Dødsfald: Fhv. MF Tage Dræbye (R), 70 år

Forhenværende radikalt folketingsmedlem, byrådsmedlem og direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører, civilingeniør Tage Dræbye, Albertslund, er død, 70 år gammel. Han blev ramt af en ondartet kræftsygdom.

Tage Dræbye var valgt til Folketinget 1979-84, hvor han besluttede ikke at genopstille. Allerede i 1970 var den tidligere militærnægter blevet valgt til byrådet i Albertslund, hvor han sad frem til 1980. Gennem otte år var den DTU-uddannede ingeniør direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører, hvorefter han drev egen virksomhed, Dræbye Rådgivning og Projektledelse, med vægt på opgaver inden for miljø og transport. I et mindeord skriver forhenværende radikal leder og udenrigsminister Niels Helveg Petersen bl.a., at "han var i høj grad med til at forme den radikale politik i sin helhed. Man blev klogere af at lytte til hans analyser og synspunkter. Tage Dræbye flød ikke med strømmen. Tværtimod var han ofte imod den offentlige mening."
Forrige artikel Tidligere Dong-direktør er ansat hos russiske Gazprom Næste artikel Mindeord: Niels Helveg om Tage Dræbye (70)