Danskernes historiske ja til fælles forsvar vil blive brugt som et symbol på sammenhold i Europa

BRUXELLES: For præcis 30 år siden sad Claude-France Arnould i det franske udenrigsministerium på Quai d’Orsay ved Seinen og stirrede i chok på sine kolleger, fordi vælgerne i et lille land mod nord lige havde standset Maastrichttraktaten.

”Jeg husker meget klart det danske nej i 1992. Det var første gang, at en traktat blev nedstemt. Det var et jordskælv,” siger den erfarne franske funktionær, der siden blev topdiplomat og i årene 2011-2015 direktør for Det Europæiske Forsvarsagentur.

Derfor kan hun også tydeligt huske, hvordan hun altid skulle sidde og tælle Danmark fra i kredsen af medlemslande, fordi vi danskere som de eneste ikke var med i agenturet.

Det er en situation, der snart vil ændre sig, nu da et meget markant flertal på 66,9 procent af de danske vælgere har stemt for at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Folkeafstemningens resultat betyder ikke alene, at regeringen og Folketingets flertal nu kan melde Danmark til militære missioner i for eksempel Afrika, hvis de vil. Det betyder også, at danske diplomater og politikere får ny indflydelse og mere arbejde inden for EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Og det betyder, at Danmark nu kan være med i det samarbejde om fælles udvikling og indkøb af forsvarsmateriel inden for EU, som har taget fart i den seneste tid.

Men først og fremmest vil det danske ja blive set som et overordnet politisk signal om, at det lille skeptiske medlemsland mod nord er kommet videre her tre årtier efter Maastricht. Og et bevis på, at danskerne ikke vil følge briterne mod exit.

Et symbolsk signal om europæisk sammenhold

”Danskernes valg er en stærk besked til omverdenen – og især til den russiske regering – om, at hele Europa viser solidaritet og står sammen nu. Det er endnu et signal om en ny udvikling,” siger Claude-France Arnould, der i dag er tilknyttet Det Franske Institut for Internationale Forhold (IFRI) som ekspert i europæisk sikkerhedspolitik.

Ganske som andre eksperter, og i lighed med funktionærer i EU-institutionerne og diplomater fra andre medlemslande, siger Arnould, at man ikke skal overdrive betydningen af den konkrete danske deltagelse.

Naturligvis ville Den Europæiske Union ikke være faldet sammen i chok og skuffelse, hvis Danmark havde stemt nej. I det omfang, det var blevet registreret, ville det nok have været med et lidt opgivende skuldertræk. Der er større ting at bekymre sig om.

Men den franske ekspert rammer også en nerve, når hun på den anden side peger på symbolikken i det danske ja. For det har en betydning for for eksempelvis Frankrigs præsident, at danskerne netop på dette tidspunkt af Europas historie bryder med et af de forbehold, der blev skabt dengang for 30 år siden.

Danmark ses som del af en større tendens

Emmanuel Macron vil betragte Danmarks afskaffelse af forsvarsforbeholdet som del af en skelsættende udvikling, hvor europæerne rykker sammen efter chokkene fra Brexit, Trump, pandemien og Vladimir Putins krig mod Ukraine.

”Samtidig ser ingen det danske ja til EU’s forsvar som et nej til Nato. Det er meget vigtigt. Og når det kommer parallelt med, at jeres to nabolande Sverige og Finland er på vej ind i Nato, så indeholder det en tydelig symbolik,” siger Claude-France Arnould.

Lige som andre eksperter taler hun om, hvordan den danske beslutning både styrker EU og ”den europæiske søjle” i forsvarsalliancen Nato, fordi flere europæiske lande nu bliver medlemslande i begge organisationer.

Den analyse er gennemgående, også hos den danske statsminister. Det kunne man høre allerede, da Mette Frederiksen (S) efter et EU-topmøde i Bruxelles tirsdag talte om sin beslutning om at udskrive folkeafstemning.

”Jeg tror, de andre ser det som del af den samme bevægelse: at hvert land træffer nogle beslutninger i den her tid, også i forhold til våbenhjælp til Ukraine og forøgelse af forsvarsbudgetterne,” sagde hun.

Dansk ja betyder mere, end et nej ville have gjort

Taler man med folk i EU-institutionerne, står det også klart, at det danske ja betragtes som langt mere betydningsfuldt politisk, end et dansk nej ville have været. Systemet var nemlig blevet lige så vant til det danske forsvarsforbehold, som vi andre var.

Derfor ville et folkeligt nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet nok være blevet opfattet som mere betydningsfuldt i København end i Bruxelles. Til gengæld vil det give en vis genlyd i EU’s korridorer, at de unionsskeptiske vikinger nu lige pludselig siger ja. Og så endda et meget stort ja.

På vej op ad trappen til Christiansborg onsdag aften sagde statsministeren, at sms'erne ”tikker ind” fra andre europæiske ledere, ”som er glade på vores allesammens vegne.”

EU-Kommissionens ledende næstformand, Margrethe Vestager, skrev på Twitter, at hun var glad for ”et fast dansk ja til deltagelse i samarbejdet om forsvar og sikkerhed. Fordi vi er stærkere sammen, både i Nato og i EU.”

Også kommissionsformand Ursula von der Leyen reagerede onsdag aften: ”Jeg byder det danske folks stærke budskab om forpligtelse til vores fælles sikkerhed velkommen. Danmarks ekspertise på forsvarsområdet er meget værdsat. Jeg er overbevist om, at både Danmark og EU vil nyde godt af denne beslutning,” skrev hun på Twitter.

Selv om den danske folkeafstemning næppe har fyldt noget på lystavlen for langt de fleste europæere uden for landets grænser, så har resultatet været ventet med spænding hos EU-Kommissionen.

”Von der Leyen og andre ledende figurer ser det her danske ja som en slags vendepunkt. Et tegn på, at EU har været gennem et eksistentielt øjeblik med coronakrisen, og at det har flyttet noget ved Danmarks og Nordens opfattelse af samarbejdet,” siger en kilde i EU-Kommissionen:

”Det handler jo ikke om, at Danmark ikke har været sikkerhedspolitisk solidarisk før, for det har man jo været i Nato. Derimod handler det om tilliden til, hvad EU kan.”

Skal danske soldater sendes til Afrika?

Netop dette spørgsmål om, hvad det så egentlig er, som EU kan på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område, bliver nu den nye diskussion i forhold til Danmarks placering i unionen.

Flertallet af de danske vælgere har givet grønt lys til, at regeringen og Folketinget kan tage en række beslutninger i den kommende tid om, hvad Danmark ønsker at deltage i.

Mest synligt er umiddelbart spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil levere soldater til for eksempel EU’s fire træningsmissioner i afrikanske lande, eller om vi ønsker at deltage i de europæiske flådeoperationer i Middelhavet og Adenbugten. Der er også den internationale fredsstyrke i Bosnien-Hercegovina, som Danmark måtte trække sig ud af, da EU overtog den fra Nato i 2004. 

Resultatet betyder, at Danmark nu får indflydelse på, hvordan disse missioner og operationer skal udvikle sig. Missionen i Mali har for eksempel problemer, og derfor diskuteres det i denne tid, hvorvidt denne og andre missioner i Afrika skal foregå på en anden måde.

Danske ministre og diplomater vil også få indflydelse på, hvorvidt der på et tidspunkt skal en EU-træningsmission til Ukraine – og på hvordan en kommende hurtig udrykningsstyrke med op til 5.000 soldater skal opbygges og anvendes i de kommende år.

Under alle omstændigheder vil der opstå nye og større opgaver for det danske diplomati i Bruxelles, som formentlig vil kræve mere personel og ressourcer.

Udsigt til fælles indkøb af forsvarsmateriel

Endnu mere langsigtet bliver betydningen af, at Danmark nu vil kunne slutte sig til alle de 26 andre medlemslande i Det Europæiske Forsvarsagentur, samt deltage i fælles militære udviklingsprojekter via det såkaldte permanente strukturerede samarbejde (PESCO).

Danmark vil også på en helt anden måde få direkte indflydelse på de nye planer om fælles indkøb af forsvarsmateriel, som Mette Frederiksen (S) og de andre europæiske ledere diskuterede på det ekstraordinære topmøde, der fandt sted tidligere denne uge.

Som statsministeren gjorde opmærksom på, så har Danmark jo allerede taget beslutning om en væsentlig forøgelse af det danske forsvarsbudget i de kommende år på grund af truslen fra Rusland.

Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet betyder, at anvendelsen af dette forsvarsbudget til indkøb af våben og andet materiel i langt højere grad kan ske i samarbejde med resten af EU-landene.

Det vil ikke gøre det danske forsvar dyrere, men tværtimod formentlig spare staten penge, fordi det er billigere at købe ind sammen med resten af Europa.

thomas.lauritzen@altinget.dk