Løkke lægger op til samlet reform af ungdomsuddannelserne

Lars Løkke Rasmussen (V) på Folketingets talerstol 19. januar 2016.

REFORM: Statsministeren annoncerede tirsdag fra folketingets talerstol regeringens planer om at lave en større reform af alle ungdomsuddannelserne ”under et”.

Som en indledning på spørgetimen med statsministeren tirsdag, fremhævede Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens planer om at lave en samlet reform af ungdomsuddannelserne.

Udmeldingen kommer efter et indledende møde mellem statsministeren og undervisningsministeren og en ”gruppe indsigtsfulde folk”.

”Vi må erkende, at det ikke er nok at kigge på dem en for en, og at der er behov for at kigge på dem alle under et,” lød det fra statsministeren.

Behovet for en reform bunder ifølge statsministeren i tre udfordringer: At unge ikke får den rigtige uddannelse første gang, problemet med frafald i løbet af uddannelsen, og at ”en del går på produktionsskole eller lignende tilbud, hvor det kniber med udbyttet, og det slider på motivationen.”

Første skridt på vejen imod en reform sker senere på ugen, hvor regeringen nedsætter en ekspertgruppe til at kigge på: ”Hvordan flere unge efter folkeskolen, får den ungdomsuddannelse, som passer til dem.”

Spørgetimen med statsministeren var den første af sin slags i 2016 og fandt sted tirsdag 19. januar.

 

 

 

 

 

 

 

Forrige artikel Løkke bed ikke på Samuelsens papir-gimmick Løkke bed ikke på Samuelsens papir-gimmick Næste artikel Løhde: Vi er ikke gode nok til at aflaste pårørende Løhde: Vi er ikke gode nok til at aflaste pårørende