'Kandidattest' blev et af årets ord på Google

Det mest stillede spørgsmål på Google i Danmark i 2019 var: "Hvem skal jeg stemme på?". Rasmus Paludan, "Aula", og "Kandidattest" blev nogle af højdespringerne i antallet af Google-søgninger.

Rasmus Paludan er den næstmest trendende søgning på Google i 2019.

Kun Aula, der har erstattet Forældreintra og Elevintra, voksede mere i antal Google-søgninger end ham. Det oplyser Google.

Med på listen er også ordet 'kandidattest', som ikke mindst Altinget har været med til at sætte i spil med populære test ved valgene til såvel Europaparlamentet som til Folketinget. 

På samme måde var det mest googlede spørgsmål i 2019: "Hvad skal jeg stemme på?".

Mens både Paludan og Aula stormede frem i 2019, så blev Rasmus Seebach den mest googlede dansker i det forløbne årti. Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen er på en sjetteplads den politiker, der oftest blev søgt efter på Google i 10'erne.

Googles liste over de ti mest trendende - altså hastigst voksende - søgninger i 2019 er:

  • Aula
  • Rasmus Paludan
  • Anders Holch Povlsen
  • Resultater fra EU-valget
  • Luke Perry
  • Ole Stephensen
  • Fie Laursen
  • Master Fatman
  • Notre Dame
  • Kandidattest

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Rasmus Paludan og Aula var de mest googlede ord - det er ikke tilfældet, men de er årets højdespringere. Altinget beklager fejlen. 

Forrige artikel Regeringen nedsætter kommission for færdselssikkerhed Næste artikel Direktører og formand forlader bryggerigigant