EU-præsidentens spegede spil forringer Mette Frederiksens chancer for et topjob

BRUXELLES: Selv om de ikke umiddelbart ligner hinanden, så har EU’s belgiske rådsformand Charles Michel efterhånden flere ting til fælles med Margrethe Vestager, end man skulle tro. Ikke bare det, at de begge er liberale.

Efter sigende drømte Michel også om det job som chef for Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som Vestager søgte sidste år, selv om han ikke officielt var i spil. Danskeren fik ikke jobbet. Belgieren troede, han kunne blive kompromiskandidat, men blev det ikke.

Nu satser han så i stedet på at blive frontfigur for Europas liberale partifamilie, ganske som Vestager uformelt var det i forbindelse med sidste europaparlamentsvalg i 2019. Det kan heller ikke udelukkes, at Michel nærer håb om at overtage danskerens rolle som de liberales ledende næstformand i Kommissionen, når den store chefkabale for EU og omegn skal lægges til sommer.

{{toplink}}

Men der er faktisk endnu en aktivitet af dansk interesse, som Charles Michel uforvarende er kommet til at dele med Margrethe Vestager – og det er at forplumre statsminister Mette Frederiksens (S) chancer for at få tilbudt et europæisk topjob.

Charles Michels melding i weekenden om, at han vil stille op til Europa-Parlamentsvalget i juni, sår ikke alene tvivl om, hvordan han samtidig kan forvalte rollen som EU’s uvildige topmødeleder. Meldingen kortslutter også en i forvejen vanskelig beslutningsproces, der i løbet af sommeren og efteråret skal udpege cheferne for Den Europæiske Union.

Utidig afgang for en upopulær formand

Konsekvenserne står klar på række som dominobrikker. En af brikkerne hedder Viktor Orbán. Det vil skabe et stort politisk pres for at finde en ny rådsformand, der kan tiltræde jobbet i en fart.

Det er ikke en udvikling, der sætter Mette Frederiksens navn mere i spil til en europæisk toppost, end det var i forvejen. Tværtimod. Michels utidige afgang vil nemlig indsnævre EU’s beslutningsvindue så meget, at det kan blive sværere for en siddende regeringsleder som Frederiksen at springe til.

Den situation skyldes et sindrigt sammenfald af omstændigheder, der ganske givet lige nu gør Charles Michel endnu mere upopulær blandt de europæiske stats- og regeringsledere, end han var i forvejen.

Den tidligere belgiske regeringschef blev i 2019 udnævnt som EU’s kun tredje rådsformand i en stadig relativt nyskabt position, hvor han fulgte i fodsporene på landsmanden Herman Van Rompuy (2009-2014) og polakken Donald Tusk (2014-2019).

Siden da har Michel ikke haft det store held med at balancere rollen, der også kaldes EU-præsident, men som mest handler om at være intern mødeleder og international kransekagefigur.

Charles Michel har siddet for bordenden ved en del kiksede topmøder, og hans åbenlyse rivalisering med kommissionsformand Ursula von der Leyen har givet belgieren ry for at være mere optaget af sig selv end af Unionens ve og vel.

”Bortset fra Emmanuel Macron har jeg svært ved at få øje på nogen blandt de europæiske ledere, der bryder sig om ham,” som en diplomat udtrykker det.

Der var rygter om, at Michel søgte nyt job

Flere diplomater og EU-embedsmænd siger til Altinget, at de egentlig ikke var slemt overraskede, da Charles Michel kort efter nytår sprang ud som kandidat til Europa-Parlamentet. Rådsformandens mandat kan ikke forlænges ud over fem år, og Michel ville tydeligvis ikke bare vente på at blive arbejdsløs.

Der er nogle, der forsvarer Charles Michels beslutning som en naturlig og sund demokratisk udvikling. For eksempel Belgiens nuværende regeringsleder, Alexander De Croo:

”Det er jo det, politikere gør: De stiller op til valg. Det er sådan, demokratiet virker. Vi har ofte diskussioner om, hvordan EU’s demokratiske forbindelse kan styrkes. En af måderne at gøre det på er at deltage i valg,” siger De Croo, som netop har overtaget medlemslandenes roterende formandskab.

Bag kulissen i Bruxelles er der dog mange, der ikke lægger skjul på deres skuffelse over Charles Michel.

”Det har været tydeligt i et stykke tid, at han er mest optaget af, hvordan han skal komme videre. Det her handler om Michels egne ambitioner, men det har andre uheldige konsekvenser,” siger en EU-diplomat fra et af de større medlemslande.

Irritationen skyldes ikke, at Charles Michel vil blive synderligt savnet i rollen som rådsformand. Problemet i mange medlemslandes optik er, at hans utidige afgang på én gang forkorter processen og gør magtkabalen mere uoverskuelig.

Kan EU’s topmødeleder føre valgkamp?

Jobbet som rådsformand eller EU-præsident er uafhængigt af Kommissionen, som skal udskiftes kort efter europaparlamentsvalget 9. juni. Derfor skulle Michels efterfølger under normale omstændigheder først tiltræde 1. december, men så længe bliver belgieren ikke siddende.

Som liberal topkandidat i Belgiens EU-valg er der næppe nogen tvivl om, at Charles Michel bliver valgt. Det betyder, at han allersenest må forlade sit job som rådsformand, når det nyvalgte Europa-Parlament mødes første gang 16. juli. Michel siger selv, at han har tænkt sig at blive siddende helt indtil da.

{{toplink}}

Spørgsmålet er dog, om medlemslandenes ledere ønsker at lade ham sidde så længe for bordenden, hvis han bruger sine weekender på at dele valgbrochurer ud i de belgiske gader.

En ting er, at der ikke findes samme nedskrevne etiske regler for rådsformanden, som de regler i EU-Kommissionen, der tvang Margrethe Vestager til tre måneders orlov sidste år. Noget andet er, om situationen er politisk forsvarlig for Michel.

Skulle han blive presset til at fratræde allerede i løbet af foråret, så vil topmødeledelsen i stedet skulle varetages af lederen fra det land, der bestrider det roterende landeformandskab. Det er som nævnt lige nu en anden belgier, Alexander De Croo. En mand, de fleste omkring bordet nok har tillid til.

Den politiske udfordring opstår først for alvor efter 1. juli, hvor Ungarns Viktor Orbán overtager formandskabet.

Frygten for at lade Orbán styre showet

På et tidspunkt, hvor den ungarske leders konflikt med de fleste andre EU-regeringer er kulmineret i hans blokade af en ny støttepakke til Ukraine, er det ikke nogen populær tanke at lade Orbán lede topmøderne.

Da slet ikke i lyset af, at den kontroversielle ungarske leder og ven af Putin så pludselig kunne blive manden, der skulle lede diskussioner om blandt andet en ny unionsledelse.

Hvis den situation skal undgås, så må stats- og regeringslederne udnævne en ny fast rådsformand, der kan tiltræde næsten med det samme. I hvert fald senest midt i juli, hvor Charles Michel drager til Strasbourg. Men de kan ikke udpege efterfølgeren, før europaparlamentsvalget er overstået midt i juni.

Ganske vist er posten som rådsformand ikke afhængig resultatet af det europæiske valg – men det er jobbet som kommissionsformand til gengæld.

Ifølge traktaten skal regeringscheferne udnævne chefen for EU-Kommissionen ”under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet” – og kommissionsformanden er altid det først kort, der skal lægges i den store kabale af topposter.

Hvis for eksempel de konservative igen bliver størst ved parlamentsvalget på tværs af de 27 medlemslande, fulgt af socialdemokraterne og dernæst de liberale, så vil Kommissionens formand formentlig igen skulle være en konservativ som Ursula von der Leyen (måske hende selv igen).

Først derefter vil lederne kunne beslutte, hvem der skal afløse Charles Michel som formand for Det Europæiske Råd.

Den store kabale venter forude

I realiteten bliver formandsposterne i Kommissionen og Rådet blot to af de vigtigste kort i en endnu større kabale, der også omfatter andre topjob som EU’s udenrigschef, de ledende næstformænd i Kommissionen og formanden for Europa-Parlamentet. Der skal også skeles til jobbet som Natos generalsekretær, som skal besættes senest under den vestlige forsvarsalliances topmøde i Washington 9. juli.

Alt dette vil af politiske årsager indgå i en samlet topchefpakke, som de europæiske ledere i realiteten er nødt til at få på plads i løbet af et par uger i juni.

Den proces kan blive kompliceret yderligere af, at de europæiske partifamilier måske endnu en gang vil udnævne såkaldte ”spitzenkandidater”, som de ønsker at få i spil som kommissionsformand eller nogle af de andre topposter.

For nu at gøre det endnu mere speget, så er det ikke utænkeligt, at Charles Michel faktisk i virkeligheden går efter at blive ”spitzenkandidat” for de europæiske liberale. På den måde kunne hans navn pludselig vende tilbage til topkabalen, men i en anden kapacitet: Som udenrigschef, ledende kommissær eller måske formand for Europa-Parlamentet.

Hvem ved? Trods sit ikke særligt gloriøse ry kan Michel hurtigt blive de europæiske liberales stærkeste EU-kort, hvis Margrethe Vestager som ventet må forlade Bruxelles mod sin vilje.

Uanset, hvor det ender, så bliver det en vild flyvetur til sommer.

Alt skal afgøres på to uger i juni

Landingsbanen er allerede kridtet op: En uge efter europaparlamentsvalget, mandag 17. juni, samles EU-landenes stats- og regeringsledere til et uformelt møde for at gøre status over valgresultatet. Mindre end to uger senere, torsdag og fredag 27.-28. juni, er lederne igen i Bruxelles til et formelt topmøde, hvor de nu på grund af Charles Michels afgang kan blive nødt til at vedtage hele pakken af nye chefudnævnelser.

Hvis de da kan vente så længe. For hvis Tysklands forbundskansler, Frankrigs præsident og de andre ledere vil undgå topmøder under ledelse af Viktor Orbán, så bliver de nødt til at udnævne en ny rådsformand, der kan tiltræde, før Parlamentet samles 16. juli.

Det kan blive svært for en siddende statsminister som Mette Frederiksen (S) at forlade sin regering og sit land med så kort varsel, hvis hun skulle være interesseret i det job. Skulle det ske uden forberedelse, er det i hvert fald vanskeligt at forestille sig, at SVM-regeringen ville kunne overleve det.

Hele dette forløb er værd at overveje, når alverdens kommentatorer og internationale medier i de kommende måneder igen og igen nævner Frederiksen som en mulig kandidat.

Og det vil de gøre. For objektivt set er en erfaren, socialdemokratisk og kvindelig regeringsleder bare et godt kort i det her spil. Ser man mere subjektivt på det med Mette Frederiksens egne interesser for øje, så er det pludselig mindre indlysende.

Og Charles Michels beslutning har ikke gjort det bedre.

{{toplink}}

thomas.lauritzen@altinget.dk