Holstein: Det vil være helt sort med et valg

FINANSLOV: Krisen om finansloven kan i yderste konsekvens ende med regeringens fald og et nyvalg. Det vil ifølge Altingets Erik Holstein "minde om en kollektiv selvmordspagt", hvor alle blå partier bliver tabere. Han tror stadig, at parterne når til enighed.

Striden mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fortsætter og kan ende med valg.

Men partiernes opgør bunder mere i mistillid end reelle politiske uenigheder, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein: 

“Det vil være helt sort, hvis det ender med valg. Efter at DF har opgivet kravet om helt at isolere flygtninge, er der ikke nogen substantielle uenigheder, der gør, at man ikke kan forhandle sig frem til en løsning. Hvis der alligevel udskrives valg, er det, fordi partierne fejllæser hinanden,” siger han.

Gentager gammel fejl
Regeringen er kommet på akut koalitionskurs med sit støtteparti, efter at Kristian Thulesen Dahl (DF) tirsdag meddelte, at han ville færdigforhandle finansloven uden skattereform og udlændingestramninger. 

Det er Liberal Alliance ikke klar til, og det skyldes, at de nærer mistillid til DF, mener Holstein:

"Liberal Alliance har en tendens til at fejllæse Dansk Folkeparti. Sidste år troede de, at de kunne stå fast på topskattekravet ved at give Dansk Folkeparti noget på udlændingeområdet. Det var en fejllæsning, og nu risikerer de at gøre det igen."

"LA tror, at det er et selvstændigt formål for Dansk Folkeparti at sabotere skattereformen. DF vil da sikkert gerne give Samuelsen et hak i tuden, men den slags lyster overskygger jo ikke Thulesens egne politiske prioriteter,” siger han og fortsætter:

“Liberal Alliance frygter, at man aldrig bliver enige med Dansk Folkeparti, så deres skattereform ikke bliver til noget. En skattereform er LA's kronjuvel. De føler, at de har ti fugle på taget, hvis ikke de lander skattelettelserne samtidig med finansloven."

Jura kan stå i vejen
Hvis Liberal Alliance skal have skattereformen på plads sammen med finansloven, vil Dansk Folkeparti kræve, at udlændingestramningerne også færdiggøres, vurderer Erik Holstein. 

Men det er ikke sikkert, at det hele kan komme på plads inden deadline:

"Det tager noget tid at få udlændingelovgivningen på plads. Det er vigtigt for DF, at det holder juridisk. De vil ikke være med til først at give skattelettelser, hvis højesteret eller flygtningenævnet bagefter kommer og aflyser udlændingestramningerne. Det vil de gardere sig mod,” siger han.

Betyder det, at Dansk Folkeparti vil holde fast på at adskille forhandlingerne?

“De holder i hvert fald fast i, at eventuelle indrømmelser på udlændingeområdet ikke skal kunne undermineres af juridiske spidsfindigheder eller internationale konventioner. De skal være usædvanligt effektive, hvis de skal kunne lande det hurtigt. Derfor vil det være lettere, hvis man skiller forhandlingerne ad,” siger han.

Kan Liberal Alliance acceptere at lande finansloven uden skattereformen?

"Det kræver, at Liberal Alliance bliver overbevist om, at Dansk Folkeparti er klar til at lave en skattereform som betaling for deres udlændingestramninger. Men det er der ikke lige nu noget, der tyder på. Det komplicerer det, at Liberal Alliance forestiller sig, at Dansk Folkeparti for alt i verden vil genere dem," 

Derfor er regeringen endt i en situation, hvor et nyvalg ikke længere er et totalt urealistisk scenarie, selvom alle parter ifølge Holstein vil stå som tabere: 

"Der er vel 75 procents sandsynlighed for, at man finder frem til en aftale. Men om det bliver ved at skille finansloven og reformerne ad, eller man venter til det allersidste øjeblik og lander det hele, er svært at sige," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Hvis det mod forventning ender med et valg, vil DF vil tabe en hel stribe mandater, LA kan komme ud for en katastrofe, og Løkke kan være sikker på at tabe statsministerposten. Det vil minde om en kollektiv selvmordspagt, hvis det ender i et valg. Det er helt gak."

Holstein tilføjer:
"Den situation vil Løkke for enhver pris undgå. Han vil formodentlig prøve med en dronningerunde først. Men lad os nu se. Der er gode odds for, det stadig bliver jul i den borgerlige lejr."

Forrige artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med? Næste artikel Efter drama: Regeringen lander finanslovsaftale Efter drama: Regeringen lander finanslovsaftale