Direktører og formand forlader bryggerigigant

Efter blot få måneder på posten forlader administrerende direktør Karina Harboe direktørposten omgående. Salgs- og marketingsdirektør Kirsten Ægidius og bestyrelsesformand Søren Stampe stopper samtidigt i virksomheden. 

Der skiftes grundigt ud i Harboes Bryggeris ledelse med øjeblikkelig virkning. 

Både administrerende direktør Karina Harboe, salgs- og marketingsdirektør Kirsten Ægidius og bestyrelsesformand Søren Stampe forlader nemlig virksomheden per dags dato. Det skriver virksomheden i en fondsbørsmeddelelse.

"Årsagen hertil er, at det ikke har været muligt at finde enighed om implementeringen af selskabets fremadrettede strategiske retning," skriver virksomheden i meddelelsen. 

Karina Harboe tiltrådte stillingen for ikke mere end et halvt år siden som den sjette generation i bryggeriets ledelse, hvor hun overtog posten fra sin far Bernhard Griese. 

I hendes sted, som administrerende direktør, tiltræder Søren Malling, der er logistikchef og gift med Bernhard Grieses anden datter.

Bernhard Griese selv konstitueres som formand i selskabet. Martin Schade bliver konstitueret driftsdirektør og Mads Ole Karge bliver næstformand. 

"For at sikre kontinuiteten og fastholde momentum i vores aktiviteter og de vigtige strategiske initiativer, vi er i gang med, har bestyrelsen indsat en direktion med to af vores stærke ledere, der kan overtage stafetten med det samme," skriver Harboes Bryggerier i fondsbørsmeddelelsen. 

Forrige artikel 'Kandidattest' blev et af årets ord på Google Næste artikel Midlertidig S-gruppeformand i Esbjerg siger stop efter en uge