Hvor flittige hænder sanke af arbejdets gyldne frugt

Da Mette Frederiksen forleden præsenterede regeringens reformudspil Danmark kan mere 1, blev det ledsaget af en lille kommentar, der har skabt næsten lige så meget debat som udspillet selv. På pressemødet sagde hun: "Vi skal aflive en lidt sejlivet myte, der er ved at opstå. Nemlig, at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet."

Udtalelsen faldt mange for brystet, i hvert fald at dømme efter reaktionerne på det sociale medie Twitter. Men også de politiske reaktioner har været stærke.

En af de mest interessante kom fra Socialistisk Folkepartis erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, der til lejligheden serverede en retorisk gryderet, der vist havde kogt lige vel længe. Hun kaldte Mette Frederiksens ord en "nærmest protestantisk pisk-sig-selv-på-rygtilgang."

Begrebet, der undflyr hendes tunge, er givetvis flagellantisme, og den var langt fra "nærmest protestantisk", men derimod en katolsk bodspraksis, der blomstrede i højmiddelalderen.

Vi begår alle fejl, tilbage står imidlertid en undren over, hvorfor "nærmest protestantisk" egentlig kan være et skældsord i et protestantisk land.

Jeg nævner det ikke for at polemisere, men fordi Lisbeth Bech-Nielsen med sin lidt klodsede undsigelse af det, man også traditionelt har kaldt "protestantisk arbejdsmoral" kan tjene som en modpol til Mette Frederiksen.

For sidstnævnte sagde videre: "Man skal gå på arbejde i Danmark. Vi er ikke et samfund, vi er ikke et fællesskab, vi er ikke et kollektiv, hvor nogle kan forbeholde sig retten til at lade være med at bidrage, fordi de hellere vil noget andet." Her bliver arbejde altså en pligt.

Vel at mærke en pligt, den enkelte har overfor samfundet, velfærdsstaten. Helt protestantisk er det ikke. For det ligger jo i den, at arbejdet faktisk har en værdi i sig selv, fordi det netop er et offer. "Hvor flittige hænder sanke af arbejdets gyldne frugt", som denne nærmest protestantiske skribent plejer at nynne, hver eneste gang, jeg driver mig selv til blot den mindste indsats.

Lisbeth Bech-Nielsen derimod opfatter pligt som flagellanteri. Derfor skal arbejde netop være lyst. Også her har arbejdet en værdi i sig selv, men så skal det også være et fedt job.

I virkeligheden er der tale om et klassesammenstød, hvor Socialistisk Folkeparti sammen med Enhedslisten og – i denne sag kun til dels – Radikale Venstre repræsenterer en forestilling om arbejdet, der knytter sig til den kreative klasse. Et begreb, jeg mener, at man kan bruge uden polemiske overtoner.

Jeg tilhører, hvis jeg skal være ganske ærlig – hvad jeg dog sjældent er – selv den kreative klasse.

Her skal arbejdet helst være lystbetonet, eller måske mere præcist meningsfuldt. Man forbinder en høj grad af betydning med det. Det er ikke kun det, at man får status i forbindelse med arbejdet, det er snarere, at arbejdet udgør en central del af ens personlige identitet.

Det handler ikke nødvendigvis om det konkrete job. For dem skifter man i mellem. Det er forestillingen om, at man kan og gør noget, fordi de man noget. Man har noget særligt at byde ind med. Og så er det jo rart at få muligheden for at tilbyde.

Derfor bliver arbejdet også en måde at være til på.

Arbejdet faciliterer identitet ved at sætte en i en situation, hvor man bringes i spil. For nogen betyder det karriere, for andre snarere en idelig galoperen rundt i manegen som en overstolt cirkushest med pailletter og strudsefjer. Det er i begge tilfælde vanskeligt at skelne mellem liv og arbejde, ja man kan endda sige, at vi lever for at arbejde.

Hvis dette er ens liv, så er det svært at forstå talen om, at arbejde ikke behøver at være lystbetonet, men derimod forbundet med et "du skal". Det er meningsløst.

Men hvis vi skal være helt ærlige, er dette ikke virkeligheden for en meget stor del af befolkningen. Her er arbejdet et offer. Ikke fordi arbejdet har værdi i sig selv. Vi er altså ikke i den protestantiske arbejdsmoral.

Nej, det er en transaktion. Man ofrer sin tid og sin arbejdskraft og udsætter sine umiddelbare behov for at veksle tid og arbejdskraft til sikkerhed og frihed for sig og sine – og måske for fædreland og velfærdsstat, hvis man er socialdemokrat.

Nu befinder vi os ikke i 1800-tallet, så der er ingen grund til at være for martialsk i beskrivelsen af denne tilværelseskamp. Det handler ikke om overlevelse, men om at leve. Dette liv foregår imidlertid ikke på arbejdet, men i den tid, der ligger uden for arbejdet.

Man omsætter arbejdstiden i forbrugsgoder, oplevelser og alt det, som man nu kan lide. Det er folk, som hvis man spørger dem, hvad de laver, stikker en et skævt smil og svarer "så lidt som muligt". Dette må man i øvrigt ikke tage som en korrekt beskrivelse af deres arbejdsindsats, men som en subtil markering af, at de henter mening andre steder fra.

Industrisamfundets skarpe opdeling mellem arbejde og fritid er mange menneskers virkelighed.

Det er også tankevækkende, i hvor høj grad indretningen af fritiden har været i centrum af det 20. århundredes kulturelle debatter.

Allerede fra mellemkrigstiden var der dyb bekymring over, hvad massemennesket ville finde på, hvis ikke det brugte sin nyvundne fritid opbyggeligt. Socialdemokratiets klassiske alliance med kulturradikalismen var et barn af denne bekymring.

Og fordi de to ting blev vævet så umærkeligt sammen i den tidlige velfærdsstat, er denne også et barn af bekymringen. Man kunne ikke løses arbejdets problem, kun mildne dets byrde, så det netop blev et spørgsmål om at arbejde for at leve frem for at arbejde for at overleve. Derimod kunne fritiden organiseres med friheden som mål.

Så det forsøgte man. Vistnok uden held, for individualiseringen drev dannelsesprojekterne tilbage i deres institutionelle reservater. I dag er kulturinstitutioner oplevelsesøkonomiske forlystelsesparker.

Set i fugleperspektiv er det nye ikke, at Socialdemokratiet taler om arbejde som pligt, men at vi – eller mange af os – mener, at arbejdet i sig selv er vejen til frihed, nu hvor vi ikke rigtig har andet i vores fritid end Netflix og træning.