ikke er en dansk folkeafstemning, der afgør krigen i Ukraine.

Foreløbig er regeringen og ja-partierne ikke for alvor faldet i den tredje fælde.

Frederiksen gik uden om fælden

Tværtimod gik statsminister Mette Frederiksen meget bevidst uden om, da en journalist forsøgte at lokke hende i fælden under pressemødet om en ny dansk energiplan. Her afviste hun, at Danmark blive udelukket fra at deltage i europæisk samarbejde, hvis danskerne stemmer nej.

”Vi kan gøre rigtig meget, selv om vi har forbeholdet,” sagde hun og pegede på, at Danmark fortsat kan udsende soldater i mange sammenhænge, dog bare ikke i EU-regi.

”Men politik er også nogle gange at smide en hånd ind på kogepladen og markere hvor man synes, man hører til. Og jeg synes, Danmark hører til ved siden af vores allierede,” sagde statsministeren.

Hvis ja-siden holder fast i den linje, kan den muligvis undgå at falde i den tredje af folkeafstemningens faste fælder. Men det mere sandsynlige er, at dele af ja-kampagnen ender med at falde i denne fælde, lige som de allerede er faldet i de to første.

Ingen kan vide, hvad det betyder for udfaldet. Men vi ved, at afstemningener i 2000 og 2015 begge endte med et nej, selv om ja-siden lagde ud med solide føringer i målingerne, indtil den begyndte at gå i valgkampens fælder.

Sådan er det også med mareridt: Nogle gange kan man ikke huske, præcis hvad det gik ud på. Man husker kun, at det var uhyggeligt. 

jn@altinget.dk