Vanopslaghs invitation til Radikale mangler realisme

Det lød så enkelt.

Da Alex Vanopslagh (LA) midt i juleagurketiden kom med en invitation til Radikale om at svinge over til den blå side, skabte det straks en masse overskrifter. En blå konstellation, der rækker lige fra Morten Messerschmidt (DF) og Inger Støjberg (DD) til Martin Lidegaard (R) vil virkelig være en nyskabelse.

Problemet er bare, at regeringsalternativet fortoner sig, des længere man dykker ned i substansen.

LA-lederen forestillede sig under interviewet i Politiken, at man kunne "lave noget rigtig godt på reformdagsordenen" sammen med den radikale leder Martin Lidegaard, der til gengæld "skulle have lov til at give den fuld gas på klima".

Allerede i den sætning opstår det første problem. 

Spørg lige Støjberg

For det er muligt, at Vanopslagh og Søren Pape Poulsen (K) vil give Lidegaard friløb på klima. Men er der nogen, der i ramme alvor forestiller sig, at man får Støjberg og Messerschmidt til at skrive under på en mere vidtgående klimapolitik, end den socialdemokraterne kan tilbyde?

Klimaområdet er Radikales absolut vigtigste politikområde, og netop her finder man enorme modsætninger til flere af de andre blå partier, mens der er en betydelig fællesmængde mellem Radikale og venstrefløjen.

Sådan er det på en række centrale politikområder, hvor udlændingepolitikken er et andet oplagt eksempel. Radikale kan få en del af blå blok med på lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft, men hverken Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Venstre kan holde til, at udlændingepolitikken generelt bliver mere lempelig under en blå regering. Tværtimod.

Retspolitik og uddannelsespolitik hører ligeledes til de emner, der altid har været højt prioriteret hos Radikale. Også her er modsætningerne gigantiske til partier som Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – og i dette tilfælde også til Konservative.

Økonomi ikke nok

Tilbage bliver (en vis) fællesmængde på det økonomiske område: Den "reformdagsorden", som Vanopslagh hænger hele idéen op på, og som Vanopslagh, Pape og Lidegaard forsøgte at materialisere i forårets KLAR-alliance. Det endte som et rent flop.

Den økonomiske dagsorden har ikke været den vigtigste blandt de radikale vælgere de senere år, og det vil være politisk selvmord for Lidegaard at indlogere sig i et blåt samarbejde på baggrund af den økonomiske politik, hvis klima, udlændinge, uddannelse og retspolitik skal afhandles i et kompromis den klimaskeptiske, nationalistiske højrefløj.

Og så er vi endnu ikke nået til de praktiske og mere symbolmættede hindringer for et sådant samarbejde. For hvordan er det lige, et samarbejde mellem en samlet blå blok og Radikale helt konkret skal se ud?

Vil hellere dø

Hvis det for alvor skal være tillokkende for Lidegaard at skifte side efter næste valg, skal han tilbydes ministerposter. De ministerposter, Radikale nærmest kunne få som en selvfølge i henved 50 år, men som til partiets store frustration kun er blevet dem tildelt i 4 ud af de seneste 22 år.

Nogle forestiller sig en ny VLAK-regering – suppleret af Moderaterne og Radikale. Men her bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor skulle Støjberg og Messerschmidt acceptere det?

Hvad angår Messerschmidt har han allerede blankt afvist tanken, ja, faktisk vil han "hellere dø end at gøre radikale til ministre".

Når det gælder Støjberg, står hendes parti til at blive lige så stort som Moderaterne og Radikale – tilsammen. Hvorfor skulle hun acceptere, at gøre Løkke og Lidegaard til ministre, mens hun selv sætter sig på bagsmækken? Det vil være ret svært at forklare til hendes vælgere.

DD og R i regering sammen

Så kan man selvfølgelig bevæge sig helt ud i galakserne og lege med tanken om en regering med både Støjberg og Lidegaard som ministre. Det kræver en solid fantasi, og i så fald er det Lidegaard, der er i overhængende fare for at blive kølhalet af sine vælgere.

Eneste spinkle mulighed for en en samlet blå konstellation inklusive Radikale synes at være en ny VLAK-regering – med eller uden Moderaterne – med passiv tilslutning fra Støjberg og Messerschmidt på den ene side og Radikale på den anden.

Det er bare svært at forestille sig, at den regering skulle have et politisk grundlag, der flugter mere med den radikale politik, end det Mette Frederiksen kan tilbyde.

De politiske naturlove

Her vil kritiske læsere indvende, at man ikke længere kan udelukke noget i dansk politik. Ingen kommentatorer havde forudset en regering mellem Venstre og Socialdemokratiet – og alligevel er den nu er realitet.

Det er ikke til at komme uden om. Her tog vi fejl, hele banden.

Men der en vigtig forskel: Når ingen troede en SV-regering, skyldtes det, at Venstre så bastant havde afvist det. Det skyldtes ikke uoverstigelige politiske modsætninger mellem de to partier.

Her er de politiske forskelle mellem Lidegaard og Støjberg/Messerschmidt langt større end forskellene på Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen (V).
Trods dannelsen af SVM-regeringen er alle politiske naturlove trods alt ikke sat ud af kraft.

Radikal vælgerudskiftning

Alligevel er der god grund til at holde øje med Radikale for tiden. Ikke på grund af fantasifulde bogstavkombinationer, men på grund af den omkalfatring af partiets linje, som Martin Lidegaard møjsommeligt er gået i gang med.

Radikale har evalueret på det uheldige forløb op til valget, ikke mindst partiets eneste ultimative krav, der gik på en aflivning af Rwanda-modellen. Den slags skal det være slut med, helt slut.

Den radikale ledelse vil normalisere håndteringen af partiets udlændingepolitik. Det betyder ikke nødvendigvis en ændring af substansen, men en mere pragmatisk holdning i den politiske hverdag.

Rwanda-slagsmålet er et kongeeksempel. Med kravet om, at en ny regering med radikal støtte på forhånd skulle droppe Rwanda-planerne, placerede Radikale sig længere ude end Enhedslisten, der først ville trække tæppet, den dag planerne blev ført ud i livet.

Her har Lidegaard indset, at det ikke nytter at optræde som et fløjparti, hvis man definerer sig som et midterparti.

Derfor er Radikale i gang med en målbevidst udskiftning af en del af vælgerkorpset. Partiet har siden valget vundet nogle midtervælgerne, mens man har tabt nogle fløjvælgere. Det giver nogenlunde status quo i meningsmålingerne, men det kan på sigt give Lidegaard større manøvrefrihed.

Fristelsen for en let mandatgevinst

Det interessante bliver nu, om partiet denne gang fastholder strategien. Den tidligere radikale leder Morten Østergaard forsøgte i en periode noget af det samme, men op til valget i 2019 blev fristelsen til at høste lette fløjvælgere alligevel for stor. Østergaard gav den fuld symbolpolitisk skrue, svømmede til Lindholm og mobiliserede i områder som Tingbjerg, Vollsmose og Gellerup.

Det gav Radikale en stor valgsejr. Men det var en sejr med modhager. Det låste partiets manøvrefrihed, og Radikale blev igen brandet som et fløjparti, hverken socialdemokrater eller borgerlige ville være i regering med.

Hvis Radikale denne gang kan føre hamskiftet igennem – og få et vælgerkorps, der matcher partiets ambition om at blive et midterparti – er der en chance for, at Radikale på et tidspunkt igen kan indkassere afgørende indflydelse for få stemmer.

Men det bliver i bedste fald først på længere sigt. I den forstand kommer Vanopslaghs invitation mindst et valg for tidligt. {{toplink}}

erik@altinget.dk