Marxismens genkomst er et krisetegn

Marxismen er vendt tilbage. Sådan lyder det i hvert fald i Berlingske.

Den umiddelbare anledning er en bog af den selverklærede kommunist Søren Mau, hvor han præsenterer en analyse af kapitalens magt som en art for "stum tvang," som også er titlen på bogen.

Nu kan man indvende, at Marx’ genkomst er en ret hyppig foreteelse. Man skal ikke bladre længe i Informations bagkatalog for at se, at just denne Lazarus har svært ved at forblive i sin grav – uanset hvor mange segl der er sat for den.

Eller lad mig prøve et andet billede. Siden finanskrisen i 2008 har Marx været som et besværligt barn. Hver gang de voksne har puttet ham, er han fem minutter rendt af sengen og forstyrret dem i aftenskumringen og bedt om snart den ene og snart den næste tår vand.

I kender det godt. De voksne ser nu hinanden i øjnene med stadig større ærgrelse. Det er jo ikke, fordi de frygter at løbe tør for vand. Men de ved af bitter erfaring, hvad natten nu vil byde på.

Hvis vi kaster blikket på den marxistiske genopstandelses sekundviser, opdager vi, at Marx allerede genopstod i 2009.

Da kunne boghandlere melde om 300 procents øget salg af marxistisk litteratur. Dengang, midt i finanskrisen, rakte Marx’ relevans også ind i centrumvenstre.

Ceveas daværende direktør, Jens Jonathan Steen, var i hvert fald blandt dem, der mente, at den fornyede interesse for Marx udgjorde "et brud med den nyliberalistiske konsensus" og "et tiltrængt vitamintilskud til den økonomiske og politiske debat".

Dette peger i øvrigt frem mod Socialdemokratiets nyorientering og genopfindelse af klassekampen. Det er ikke kun marxisterne, der kan.

Få år senere kunne samme sekundviser berette om oprettelsen af en marxistisk studiekreds på idéhistorie i Aarhus. Endnu var der tilsyneladende tale om at bjærge noget, der var ved at gå i glemmebogen.

En af studiekredsens arrangører udtalte til Information, at "meget af tankegodset fra Marx er ved at gå tabt, fordi det ikke bliver læst længere, så det var en del af motivationen for at sætte os ind i det".

Men genkomsten handlede ikke alene om en antikvarisk interesse i Marx. I samme artikel citeredes lektor Mikkel Bolt for at sige:

"Fraværet af kritiske intellektuelle herhjemme er slående, og det har været et stort problem i forhold til de sidste 20 til 30 års neoliberalistiske offensiv. Den neoliberale kapitalisme har kunnet fremstå uimodsagt, fordi den har kunnet præsentere sig selv som naturlig, som om der ikke var andre alternativer".

Strengt taget er det ikke korrekt. Marxismen havde selv, da den angiveligt forsvandt, et efterliv.

Den uhyre mængde af "kritiske diskursanalyser", der prægede – og i transformerede former præger humanistisk videnskab – var udtryk for en position, der nok gjorde op med den dogmatiske marxismes interesse for historisk materialisme, men som afgjort ikke forligede intellektuelle med neoliberalismen. De forskansede sig blot i symbolanalysen.

Uden at hævde en særlig indsigt marxismens indre liv slår det mig, at det var tre elementer af Marx, der forsvandt. For det første marxisme som en artikuleret, ideologisk og politisk – modsat blot kritisk – position. For det andet marxisme som en position, der bevidst omfavnede revolution som strategi til forandring af samfundet. Og for det tredje marxismen som en position, der først og sidst havde noget at sige om samfundets materielle basis, altså økonomi.

Når Marx nu igen vender tilbage, selvom han måske aldrig rigtig forsvandt, har det først og fremmest at gøre med, at punkt tre igen fremstår relevant. Problemet er, at det tilsyneladende trækker de andre træk med sig.

Marxismens materialisme er ikke nødvendigvis sand. Heller ikke nødvendigvis indsigtsfuld, men relevant.

Der er eksempelvis næppe mange seriøse økonomer, der vil hævde, at finanskrisen dementerede værdien af kapitalisme som sådan. Men en sådan indvending rammer ved siden af. Det handler om, hvad krisen afslørede, det vil sige, hvad den gjorde synligt.

Digteren Helge Rode, der bestemt ikke var marxist, skrev i 1924 om den liberale fremskridtstros sammenbrud efter Første Verdenskrig:

"Med sin Tro paa Udviklingen befandt Menneskeheden sig som i et Jernbanetog, der kørte frem gennem skønne Egne mod et fjernt og endnu skønnere Maal (...) Men dette Jernbanetog gik en skønne dag af Skinnerne og styrtede i Afgrunden".

Så lå mennesket altså pludselig dér med sine knuste drømme i havariets forvredne jern. I en vis forstand gør vi også det nu.

Mekanikken bliver i hvert fald netop synlig som mekanik og konstruktion i det øjeblik, den ikke længere virker. Et jordnært eksempel:

Jeg har kun én gang tænkt på min bil som andet end en forlængelse af min egen evne til bevægelse, og det var, da motoren pludselig satte ud midt på E45, hvorefter jeg måtte fragtes hjem med kranbil.

Jeg har så megen indsigt i mine ringe evner, at jeg ikke forsøgte at ordne motoren selv, men det ændrer ikke ved, at motoren i sammenbruddets og synliggørelsens øjeblik blev transformeret til et objekt for min aktive indgriben. Sådan er det nu med markedet.

Den moderne liberalismes legitimitet er kun i ringe grad understøttet af fælles fortællinger, der samler, mobiliserer og orienterer.

Systemets fremdrift sikres af dets fremdrift, dets fremtidshåb ligger i forlængelse af dets allerede konstaterede evne til at skabe fremtid netop nu.

Liberalismen tilbyder én fremtid, den selvfølgelige, der selvfølgelig også er bedre end nutiden. Når den fortællings selvfølgelighed undermineres, åbner behovet sig for en anden fortælling. Sådan en har marxismen. Det er profet i stedet for profit.

"Sådan er det bare", som vi sagde engang. Selvom vi i vores stille sind aner, hvordan det hele må ende. Afbrudt søvn og våde lagner.