Knud Aarup: Det nye regeringsgrundlag giver håb om socialpolitikkens genkomst

The proof of the pudding is in the eating, siger man i England, og sådan er det også med et regeringsgrundlag.

”Ansvar for Danmark” har imidlertid potentiale til at være socialpolitikkens genkomst efter mange år som et sølle appendiks til beskæftigelsespolitikken. Det er store ord og naturligvis bliver det svært.

Jeg kunne fremhæve konkrete tiltag som forbedring af psykiatrien, de bedre muligheder for, at handicappede kan blive en del af arbejdsfællesskabet eller en mere værdig ældreomsorg og genindførelse af ”plejehjem”. Det er godt, men det vigtigste er, at det ser ud som om socialpolitik igen har fået et langsigtet tidsperspektiv:

Alle skal have mulighed for at udvikle deres potentiale i livet, og det skal ske gennem en frisætning af de fagprofessionelle.

Lad os tage det fra starten. Allerede i afsnit 2 understreger den nye regering, at man vil begrænse de ulige muligheder og sikre, at den økonomiske ulighed ikke bliver for stor.

Det skal ske ved at sikre, at de børn som vokser op i socialt udsatte familier, får en god fremtid, blandt andet ved at de voksne har tilknytning til arbejdsmarkedet og ved at børnene får flere muligheder ved at være i uddannelse og senere beskæftigelse. For at det kan ske, skal uddannelsessystemet fra folkeskolen til de videregående uddannelser give alle børn og unge reelle forudsætninger for at begå sig i livet.

Regeringsgrundlaget sætter således fokus på det lange, seje træk i at give børn og unge med særlige udfordringer på grund af sociale problemer, fysiske funktionsnedsættelser eller psykisk sygdom en chance for at gennemføre folkeskolen og få en ungdomsuddannelse.

Det er langsigtet socialpolitik, som batter. Samtidig har regeringen også et konkret fokus på de 45.000 unge, som i dag hverken er i uddannelse, træning eller beskæftigelse. En her-og-nu-indsats som mangler at blive udfoldet og som kan blive meget svær. Men tilbage står, at der både er det lange socialpolitiske lys og det korte her og nu.

Og det er afgørende. For vi ved fra talrige undersøgelser, at folkeskolen og det videre uddannelsessystem ikke formår at give pigen med muskelsvind, drengen med ADHD eller den unge med depression en tilstrækkelig chance.

Når de børn bliver voksne, er det kun godt hver anden med fysisk handicap og kun en ud af tre med psykiske udfordringer, som er i beskæftigelse som voksne.

{{toplink}}

Regeringen vil således sætte ind på at forandre uddannelsessystemet, så det i højere grad formår at give børn og unge de bedste forudsætninger for at begå sig senere i livet. Det vil øge arbejdsudbuddet, men det vil også blive meget svært.

Jobcentrenes manglende evne til at hjælpe borgere, som har ondt i mere end beskæftigelsen, er der skræmmende mange eksempler på. Mennesker oplever mødet med jobcenteret som den totale magtesløshed.

Når man ringer, er der indført et omfattende filter af valgmuligheder, og herefter sidder man i kø i mere end 20 minutter. Når telefonen endelig bliver taget, oplever alt for mange en grænseløs mistillid.

Man bliver mødt af et system, som ikke ser borgerne som mennesker. Og samtidig skal man ofte tale med ”et nummer”, for sagsbehandlerne bruger af sikkerhedsmæssige grunde ikke deres egne navne.

Jobcentrene er et system, som har mistet enhver intention om at ville hjælpe og støtte mennesker til at kunne hjælpe sig selv og blive myndige mennesker. Det er et system, som alene har kontrol og overvågning som indhold.

Det er optimistisk, at den nye regering nu tager fat på at forandre ved at nedlægge jobcentrene, fjerne regler, øge gennemsigtigheden i uddannelsessystemet samt give den enkelte frihed til at træffe valg selv.

Samtidig får kommunerne frihed til at tilrette beskæftigelsesindsatsen. Netop friheden er interessant, men måske også problematisk. Magter kommunerne at tænke ud af boksen? Magter de at give de fagprofessionelle fri? For i regeringens tankegang er det netop den lokalt forankrede frihed, som skal sikre, at borgeren bliver omdrejningspunktet frem for systemet.

Jeg tror, at udviklingen af beskæftigelsesområdet og fokus på frihed har meget for sig. Det er måske netop i frisætningen af den enkelte fagprofessionelle, at man kan se en mulighed for, at borgeren igen bliver centrum og afgørende for den sociale indsats.

Det er måske for positivt over for regeringen, men jeg tror, at der i større frihed netop kan ligge en øget fagprofessionel besindelse på netop fagprofessionens oprindelige værdier.

Det vil ideelt set kunne føre til en udvikling af den fagprofessionelle indsats generelt fra det, Askov-direktør Helle Øbo kalder for ”system-velfærd”, til en ”relations-velfærd”. Alt sammen noget som øger effekten af det sociale og fagprofessionelle arbejde, til gavn for borgerne og samfundet. Det bliver spændende at følge, ikke blot på beskæftigelsesområdet, men generelt i forhold til sociale indsatser.

Regeringsgrundlaget lægger meget stort fokus på frisættelse af den offentlige sektor og det kan som nævnt være frigørende i forhold til de fagprofessionelle, som beskæftiger sig med mennesker med særlige behov.

Samtidig har man formuleringer om, at regeringen vil tage initiativ til en grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet og dets institutioner ved at øge det frie valg for den enkelte, styrke det lokale ansvar, afskaffe unødig regulering og kontrol og styrke samarbejdet mellem det offentlige, civilsamfundet og det private erhvervsliv. Det skal der nedsættes et udvalg, som skal belyse nærmere. Her skal man være forsigtig.

Frit valg og konkurrence kan være positivt, hvis det bliver indført begavet og med en bæredygtig reform af velfærdssamfundet for øje. Mens fritvalgsordninger, der er til fordel for dem, der kan betale, blot vil uddybe uligheden i samfundet og mindske sammenhængskraften i samfundet. Det ved vi fra lande som England, Irland, New Zealand, Australien, USA og faktisk også Sverige.

Men en fritvalgsordning, som kan tilgodese dem, der har særlige behov og give bedre social mobilitet i samfundet, vil have den modsatte virkning og øge mulighedsligheden i samfundet og dermed sammenhængskraften. Her vil et aktivt civilsamfund kunne spille en ny og udviklende rolle og faktisk være med til at fylde velfærdssamfundets huller ud.

Alt dette har regeringen lagt til udredning i et udvalg, og det er godt. Godt er det også, at de vælger at lade den såkaldte Reformkommissions (Nina Smith-udvalget) arbejde fortsætte. Også det lover godt for socialpolitikken.

{{toplink}}