Kritikken af S-ledelsen tager til

SOCIALDEMOKRATERNE: Flere og flere socialdemokrater melder sig under fanerne, når det gælder kritikken af S-ledelsen. Især Henrik Sass Larsen står for skud.

Først Ritt Bjerregaard, afgående overborgmester i København. Så en række tidligere S-ministre.

Nu står flere socialdemokratiske borgmestre og fagfolk også frem med kritik af partiledelsen - og især af politisk ordfører Henrik Sass Larsen. Frustrationerne går blandt andet på, at ledelsen ikke formår at markere sig politisk på aktuelle og vigtige sager.

I dagens udgave af Information siger Randers-borgmester Henning Nyhuus Jensen:

"Partitoppen er for sløve, og derfor er det SF, der løber med opmærksomheden. Den, der kommer først til mølle, får først malet."

Sammen med flere borgmesterkollegaer peger han på den verserende sag om overbetalingen til privathospitalerne og Rigsrevisionens omfattende kritik af regeringen. Her har S-ledelsen været for alt for lidt synlig, lyder anklagen:

"Der kunne vi have været mere markante," mener Finn Brunse, borgmester i Assens, mens Henning Nyhuus Jensen påpeger, at historien om Lars Løkkes overbetaling til privathospitalerne har ulmet i mere end et år:

"Alle har vidst, at det ville blive en sag, men alligevel kommer vi aldrig ordentligt ind i debatten. Det burde være en sikker sejr for Socialdemokraterne: Løkke misbruger skatteydernes penge og ødelægger det offentlige sundhedssystem," lyder det fra Henning Nyhuus Jensen, der også peger på, at hverken Henrik Sass Larsen eller Morten Bødskov ier gode nok.

Nummer 39
Henrik Sass Larsen kom for nylig ind på en beskeden 39. plads over de mest citerede politikere. Heller ikke Vejles borgmester, Leif Skov er tilfreds med Thornings højre hånd:

"Henrik Sass er ikke markant nok, og han sælger ikke billetter. En ordfører skal være mere frisk og længere fremme i skoene," siger Leif Skov, som også efterlyser mere glæde og humor fra socialdemokratisk side:

»Man skal gerne have et glimt i øjnene som politisk ordfører. Sass ser ud som om, at alt er en katastrofe. Det hele bliver så surt og forudsigeligt, og det vinder man ikke mange stemmer på,« siger Leif Skov.

Vejles borgmester, Leif Skov , mener, at S-ledelsen kunne lære noget af SF's Villy Søvndal.

"Han formår at fyre en sjov og rammende bemærkning af, selv om han kun har 10 sekunder i et nyhedsindslag. Med Sass kommer vi til at fremstå som det sure og vrantne oppositionsparti," siger han.

Også fagbevægelsen stemmer i
Kritikken støttes også i fagbevægelsen.

Til Berlingske Tidende siger FOA-formand Dennis Kristensen:

"Henrik Sass Larsen har ikke den store gennemslagskraft. Det er ikke Sass, som har gjort oppositionens politik tydeligere."

Johnny Skovengaard, forbundsformand for de 65.000 tømrere og snedkere i Træ-Industri-Byg, er enig. Og de to fagforeningsledere advarer om, at det er helt afgørende, at S nu bliver mere synlige i medierne.

"Fodarbejdet skal jo gøres nu og ikke to måneder før et folketingsvalg. Ellers kan befolkningen få det indtryk, at Socialdemokraterne er faldet i søvn. Vi er nødt til at gøre noget på den her front, for ellers bliver det stadigvæk de borgerlige, som løber med mediernes gunst. Og så bliver det også den borgerlige regering, der fortsætter efter næste valg," siger Johnny Skovengaard.

 

 

 

 

 

Forrige artikel Thorning vil hæve skatten Næste artikel Det bruger Folketinget pengene på